Gjesteskribent

Et læserbrev kan sige mere end en buket blomster eller en spand lort. Således også med det læserbrev, der står at læse i dagens JP, hvor en Abdullah M. Ali fra Odense blander sig i den vedvarende diskussion om tørklæder her, der og alle vegne med følgende oplysning:

”En muslimsk kvinde skal behage sin skaber og ikke en flok kufar/vantro, hvad end I måtte mene dertil. Kan I ikke acceptere tørklæder i Danmark, er det jer jo frit stillet at rejse væk eller handle andre steder end i Netto.”

Abdullah fortsætter, så ingen kan være i tvivl om hans rettroenhed:

”Men med det sagt, så burde disse muslimske piger slet ikke arbejde et sted, hvor de er pålagt at sælge øl, spiritus and andre forbudte ting”.

Hertil er kun at svare: Naturligvis, Abdullah. Hvis Danmark altså var et kalifat.

Der er bare lige den lille hage ved Abdullahs antagelse, at Danmark aldrig har været og forhåbentlig aldrig nogensinde bliver et kalifat med den barnligt-voksne skelnen mellem halal og harem, tilladt og forbudt med dertil hørende og af de religiøse og politiske myndigheders sanktionerede forfølgelse af anderledestænkende.

Det sidste vil kun ske, hvis danske halalhippier får held med at bilde resten af befolkningen ind, at islamiske normer og regler kan være lige så gode som dansk praksis – i Danmark.

Hvad de rettroende gør udenfor Danmark og Europa, må de sådan set selv om. Skulle de fortsætte med at bekrige hinanden i endeløse sekteriske borgerkrige 1400 år mere, så held og lykke med det. Men ikke i Europa.

Man overser i det ovenstående citat nemt Abdullahs genstandsord. ”I”. Læg mærke til det. Hvem er ”I” mon?

”I” er danskerne, vi, de vantro. Det er dem, Abdullah, foragter. Næsten lige så meget som han foragter de piger, der indlader i at sælge forbudte ting.

Førstnævnte er vantro, dem kan man – undskyld mig – fodre svin med. Sidstnævnte er potentielt frafaldne, og det er en langt mere alvorlig sag. De forfølges eller myrdes overalt i de muslimske lande. Med eller uden sten, men altid med en imams billigelse.

Sådan er det, sådan ligger landet, i fredens hus og nu også i krigens hus; Abdullah har bare mindet os om sammenhængen. Og man får helt lyst til at takke den lille helligfrans, ligesom man må sige tak til denislamiske censor, der nægter at give hånd til kvindelige studerende, når de skal til eksamen med henvisning til islam.

Youssef Minawi, hedder han. Som til dagbladet Information forklarer, at hans religion forbyder ham at give hånd til kvinder, der ”teoretisk kunne blive hans ægtefælle”.

Tak til dig også, Youssef. Hver gang en muslim som dig står frem med sine på én gang selvforelskede og bigotte normer, hjælper det på forståelsen. Den folkelige modstand vil vokse. Først i det stille. Siden mere højlydt – med politiske konsekvenser. Hvor det fører hen, kan ingen vide med sikkerhed, men det fører med garanti et andet sted hen end den kulturrelativistiske sump, vi befinder os i, hvor sekulære myndigheder end ikke tør sætte en censor i Herning på plads og kræve, at han behandler kvinder og mænd ens, hvis han vil arbejde som den danske stats repræsentant.

Jeg er med andre ord kommet til den opfattelse, at vi skal være typer som Abdullah og Youssef taknemmelige. De er, hvad mange, mange flere har brug for. For at forstå, hvilken politisk dagorden, der stikker sit grimme fjæs frem i det nye, gamle Danmark. Kalifatets frelste fuckfjæs.

Hver gang nydanskere som Abdullah og Youssef taler med én tunge, vil den uddøende venstrefløj i dette land få stadig flere problemer med at forklare, hvad deres postmoderne halalsocialisme går ud på – bortset fra skatteplyndring og de klamme hænders politik.

Tak til de to folkeoplysere. Bliv endelig ved. Danmark har brug for jer.

 

 

 

Som blogg i Jyllandsposten 14. juni. Document er Jalving evig takknemelig for at han vil dele sine klummer med norske lesere