Sakset/Fra hofta

Det islamske tørklet handler om makt, og hver gang Vesten bøyer seg vil det blir fremsatt krav om nye innrømmelser, skriver gjesteforsker ved Columbia University i New York, Hanna Ziadeh, i Jyllands-Posten. Det verste som kan skje for det liberale Vesten og Danmark, mener Ziadeh, er at man faller for islamistenes misbruk av kravet om likestilling og retten til å bære niqab, mens man glemmer hovedoppgaven: å støtte de krefter i den arabiske verden som virkelig kjemper for menneskerettigheter og personlig frihet.

For de sistnevnte verdiene er fornemt representert av de to kvinnelige parlamentsmedlemmene i Kuwait som presterte hva ingen i sin villeste fantasi hadde forestilt seg: de beseiret islamistene i et demokratisk valg i et av den arabiske verdens mest konservative land, fortsetter Ziadeh – og forteller historien om parlamentsmedlem Roula Dashti i Kuwait og sunnimuslimenes øverste lærde, Shaykh Al-Azhar Muhammad Tantawi ved verdens førende islamiske læreinstitusjon, Al-Azhar i Kairo.

Lederen af verdens førende islamiske læreanstalt blev tvunget til et tilbagetog, da han ville forbyde tildækningen af piger på det berømte Al-Azhar universitet i Egypten. Kronikøren opfordrer Vesten til ikke at lade sig besnære af islamisternes snak om kvinders rettigheder. Det handler om magt, og hver gang Vesten bøjer sig, vil der blive fremsat krav om nye indrømmelser.

»Løft sløret« beordrede sunnimuslimernes øverste lærde Shaykh Al-Azhar Muhammad Tantawi fra verdens førende islamiske læreanstalt til en pige i en af Al-Azhars pigeskoler i Cairo. Da pigen protesterede, tilføjede han: »Det er en skik og ikke en religiøs pligt med basis i loven. Jeg kender religionen bedre end dig og de, der har født dig«. Ved at løfte sløret gjorde shaykhen, hvad mange mænd drømmer om, men han blev skuffet over det han så, for ifølge en egyptisk avis konstaterede den lærde mand ganske ufølsomt »Nåh, ser du sådan ud! Hvad vil du så gøre, hvis du var smuk?«

Pigen der insisterede på at bære niqab [dekker hele ansiktet untatt øynene. Red.anm], gik i en skole, hvor der kun er kvindelige elever, lærere og administrativt personale. Meningen med alle islamiske beklædninger – hijab, niqab, chador og burka – er at beskytte kvinderne, men også mændene mod seksuel fristelse, al-fitna. Det er fristelser, de vil falde for, hvis de får lov at se mere end højst nødvendigt. Shaykh Tantawi var rasende over elevens insisteren på, at islam pålagde hende at bære slør for ansigtet, selv når der ikke var mænd til stede, og oven i købet når der ikke var noget særligt at komme efter for disse fraværende mænd.

Den fromme mand nedlagde derpå forbud mod at bære niqaben. Det skulle gælde i alle Al-Azhars skoler. Tantawis vredesudbrud blev beskrevet i detaljer i de egyptiske medier og det blev mødt med forventet harme af islamisterne i Egypten. Både de ultrakonservative salafister og det mere moderate Muslimske Broderskab beskyldte den moderate Shaykh for at ville «nøgengøre» muslimske kvinder «mod deres vilje». Shaykh Tantawi måtte trække i land, efter at han blev mindet om, at den slags forbud kræver en beslutning i Al-Azhars øverste råd. På et rådsmøde blev der indgået et kompromis. Forbuddet blev udvandet, så det kun gjaldt de skoler, hvor der kun er adgang for kvinder. Shaykh Tantawi måtte også forsikre alle de troende om, at han selvfølgelig nærede stor respekt for de kvinder, der bar niqaben. Muslimske kvinder »var frie til at bære niqab i 40 lag, hvis de ville«, sagde han, uanset om de var smukke eller knapt så smukke.

