Kommentar

Tale på Danmarks «nasjonaldag» (Grundlovsdag) 5. juni 2018, holdt for partiet Nye Borgerlige i Hillerød.

Mange tak for invitationen – og for fremmødet her i dag på dette smukke sted, indrammet af Frederiksborg Slot, midt i Danmarkshistorien.

Som I kan se, har jeg taget min dannebrogstrikot på i dag. Det gør jeg hvert år grundlovsdag, og da jeg jo lige så godt kunne cykle hertil i dag, så må I altså finde jer I, at jeg sprang slipset over.

 Foto: Document / Odin Fredrik Rustad

Jeg vil gerne begynde med et minde.

Det var grundlovsdag – sidste år – og statsministeren stod på talerstolen ved Ejer Bavnehøj og skældte ud på præsident Trump.

I anledning af det seneste halalangreb i Londonistan, opfordrede Lars Løkke Rasmussen os til at ”stå sammen”, dvs. gøre ingenting ved den massive indvandring og ingenting ved den generøse velfærdsstat. Vi skulle med andre ord bare fortsætte som før. Dvs. lade som ingenting, vende den anden kind til og stemme på Venstre.

Og ved I hvad? Jeg tænkte: Det er alt sammen ved at være en dårlig vane.

Altså, at lade som ingenting og stemme på Venstre.

”Den koldblodige foragt for liv efterlader os gang på gang tomme for ord, men med styrket vilje”, sagde statsministeren også.

Hvilken vilje? Og til hvad, om man må spørge.

”De vil ikke forandre os”, tilføjede manden i jakkesættet.

Næ, det er jo det, der er problemet. Den tiltagende terror vil formentlig ikke få os til at tænke os om og ændre adfærd over islamiseringen af Vesteuropa, det er det, der er så ulykkeligt.

Efter alle disse år, alle disse fejltagelser, efter alle disse bristede illusioner mht. indvandring og velfærdsstat.

Vi ændrer ingenting. Vi fortsætter blindt som hidtil under påberåbelse af at ”stå sammen”, skønt det eneste, vi står sammen om er at videregive et mere usikkert, forrået og multikulturelt opsplittet land og kontinent til næste generation.

Vores børn og børnebørn vil, som flere af jer nok allerede er klar over, få stedse sværere ved at føle sig hjemme i et Europa, der åbner sig op for millioner af muslimer og lader som om, det ikke er noget demografisk, politisk og økonomisk problem. Som lamme får sidder vi og venter på at blive kørt ned af køretøjet fjernstyret af Koranen eller håber, vi og vores går ram forbi. Eller hvis I synes det billede er for stærkt: Migrationen svækker Europa, dræner Europa og ødelægger på længere sigt Europa. Det er derfor, jeg – vi – skal blive ved med at tale om denne vitale sag, ikke mindst på en grundlovsdag. Immigrationen slår os ihjel på den ene, anden, tredje eller fjerde måde. Det virkeligt foruroligende er, at det sker så langsomt, at vi knap nok lægger mærke til det.

Ikke at der er udsigt til ret meget mere kløgt fra den kommende statsminister Mette Frederiksen. På Twitter lod hun vide, at ”smukke, gamle London er ramt”. Og fortsatte: ”Det er så uhyggeligt, og meningsløsheden bare vokser og vokser”.

Igen dette postulat om, at islamisk terror skulle være meningsløs. Det må være, fordi Mette Frederiksen og hendes rådgivere endnu ikke har forstået ret meget af terrorens logik. Som er at dræbe så mange vesterlændinge, dvs. vantro, som muligt, sprede almindelig frygt og fejghed blandt ikkemuslimer og true andre muslimer mod at blive for danske, tyske, svenske, britiske osv.

Missionen ser ud til at lykkes. Under terrorens aktuelle overflade finder vi sympatisørgrupper, radikalisering, kriminalitet og religiøs entusiasme.

Ifølge den mest omfattende og aktuelle undersøgelse, vi har, og som dækker svar fra ca. 9.000 respondenter i seks lande, mener 75 pct. af muslimer i Europa, at der kun er én korrekt og forpligtende fortolkning af Koranen. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. Samtidig mener 65 pct., at religiøse love skal stå over sekulære love, hvilket kun graverer situationen. 60 pct. mener, at muslimer skal vende tilbage til islams rødder.

Den islamiske fundamentalisme, som er det ideologiske afsæt for terrorisme og antipati mod vestlige og kristne normer og værdier, er med andre ord langt højere end medier, politikere og indvandringsindustriens lobbyister lader forstå. Som allerede en af de berygtede vestegnsborgmestre (vest for København, red.) noterede, så kender vi alle en flink grønthandler henne på hjørnet. Det er bare ikke grønthandlerens værdier, der dominerer i den voksende muslimske diaspora.

