Gjesteskribent

De ligger i hans seng, side om side, det er for længst sovetid for små børn og halvgamle fædre. Men den syvårige søn har lige en ting mere, han vil fortælle sin far. Det har han næsten altid.

Så okay, da, brummer far, selv på vej ind i søvnens milde ro.

Henne i skolen, ikk’, begynder sønnike… I frikvartererne, når vi spiller fodbold, dér siger –biib–, at vi skal spille muslimerne mod danskerne…

Faderen vågner med et sæt.

Hvaffor noget?

–biib– siger, at vi skal spille muslimerne mod danskerne, og det er faktisk nemmere, for så er det let at se, hvem man er på hold med…

Faderen, der før var døsig, er lysvågen – og paf. Hvad er det hans søn fortæller ham? At en muslimsk dreng på 6-7 år foreslår, at de muslimske drenge skal spille imod de ”danske” drenge? At der allerede er etniske kategorier på skolen?

Så kommer sønnens spørgsmål:

Far, hvad er en muslim?

Dér ligger de så lidt, og faderen fortæller sin søn lidt om islam som lovreligion, om mænd og kvinders forskellige status, og om, hvordan der sikkert findes flere slags måder at være muslim på. Han ønsker netop ikke at pådutte sin søn sine egne meninger, men vil heller ikke skjule dem.

Det er svært stof for den lille, han spørger lidt mere i øst og vest, før de siger og krammer godnat.

Sønnen er som nævnt 7 år og går i 0. klasse, eller hvad der engang hed børnehaveklasse, på en almindelig folkeskole et sted i København. Jeg ved det, fordi sønnen – og vantroen – er min.

Hans spørgsmål – Far, hvad er en muslim? – får mig til at smile, mens jeg skriver dette her. Så dejligt ubevidst. Så herligt uskyldig – og nysgerrig.

Tænk sig, jeg er ligefrem glad. Glad for, at min dreng ikke aner, hvad en muslim er, mens hans klassekammerat med muslimsk baggrund tilsyneladende er meget optaget af, hvem han ikke er. Han er ikke dansker. Han foreslår sigende nok ikke, at drengene skal spille muslimerne mod de kristne. De kristne er ikke en gangbar kategori. Måske fordi de er fortid, det er danskerne trods alt ikke.

Jeg vender og drejer den lille incident hele aftenen og bestemmer mig for at melde episoden til skolens integrationskonsulent, som er venlig og lover at forhøre sig lidt i 0.klasserne, ligesom jeg har tænkt mig at følge med i udviklingen.

Integrationskonsulenten har dog ikke før hørt om, at 0.klassere skulle have en så ”indvandrerstærk” refleks, som det hedder. Det kommer normalt først senere, som han tilføjer lakonisk.

Indvandrerstærk?

Prøv med integrationssvag!

Episoden finder sted blot en uge efter sagen om den islamiske censor i Herning. Ikke fordi der lod til at være mangler i hans faglige virke, men fordi han nægtede at give hånd til kvinder, og at han havde gjort det i årevis.

I sit forsvar henviste censoren til islam, idet han forklarede, at hans religion forbød ham at give hånd til kvinder, der ”teoretisk kunne blive hans ægtefælle”.

Den står der endnu. Eksemplarisk formulering. Der er med andre ord kun en teoretisk risiko for, at kvindelige studerende, der kommer i eksamenslokale med omtalte censor, bliver gift med ham. Hvilket måske en trøst for nogle. Men hvad med de mænd, der forelsker sig hovedløst i censor?

Censors religiøst betingede kønsdiskrimination har fundet sted i otte år. Uden at nogen har gjort ham bekendt med, at han som censor er statens repræsentant, og at den danske stat fortsat er verdslig i verdslige anliggende som f.eks. en eksamen, og at han nok skal finde sig et andet job, hvis han hellere vil være helligkriger.

Nåja, Youssef Minawi, som manden hedder, er bare et menneske, og sagen om det manglende håndtryk er blot en lille sag – ligesom min søns oplevelse i skolegården.

Men bag menneskers små sager gemmer sig forbløffende ofte større spørgsmål, og et af dem er, hvordan det officielle Danmark reagerer.

Her er mit klare indtryk, at det officielle Danmark er på retræte fra skolegårdsniveau til ministerniveau og har været det længe. Det officielle Danmark, anført af de Anstændige, som forfatterne Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen netop har givet et portræt af, bor pænt, spiser pænt, taler pænt og har pæne børn, som går i pæne skoler.

Disse søde og fromme væsener er langt hen ad vejen blevet immune overfor konsekvenserne af den masseindvandring, som har fundet sted siden 1983, og har i en vis forstand allerede stemplet ud.

De bor ikke længere i Danmark, de opholder og arbejder her bare.

Hvis sager som det manglende håndtryk og ”muslimerne mod danskerne” i skolegården bliver mere almindelige, vil de Anstændige i politik, medier, erhvervsliv og på universiteterne formentlig fortsætte med at hænge grimme gloser om halsen på dem, der kritiserer udviklingen og eliternes defaitisme. En eftergivenhed, som udspringer af, eliterne har sluppet moralismen løs i udlændinge- og værdipolitikken.

De anstændige ser simpelthen ikke konteksten, den islamiske orden, der stille og roligt, med meget små skridt eroderer hidtil gældende normer og regler. Fordi det sker så langsomt, mærker man det knap nok. Et tørklæde her, en bande der, en censor, der ikke vil give hånd til kvinder, og »eksperter« der synes, det er i orden.

Den såkaldt kønspolitiske organisation Kvinfo er et eksemplarisk tilfælde.

Hvis man i sin naivitet havde forventet, at ligestillingsforkæmperne ville forsvare kvindelige studerendes ret til ens behandling i en nervøs situation, som en eksamen jo er, blev man slemt skuffet. Kvinfo arbejder nu for mangfoldighed, lyder svaret fra direktør Elisabeth Møller Jensen.

Derfor må ligestillingen naturligvis træde i baggrunden. Et håndtryk er ikke et mere håndtryk. Alt er til forhandling. Intet er, hvad det var. Alting skal skabes på ny.

Apropos fascinationen af det nye, så var det de italienske fascister, der begyndte at gøre grin med håndtrykket for snart 100 år siden. De opfattede det som en britisk og bøsset gestus, et levn fra en tid med tilknappede, formelle og gentlemanagtige omgangsformer.

Med fascismen i Italien og senere nationalsocialismen i Tyskland kom den store tid, hvor mænd var romere og germanere, og kvinder var noget, man erobrede og konfiskerede ligesom andre lande og andres ejendom. Give hånd? Ikke tale om. Så hellere dø for broderskabet.

Er det der, min søn – og datter – ender? Med at skulle slås?

Jeg aner det ikke, men har tænkt mig at holde jer orienteret så længe som overhovedet muligt.

 

 

http://blogs.jp.dk/frontalt/2013/06/28/%E2%80%9Dmuslimerne-mod-danskerne%E2%80%9D/