Kommentar

Vi mennesker stoler mer på våre sanser enn det vi blir fortalt. Hvis ikke ville vi ikke overlevd. Nå befinner vi oss i en situasjon der mange værer fare, og det er ikke nødvendigvis store dramatiske ting: Det er små forandringer som vekker uro. Så inntreffer en episode av en viss handlingsmettet karakter som setter tingene i relieff.

En dansk kvinne og blogger, Ulla Lauridsen, skrev søndag en post på sin blogg med den meningstunge tittel: Jeg har set fremtiden. Den går blogosfæren rundt. Den er ærlig, godt observert og rett på sak. Lauridsen virker troverdig.

Og jeg er endnu mere bange, end jeg var før. Jeg var ude med hjemmeværnet i dag. Dronningen besøgte Patriotisk Selskab, som har 200 års jubilæum.

Lige ved siden af ligger der en moske, og jeg kom tilfældigvis til at stå i den ende af området, for at holde styr på det publikum vi forventede. Der kom nu ikke rigtig nogen, dels fordi arrangementet ikke er blevet omtalt ret meget, dels vel nok på grund af det meget varme vejr. Men der var familiedag i moskeen, og de 8-10 børn, der rendte rundt udenfor vidste sig at være en virkelig udfordring. De tog simpelthen intet af, hvad jeg sagde, til efterretning. Een af drengene var ekstremt provokerende og udfordrende. Hele tiden. Og de andre drenge fulgte trop. Vi taler om børn på 6-10 år. Alle hans spørgsmål var varianter over ét tema: Hvorfor skal jeg rette mig efter noget som helst, du siger?

Indledningsvis henvendte de sig høfligt, og derfor svarede jeg dem venligt og imødekommende – som altid med folk, der henvender sig pænt. Jeg fortalte dem, at dronningen ville komme, og hvis de ville se hende og måtte for deres forældre, så skulle de stille sig dér. Det fik en af drengene til at meddele mig, at ‘hun er ikke min konge. Ikke muslim, det ikke godt’ eller noget tæt på dét. Jeg svarede venligt, at dronningen er dronning for alle danskere, uanset om de er muslimer eller kristne eller hvad de nu kan være. Til det svarede han, at ‘hun er i hvert fald ikke min konge. Vi har kun én konge’. Da det ikke er professionelt eller på nogen måde smart at indlade sig på en diskussion med publikum, spurgte jeg ikke, om det mon kunne være den jordanske konge eller hvad.

Det var lidt nemmere for mine mandlige kolleger at styre dem, men også overfor politiet havde de denne tilbøjelighed til hele tiden at prøve grænserne af.

Lidt senere blev jeg spurgt af en ca. 12-13 årig dreng, om jeg var politi? Jeg vil og må naturligvis ikke udgive mig for at tilhøre politiet, og erfaringen har lært mig, at det er håbløst at forklare alt om hjemmeværnet og politihjemmeværnet, så jeg svarede bare, at jeg er soldat, hvilket jo heller ikke er løgn. Til det svarede han med en heftighed, der ærligt talt rystede mig: ‘jeg er også soldat’. Den mand, der var fulgt med børnene (der mødte overhovedet ingen kvinder op til moskeens familiedag), så en smule forskrækket ud og sendte mig et undskyldende blik a la børn!, men jeg tror godt, jeg forstod hvad drengen mente.

Over frokosten talte jeg med en kvindelig betjent om, om hun også havde problemer med at sætte sig igennem, eller hendes uniform bar autoriteten i sig, og hun fortalte, at det var nødvendigt for hende at være meget hård og kontant fra første øjeblik. Jeg har hørt om mandlige betjente, der også har problemer med at få unge indvandrere af mellemøstlig herkomst til at følge deres henstillinger. Følgen bliver, at de bliver forebyggende firkantede og hårde, og så kan de unge arabere med en vis ret hævde, at politiet behandler dem anderledes end danske unge og ikke viser dem respekt. Problemet set fra politiets vinkel er bare det, jeg oplevede i dag: At hvis man fra starten er venlig og imødekommende, så bliver man bortdømt som svag og mister sin autoritet.