I Tyskland, hvis politiske elite ser sig selv som et foregangsland for resten af Europa, er selv ”moderate” moskeer stopklodser for integration, sådan som det blev mere end antydet af en journalist, der overikøbet var positivt forudindtaget. I bogen Inside Islam beretter journalisten, der hedder Constantin Schreiber, hvad han mødte i 13 fredagsbønner i såkaldt ”moderate” moskeer.

Én opdagelse var, at fredagsbønnerne var fulde af udfald mod demokratiet. En anden var den gentagne opfordring til, at muslimer skal forene sig mod kristne, jøder og andre undermennesker. Når imanerne talte om ”hjemme”, drejede det sig ikke om Tyskland, men om et land i Mellemøsten. Efter sine besøg i landets moskeer, konsterede forfatteren:

»Mens der foran døren til moskeen konstant bliver talt om integration, prædiker man det modsatte indenfor.«

Jeg ved ikke, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen følger med i. Men det centrale lader til at prelle af. Hans taktik lader til at være at skabe sit eget mikrokosmos af mening, hvor hans regering på den ene side lader Inger Støjberg snakke og provokere, mens man bukker og nejer for de internationale konventioner og pengemændene i Berlin og Bruxelles. Her vil intet blive anderledes.

Lad os lige spole tilbage til statsministeren for et år siden:

”Når tingene bliver svære og vores levevis kommer under pres, så kan der være to meget forskellige reaktioner: Man kan vælge at lukke sig inde og forskanse sig. Prøve at holde omverdenen ude.
Eller man kan insistere på åbenhed og på, at vores værdier er så stærke, at de vil sejre til slut. At lyset besejrer mørket.”

I lys og mørke, det var der, statsministeren befandt sig præcis for et år siden – og det gør han stadig. I poesiens pigeværelse. Lys og mørke. Bamser og dukker, prinser og prinsesser, Barbie og Ken, åbenhed og lukkethed.

Jeg afslører nok ingen hemmelighed her, når jeg siger, at Lars Løkke Rasmussen er en regulær skandale, men skandalen er ikke større, end at hans lyriske konstruktioner er et sindbillede på den suicidale politiske logik, der er vokset frem i Vesteuropa, især over de seneste 25 år. År efter år, årti efter årti afstår vi fra at gøre, hvad der må gøres, fordi vi tror, at vi er de bedste, os kan ingen tæske.

Man begynder at tvivle.

Sandheden, som jeg ser den, er, at vi ikke kommer udenom at lovgive om substansen, som er, at fortsat muslimsk migration er en bombe under alle europæiske samfund. Økonomisk. Socialt. Kulturelt og politisk.

Muslimers trinvise aggression mod europæiske vaner, normer og idéer er i kombination med den forandrede demografi de acceleratorer, der sætter de europæiske samfund i defensiven. Som oftest giver vore politikere efter for presset. Det er nemmest, dvs. mest opportunt og mimer en tolerance, der gør sig godt i medier, på bonede gulve og blandt velmenende vesterlændinge, som har travlt med at være søde. Men tag ikke fejl: Eftergivenheden vil blive straffet en skønne dag. Det machiavelliske spørgsmål er kun, hvem der kommer til at eksekvere den.

Men, ak, jeg skal naturligvis ikke stå her og trætte jeg med mine dystre prognoser.

Jeg er ingen profet. Mit allerhøjeste ønske er, at alt det, jeg taler om, vil forsvinde som dug for solen. At Salman Rushdie har ret – at det nok skal gå – at det viser sig, at jeg tager fejl. At der er fred og ingen fare. At jeg er en idiot. At I engang eller jeres børn vil tænke: Ham der, Mikael Jalving, hold kæft, en alarmist! Eller at jeg slet og ret er en højrepopulist. Intet ville være bedre. Jeg håber, jeg tager fejl af udviklingen, men jeg vil ikke satse mine børns fremtid på det.

C.A. Lorentzen (1746-1828), Dannebrog falder ned fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse (Tallin) i Estland den 15. juni 1219, 1809

De selvudnævnte antipopulister har ret i én ting: Ingen kan repræsentere folket hundrede procent, dvs. ingen kan tage patent på det og tale eksklusivt på dets vegne. Pia Kjærsgaard kan ikke, Pernille Vermund kan ikke, Mette Thiesen kan ikke. Men deri ligger sandelig ikke, at populisme er demokratiets modsætning eller det samme som dets afskaffelse, sådan som flere lader til at mene. Demokrati er en styreform, der begynder og slutter med et kollektivt vi, we the people, som de første amerikanere sagde.

