Gjesteskribent

Børn, der opdrages til at føle sig som fremmede blandt danskere, drenge der får lov til alt, piger der underordnes og dansk personale, der giver efter. Læs børnehavepædagogens insider-beretning om hverdagen i en multietnisk børnehave

Tusinder af offentligt ansatte – pædagoger, skolelærere, sagsbehandlere, politifolk, fængselspersonale osv. – oplever dagligt de negative konsekvenser ved islam og muslimsk indvandring.

Alligevel er det yderst sjældent, at nogle af dem fortæller om deres erfaringer.

Undertegnede er blandt de få, der har åbnet munden.

Frygten for at miste sit arbejde, at det går ud over karrieren, frygt for at der bliver set skævt til en eller måske endda frygt for at blive truet eller overfaldet af de muslimer, man arbejder med til dagligt, får mange til at tie stille i stedet for at give deres vigtige faglige viden videre.

Meget af debatten farves derfor af politikere, såkaldte eksperter, kommentatorer og andre, som ikke har personlige erfaringer med det, de udtaler sig om.

Sappho blev for nyligt kontaktet af en kvinde, der har arbejdet halvandet år i en børnehave i København. Hun forbeholder sig retten til at forblive anonym, men vi har mødt kvinden og kender hendes rigtige identitet.

Sappho har bedt hende berette om sine erfaringer fra den multietniske børnehave.  Læs interviewet med hende her.

”Det er jo deres kultur”

Hvor mange børn gik i børnehaven, og hvor stor en andel af dem havde muslimsk baggrund?

Der var ca. 50 børn. Der var ikke mange med dansk-etnisk baggrund, kun 2-3 på hver stue. Der var vel 80 procent muslimske børn, for ja, alle dem der ikke havde dansk-etnisk baggrund var muslimer.

Kunne man som pædagog mærke forskel på, om børnene kom fra et dansk hjem eller et muslimsk hjem?

Der var store forskelle. For det første var der sproget, som de etniske børn ikke mestrede lige så godt som de danske børn. Men det meste var nok adfærden.

Muslimsk opdragelse er sådan, at børn får meget vide rammer, det gælder især drengene.

De muslimske forældre gik også meget op i hvad der var «rigtig» drenge- og pigeadfærd, altså hvilke lege de måtte lege, hvordan og med hvem de måtte lege osv.

Jeg kan huske om sommeren, når det var rigtig varmt, hvor vi havde soppe-bassin.

Alle børnene syntes det var rigtig sjovt. Selvom det var vådt og vejret var varmt, skulle de muslimske piger meget tøj på og de fik skældud af deres forældre, hvis de kom fysisk tæt på drengene.

Jeg kan også huske en pige på fem år og hendes lillebror på tre, som gik i børnehaven.

Fordi de var søskende, var det tydeligt, hvor stor forskel der var. Drengen måtte alt, endda bestemme over sin søster og han sladrede til forældrene, hvis søsteren havde gjort noget, forældrene ikke ville have. Det er frygteligt at se den form for hetz mod pigerne blandt så små børn.

Jeg kan huske en dag, hvor søsteren kom i børnehave i rigtig dårligt humør. Jeg spurgte hende, hvad der var galt, og hun fortalte, at hun dagen før havde lavet en tegning af en pige og en dreng.

Faderen var blevet meget vred og havde sagt, at hun ikke måtte tegne sig selv sammen med drenge, og desuden skulle hun fra den dag af forberede sig på snart at skulle gå med tørklæde.

Fra da af tegnede hun kun sig selv med tørklæde og blev aldrig helt så fri og glad som hun havde været før. Men i det hele taget kunne man tydeligt mærke forskel på kønnene.

Piger fik hurtigt hele denne tunge skyldfølelse på sig, mens drengene var meget frembrusende, voldelige og befalende i deres adfærd.

Samtidig var drengene også utroligt uselvstændige, bl.a. fordi mange af de muslimske mødre mader drengebørnene helt op til femårsalderen, og mange af dem derfor ikke kunne spise ordentligt selv.

Den forskel så man ikke hos dansk-etniske børn. I forhold til forældersamarbejdet var der jo også stor forskel.

