tutein-den

DR videregav idiotien: Den seneste tørklæde-myte, serveret til brug for alle med behov for at bagatellisere den islamiske hidjab.

DR K var draget til Fanø, ud til de formørkede vestjyder, og sørgede for at pointen gled ned selv hos de tungnemme. Hør bare overskriften på Facebookklippet, der siden er gået sin sejrsgang med 450 delinger: Burkaer på Fanø?

Her viste en fotograf med åbenbart umådeligt ringe kendskab til kultur- og dragthistorie fotos frem af tørklædeklædte Fanø-piger. Herunder fotos af piger med en særlig ansigtsdækkende variant af det berømte Fanø-tørklæde.

Det mindede om burkaen, hævdede kunstneren, der tydeligvis lever i provinsiel uvidenhed om, at burkaen ikke alene dækker ansigt og hår, men også hele kroppen, så ethvert tegn på kvindekøn elimineres. I diametral modsætning til Fanødragten, der netop fremhæver kvindens kurver og krop.

ANNONSE

Folk bliver, udtalte kunstneren, så overraskede over, at ”det er en del af vores egen kulturhistorie”. Jeg bliver til gengæld så overrasket over den fordummelse, der strømmer ud af medierne, når det gælder klædedragt, tørklæder og hidjab.

At de hårdtarbejdende Fanøkvinder har haft behov for at dække både mund og næse, når de arbejdede derude, hvor Vestenvinden får sandet til fyge, forstår man godt. Ikke mindst hvis man er vokset op i Vestjylland.

Det er bare noget totalt anderledes end det kvindelighedseliminerende telt, som burkaen er.

Og så det afgørende: Burkaen er ligesom hidjaben shariadikteret. Vestlig kvindemode ændrer sig konstant. Den ene sære idé efterfølges af den anden og vi kvinder halser efter i desperat håb om at se godt ud. I 1970’erne var man smart, hvis man gik med tørklæde om håret, i dag er det yt. I næste årti finder man på noget andet. Sådan er moden, og det er det, der gør klædedragtenshistorie til et fascinerende billede på tiders menneskelig livslyst og forfængelighed.

Den islamiske tildækning er en helt anden historie.

Shariaen ændres ikke i takt med hatte- og hårmode. Man kan glemme og fornægte den, som man (heldigvis) har gjort det i vid udstrækning i islamiske lande i 1900-tallet, men i takt med, at man vender tilbage til den oprindelige, rene tro, blusser tildækningskravet op, så man skelne mellem de rene og urene kvinder. Er man tildækket under sin hidjab, har man markeret at man hører til blandt de rettroende, og klart adskilt sig selv fra os billige, ikke-muslimske kvinder.

Det er logikken, som islams religiøse ledere aldrig har lagt skjul på.

Det er derfor, der findes danske ikke-muslimske kvinder, der går tildækket i muslimske ghettoer – simpelthen for at kunne gå i fred og undgå ubehagelige tilråb.

Så jo flere tildækkede kvinder du ser i gadebilledet, jo flere betragter dig som uren. Hvis du, kære læser, da hører til blandt os utildækkede kvinder.

Det er grunden til, at det er så uhyggeligt, at antallet af tildækkede islamiske kvinder stiger og stiger også i den lille sydsjællandske by, jeg bor i. Da jeg flyttede hertil for ti år siden, så man ikke en eneste hidjab i gadebilledet. Nu går der ikke en dag uden at man få øje på én.

”Det er bare en del af vores egen kulturhistorie”. Sådan forsøger DR og andre mainstream-medier at få os lullet os i søvn og sovset ind i uoplyst ligegyldighed.

Og nej, jeg tror der ikke der ligger en konspiration bag. Bare blank uvidenhed tilsat en god portion fordumsfuldhed mod islamkritikere.

Tænk, hvis DR K i stedet brugte kulturprogrammerne til at oplyse befolkningen om klædedragtens historie.

Tænk, hvis vi har fik serveret fotos af alle de fromme, protestantiske kvinder – fra Käthe Luther, Leonora Christina til Elisabeth I – der i renæssancen alle gik med utildækket hår, fordi de som en selvfølge nød beklædningsfrihed.

Tænk, hvis en kulturredaktør på et stort medie gad gennemhulle den seneste latterlige påstand om, at der i 1970erne var en tørklædeklædt kvinde på en dansk pengeseddel. Det idiotiske postulat, som så mange herunder en Venstrepolitiker har labbet i sig, bunder i total uvidenhed om den danske maler Jens Juel, hvis malerier prydede alle daværende pengesedler fra 1972 og frem til 1997. Heriblandt et portræt af fru Pauline Tutein. Hvis hendes kyse er bevis på at danske kvinder i 1700-tallet gik tildækkede, hvad så med det samtidige Jens Juel-portræt der pryder den samtidige 1000-kronesedlen?

Her ser man den langlokkede Thomasine Gyllenbourg sidde tankefuldt og utildækket. En kvinde, der lod sig skille fra sin mand og som i øvrigt brød igennem som forfatter, bl.a. til den livskloge roman ”Ægtestand”.

Studiet af danske pengesedler fører altså til den stikmodsatte konklusion end den, Facebook-debattører med stort held forsøgte at lancere:

Kvinder i Danmark har nydt frihed, herunder påklædningsfrihed, i en grad, kvinder under ortodoks islam aldrig har kendt. En frihed, som islam i dag udgør en stor og vital trussel imod.

Vågn op og se det i øjnene – og lad jer ikke forføre af mediernes uvidenhed og overfladiskhed.

Jyllands-Posten 21. oktober 2016
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629