Den nødvendige tilføjelse er, at det, der holder demokrati i live, er en vekselvirkning mellem folk og elite. Uden den halter demokratiet, sådan som tilfældet er i Europa på grund af EU og de toneangivende internationalistiske forventninger til alting. Det er eliterne, der har svigtet folket i det ene land efter det andet. Det er eliterne, der kører deres eget løb og nægter at tage bestik af globaliseringens og folkevandringens bagside.

Den islamiske radikalisering, der vokser ud af den islamiske modkultur, måles ikke alene i terrortrusler og angreb, men bunder i i sympatien for islams fundamentalistiske kerne, især blandt unge muslimer i Europa, hvor de bliver flere og flere.

Stillet over for denne sociale og politiske kendsgerning har hipsterliberale meningsdannere kun ét svar: mere ytringsfrihed, mere ytringsfrihed, mere ytringsfrihed. Når selv tidligere kommunister kunne omvendes, så må muslimerne også kunne bringes til fornuft. Det er bare et spørgsmål om ”oplysning”.

Dette på en gang enfoldige og nedladende ræsonnement bærer vidnesbyrd om en liberal position, der hverken forstår sig på indvandringens konsekvenser, som bl.a. sætter ytringsfriheden under pres, eller på kulturens og religionens betydning. Må jeg blot minde om, at religion ikke alene er en trossag, sådan som vi – protestantisk – går rundt og tror, men i tilfældet islam i mindst lige så høj grad er et mønster af normer, vaner, forbud, regler, familie, køn, seksualitet, vold og tilhørsforhold. Som kultur betragtet er islam således ikke lige sådan at løsrive sig fra, prøv f.eks. at læse den tidligere imam Ahmed Akkaris bøger. Han var nødt til at rejse til Grønland og begynde et nyt liv for at komme ud og videre og frem til en ny loyalitet over for det Danmark, han tidligere så ned på.

For et par år siden opfordrede den tidligere stabschef for PET Jacob Bentsen til en ny erkendelse af terrorens væsen efter det – dengang – seneste bombeangreb i Bruxelles. Ét er nemlig terroristerne selv. Noget andet og mere alarmerende er den moralske og operationelle støtte de fromme unge mænd nyder i muslimske områder som f.eks. Molenbeek i Bruxelles eller på Nørrebro i København.

Den tidligere PET-chef skrev direkte, at der i løbet af de seneste 5-10 år er opstået parallelsamfund, hvor sympatien for terror i Allahs navn er så udbredt, at det ”reelt ikke lader sig gøre at etablere et tilstrækkeligt tæt net til at fange terroristerne i deres planlægningsfase.” Og videre: ”Radikaliseringen, den moralske træning og uddannelse, tilvejebringelse af simple midler som håndvåben og sprængstoffer sker upåagtet i de ekstremistiske miljøer hjulpet på vej af stadig mere lukkede miljøer, hvor politi og efterretningsvæsen har overordentligt vanskeligt ved at færdes, medmindre der er tale om egentlige politiaktioner.”

Men Jacob Bentsen var ikke færdig. Han bad os forstå, at terror og social segregering er religiøst og kulturelt drevet. Sociale og/eller psykologiske faktorer spiller muligvis ind, men på en overfladisk måde og udgør i stedet en ”belejlig måde at negligere eller undlade at nævne og håndtere de religiøse og kulturelle aspekter og baggrunden for hadet til de vestlige samfund og deres borgere og myndigheder.”

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Ekstremisterne er allerede for mange til at vi kan bekæmpe dem med pjecer, weekendkurser i demokrati og kommunale drømme om at gøre Vollsmose, Gellerup eller Tingbjerg til turistattraktioner – eller som Alternativets Uffe Elbæk tror – ved at afskaffe den symbolske gudstjeneste, der åbner hvert folketingsår. Var det så nemt, kunne vi trygt overlade sagen til politikerne.

PET-chefen peger på problemets rod. Problemets rod er naturligvis islam, hvorfra islamismen udspringer. Det er immervæk islam, som får fromme muslimer til at dele verden op i to separate sfærer, et hus for islam, hvor ”freden” siges at herske, hvilket mildest talt er en sandhed med modifikationer, og et hus for ikkeislam, altså ”krigens hus”, som skal islamiseres med alle midler, og hvor kampen står her os os. Det er derfor, at mange moderne muslimer udviser lav eller ingen tillid til nationalstatslige myndigheder. Det er derfor, at selv ”moderate” muslimske kvinder går med slør og insisterer på, at det er deres eget valg.