Man bar mere over med de muslimske forældre og man accepterede i højere grad unormal adfærd, når det gjalt muslimske familier.

Det kunne være mad – mange af de muslimske børn fik rigtig dårlig mad, f.eks. en masse hvidt brød med nutella.

Det kunne også handle om mundhygiejne – mange muslimske børn får ikke tilstrækkelig hjælp fra forældrene til at holde en sund mundhygiejne og vi havde en del børn med komplet rådne tænder i fire-femårs alderen.

Det kunne også handle om tøj – mange muslimske børn havde tit ikke rigtigt tøj på til vejret og omstændighederne, mange gange for varmt eller for koldt til vejret eller for stort eller for småt.

Med danske forældre ville man tage en snak med forældre ved sådanne observationer, men med de muslimske forælder var det svært. Enten kunne de ikke sproget godt nok, eller også undskyldte vi det bare med at ”det jo er deres kultur, og så er det jo klart at de er på den måde.”

Opdraget til at føle sig fremmed

Tog I som medarbejdere særlige hensyn til de muslimske børn?

Ja, både når det gjaldt sprog, mad og almindelig adfærd. Især var vi meget opmærksomme på ikke at komme til at støde dem på deres religion og kultur.

Jeg husker især, hvordan vi op til jul talte meget på personalemøderne om, hvilke ord og begreber vi ikke måtte bruge.

Det drejede sig om alt fra vores daglige tale, tegninger, julepynt, bøger osv.

Ja, vi sendte endda en medarbejder ud og tjekkede et juleskuespil for, om det ville støde de muslimske familier, før vi tog alle børnene derud.

Også julemaden var specielt lavet. Det var halal og blev tilberedt af en muslimsk køkkenmedarbejder.

Vores tilpasning af maden var dog ikke nok for mange af børnene.

De ville ikke spise den, fordi deres forældre havde advaret dem mod at spise mad serveret af ikke muslimer, fordi de frygtede, at vi ville narre dem til at spise svinekød.

Især det med maden fik mig til at tænke, at mange af børnene allerede i en alder af tre til fem år blev opdraget til at føle sig fremmede overfor danskere og at se os som potentielle fjender.

Som professionel var det meget svært at se på, må jeg sige. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de børn jo aldrig bliver en del af vores samfund, også selvom de er født og opvokset i landet.

Misforstået imødekommedhed

Har du en fornemmelse af, hvorfor dine kolleger var så optagede af at tage disse hensyn? Hvad tror du der ville ske, hvis disse hensyn ikke blev taget?

Jeg tror, at mine kolleger, som jo er dygtige og veluddannede pædagoger, havde de bedste intentioner. De ville sikkert bare være imødekommende overfor muslimerne.

Vi arbejdede jo for børnenes bedste og derfor er det også vigtigt at vinde forældrenes tillid.

Jeg tror, at man mange steder mener, at det er den bedste måde at vinde tillid på, altså at være imødekommende overfor familiernes normer og principper.

Men jeg tror også, at mange af mine kolleger ligesom jeg indså, at det ikke virkede. De fik ikke mere tillid til os.

Jeg ved ikke, om der ville ske noget særligt, hvis vi ikke tog de hensyn. Jeg mener, de ville jo hverken få mere eller mindre tillid til os.

Egentlig tror jeg, at de ville få lidt mere respekt for os, fordi de ville se, at vi også er et folk med traditioner, tro og principper. De ville også have bedre mulighed for at lære vores kultur at kende.

Her til sidst – hvorfor tror du, at så få pædagoger udtaler sig om arbejdet med muslimer, selvom mange af dem ved meget mere om det end os andre?

Min oplevelse er, at de af mine kolleger, der har de samme observationer og konklusioner som jeg, ikke tør sige det offentligt. Man bliver lagt for had og kaldt racist. Men det er jo ikke det, det handler om.

I mit pædagogiske arbejde oplevede jeg, at vi på baggrund af misforstået imødekommenhed tager nogle hensyn, der er med til at grave grøften dybere mellem de muslimske børn og os.

Vi underkaster os en tro, vi ikke selv tror på, og kaster gladelig vores egen kultur og værdier ud.

 

Har du en historie, som du mener bør bringes på Sappho.dk, så skriv til: sennels@sappho.dk