I går blev der smadret en politibil, der et kort øjeblik blev efterladt uden opsyn i Ishøj. Det kan kun fortolkes som fjendtlighed overfor ordensmagten. Hvordan skal vi i fremtiden hænge sammen som samfund, hvis en større eller mindre andel af en stor og voksende minoritet ikke alene ikke anerkender den udøvende magts autoritet, men aktivt bekæmper den?

http://lokalavisen.dk/politibil-smadret–/20100710/artikler/100719996

Jeg trøster mig med, at Patriotisk Selskab er blevet 200 år med følgende opbyggelige mål:

Patriotisk Selskab blev stiftet den 11. juli 1810 med det formål: «med almen ånd og kraft at fremme sand og gavnlig industri i landøkonomien, i manufaktur- og fabriksvæsenet, i fiskeri og andre frembringelsesgrene, at udrydde vrange begreber, at kæmpe imod fordomme…» og «at opvække, belønne, nære og fremme hos begge Kjøn af alle Stænder, Arbejdsomhed, Vindskibelighed, nyttig Sparsomhed og Agtelse for Landets egne Frembringelser».

Det er den slags mål og arbejde, der har skabt det Danmark, vi kender. Tillykke med jubilæet. Der var naturligvis ingen antydning af bøvl med de indbudte gæster.

Problemet er ikke at de unge er sosialt utilpassede. Det er de ikke. De er veltilpassede i sitt miljø, men ikke i det danske. De anerkjenner sitt eget, men ikke det danske. Det er konfliktens kjerne, og det skremmer vannet av alle som tenker fremtid. Hvordan skal man leve sammen med mennesker som ikke anerkjenner ordensmakten, ikke kvinner i myndighetsfunksjon eller myndighet overhodet?

Lauridsen beskriver en ond sirkel: Hvis man viser seg myk, blir det misforstått som svakhet, ergo opptrer man mer kontant enn man ville gjort overfor dansker. Det fører i sin tur til anklager om forskjellsbehandling og verre.

Også i kommentarfeltet kommer interessante ting frem:

En William forteller om da brannalarmen gikk og de måtte rydde Kronborg slott, da var det en pæredansk 12-åring som kjekket seg, han så ingen grunn til å rømme slottet.

Er det samme fenomen? «Morten» svarer:

Det ene tilfælde er – som William ganske rigtigt påpeger – «nemt nok». Det andet rejser hårene på vores hoveder, og får mange af vores politikere og fremtrædende personligheder til at vælge at benægte tingenes tilstand. Det er endda det socialt set sikreste at gøre!

Ulla svarer: Det er nemlig det … og der bliver flere og flere af dem. Mange af dem ‘veltilpassede’ og i gang med en uddannelse. Fra hjem, hvor der er styr på tingene. Jeg tror, det var moskeens bestyrelsesmedlemmers børn, for de kom et par timer før arrangementet skulle starte sammen med deres langskæggede fædre. Senere kom der også en mand i en lang, stribet natkjole eller sådan noget. Det kan godt være, at ideen var, at den lange sag skulle være tækkelig, men når vinden pressede den mod hans krop, overlod den ikke ret meget til fantasien 🙂 Jeg ville ønske, jeg havde haft en kamera – synet af ham ved siden af pigegarden i meget, meget lårkort var et syn for guder.

Det var kanskje styremedlemmenes barn! Og styremedlemmene lever kanskje tilsynelatende normale liv. De lever sine liv, og ingen bryr seg. Ingen vil bry seg, og slett ikke røre ved spørsmål om verdier, lojalitet, holdning til autoritet.

De fleste som har hatt slike episoder, vet at de betyr noe ut over seg selv.

Det samme gjør brannene og voldtektene i Sverige. Det offisielle Sverige tør ikke en gang sette ord på det som skjer. Det tør danskene.