Her mimer de en lang tradition. Og det er, som bl.a. filosoffen Kai Sørlander har påpeget, dybt problematisk. Deres tildækning sker netop ikke af praktiske grunde, men af principielle. Deres trosbekendelse byder kvinder at bære slør i det offentlige rum, også selv om det ikke er alle muslimske kvinder, der efterkommer dette påbud. Eller sagt anderledes: Samfundet er beskidt, derfor skal det renses mest muligt for urenheder.

Sagt meget konkret strider denne trosbekendelse mod Grundlovens kloge ord om den enkeltes almindelige borgerpligt. Paragraf 70 skærer ind til benet, når den fastslår, at »ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning (…) unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt«. Til den almindelige borgerpligt hører pligten til at vise sit ansigt og møde verden uden slør og maskering.

Vist er niqab og burkaer langt værre. Men selv tørklæder båret af principielle grunde er demonstrative afvisninger af denne borgerpligt.

Tørklædet, indimellem pålagt børn helt ned til 6-årsalderen, er i virkeligheden et endnu stærkere tegn på den glidende og bløde islamisering end de endnu relativt fåtallige burkaer, der går rundt i gaderne. Derfor bør vi forbyde tørklæder i offentlige skoler, institutioner og myndigheder og fortælle åbent hvorfor.

Hvorfor? For at genere muslimer? Næ. Svaret ligger i Grundlovens paragraf 70 og 67, der oplyser alle, der ønsker at blive danske om, at »borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud (…), dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«. Eller på godt dansk: Fordi det undergraver jævnbyrdigheden og tilliden imellem os. Folk, der dækker sig til, misligeholder deres borgerpligt.

Mit land, det ligger ned, men vi kan endnu rejse det, hvis vi mander os op. Midlerne findes. Ikke på europæisk plan, desværre, hvilket kun gør det nationale svar desto vigtigere. Jo længere tid, vi venter med at tage midlerne i anvendelse, jo mere drakonisk må vi ty til dem senere for vore børn og børnebørns sikkerhed.

For det første skal vi standse indvandringen fra muslimske områder, indføre asylstop og afvise konventioner, der er ude af trit med vores historiske situation. En liberal udlændingepolitik har vist sig at true akkurat de liberale normer. Konstant indvandring hæmmer integrationen. Jo flere muslimer, jo mindre integration. Stedse større kulturelle forskelle øger risikoen for balkanisering og opsplitning af det civile samfund med dertil hørende kriminalitet og bandevæsen.

For det andet skal der ikke gives statsborgskab så let som i dag. Jeg ved ikke, hvilke skruer, der skal skrues på, men det må være en opgave for Nye Borgerlige at finde ud af – og måske de Konservative, hvis de da ellers er til noget.

For det tredje skal der ikke gives tilladelse til opførelse af flere nye moskeer, slet ikke for udenlandske oliepenge, ligesom muslimske kulturforeninger og friskoler ikke skal have som meget som en bøjet femøre i offentlige tilskud.

For det fjerde skal politi og myndigheder have tilført flere ressourcer til såvel infiltration som de ”egentlige politiaktioner”, PET-chefen Jacob Bentsen omtalte med henblik på svækkelse af de kriminelle aktiviteter i ghettoerne.

For det femte skal opfordringer til vold og værre straffes med udvisning uanset statsborgerskab, ligesom deltagelse i jihad eller forberedelse til jihad skal straffes med udvisning for bestandigt.

For det sjette – og det er muligvis det sværeste – skal velfærdsstaten trimmes, så færre lever på passiv forsørgelse, unge som modne, kvinder som mænd. Den permissive velfærdsstat har vist sig at være sin egen værste fjende. Systematisk godhed fører til ladhed, ladhed fører til trældom, og trældom er trældom, uanset om der står islamisk eller socialistisk foran.

Nå, jeg kan se, I er ved at have fået nok…

Det er, som den canadiske journalist og ytringsfrihedsaktivist tv-vært Ezra Levant sagde i sit tv-show efter et besøg i Malmø, ikke første gang, at islam vandrer op gennem Europa, men det er første gang, at det sker uden at møde nævneværdig modstand.

Det må vi – sammen – kunne gøre bedre og give hinanden hånd på. Jeg håber, at Nye Borgerlige vil tilføre den politiske dagsorden ny saft og kraft. Det er mildest talt nødvendigt.

Vi må holde op med at sige og gøre som Venstre og venstrefløjen. Vi må holde op med at gøre ingenting.

Det er blevet tid til at gøre noget helt andet. Det er blevet tid til at hjælpe Danmark på fode igen. Længe, alt for længe, har vi lagt os ned og givet op.

Tak for opmærksomheden og fortsat god grundlovsdag!