Et lignende tilfelle fant sted i det konservative Kuwait. I midten av oktober utstedte Ifta`-rådet, den høyeste islamske lovinstansen i landet, en fatwa som slo fast at den islamske hodebekledningen hijab (dekker hår og hals) er obligatorisk for kvinner. Dette skjedde etter at islamister hadde brakt spørsmålet om tørkleplikt inn for Kuwaits forfatningsdomstol [saken er nå avgjort i kvinnenes favør. Red. anm.] for å undergrave de posisjonene landets kvinner hadde sikret seg etter valget i 2009. For første gang ble fire kvinner valgt inn i parlamentet, mens islamistene led et større nederlag. To av de innvalgte kvinnene bærer ikke hijab, hvilket islamistiske parlamentsmedlemmer har protestert på da de mener det strider mot valglovgivingen i Kuwait, som påbyr alle å respektere den islamske sharialoven. Det liberale parlamentsmedlemmet Roula Dashti nekter imidlertid å bøye seg for fatwaen:

Til forskel fra Tantawis tilbagetog erklærede en af de valgte kvinder, den liberale Roula Dashti, at Ifta’-rådets fatwa ikke gælder, før den højeste civile domstol, forfatningsdomstolen, har besluttet, at hovedtørklædet er obligatorisk. Hun oplyste, at myndighederne vil ændre valgloven, så den pålægger kandidater og vælgere at adlyde shariaens forskrifter. En sådan forpligtigelse strider ifølge Dashti imod forfatningen. »Det er den eneste lovgivning, vi respekterer,« sagde hun.

Debatten om islamiske beklædningsgenstande i den arabiske verden blotlægger islamisternes dobbeltmoral. I Egypten fremhæver islamisterne kvindernes ret til at bestemme. Hvis mindreårige piger af «fri vilje» ønsker at bære niqaben, må man respektere det, uanset at hovedparten af det islamiske establishment er enig om, at kvindens ansigt og hænder, i modsætning til resten af kroppen, ikke er awra, dvs. seksuelt tiltalende kropsdele. At forbyde kvinder at bære niqab på arbejde og i skolen er »et angreb på kvindernes frihed« siger en ledende islamist Muhammad al-Disuqi, der er medlem af Cairos Islamiske Råd. Det Muslimske Broderskab i Egypten har besluttet at sagsøge Shaykh Tantawi for at udstede et forbud, der af islamisterne påstås at være i strid med forfatningen og princippet om ligestilling. Kvindernes frie vilje gælder til gengæld ikke, når det drejer sig om voksne karrierekvinder, som ved, hvad de vil og under ingen omstændigheder ønsker at bære den islamiske hijab. For – som islamisten Jamal al-Youssuf, en advokat i Kuwait der har rejst sagen mod de «uislamiske» kvindelige parlaments-medlemmer, siger: »Muslimers pligt til at efterleve islamiske beklædningsregler er ikke et spørgsmål om personlig frihed.«

For islamister er kvinnens frie vilje en tøyelig størrelse, skriver Ziadeh. For den frie vilje blir forsvart for enhver pris når det gjelder skolepikers rett til å tildekke seg helt, selv om dette ikke er påbudt i islam og selv om pikene befinner seg et sted hvor det kun er kvinner – i et rom der myndighetene tradisjonelt har hatt rett til å bestemme bekledningen. Til gjengjeld angriper islamistene konsekvent friheten til å gå uten tørkle når det gjelder voksne og viljesterke kvinner som f.eks. universitetslærere og parlamentsmedlemmer.

Islamistenes dobbeltmoral er ikke tilfeldig; den er et tankesystem, noe til og med opinionsskribenter i ledende arabiske medier har begynt å gi åpent uttrykk for. Følgelig fastsIo en kommentar i den konservative saudiarabiske avisen nylig at: «Islamistene taler med flere tunger, slesk, hyklersk og strykende med håret når de henvender seg til Vesten, men konfronterende og oppildnende når tilhøreren er deres trosfeller i Midtøsten.»

For islamistene er striden om de islamske tørklene slett ikke et spørsmål om fri vilje og det handler heller ikke om beskyttelse av muslimske kvinner eller nødvendigheten av å underkaste seg koranens påbud. Nei, det hele handler om makt, skriver Ziadeh:

Det er en magtdemonstration med det formål at islamisere de arabiske samfund. De ønsker at vise, at det er dem, der bestemmer, hvad der er islamisk. I begyndelsen var det kun troende muslimer, der skulle efterleve påbuddene, men nu kræver de i stigende grad, at også sekulære muslimer og ikke-muslimer «respekterer» islamisternes fortolkning af islam. Erfaringer fra Egypten viser tydeligt, at kvinder ikke skal bære tørklæde for at beskytte sig mod mænds uønskede blikke, men for at vise hvem de tilhører, dvs. islamisterne, og de vil aldrig stille sig tilfredse, selv hvis man skulle tillade niqab’en fra vugge til grav. Jo mere samfundet giver efter, jo flere krav vil islamisterne stille.

Når islamisterne henviser til den personlige frihed og går rettens vej i deres kamp for tørklædet, skyldes det to ting. For det første er det inden for de seneste årtier lykkedes dem at få indført sharia i de fleste arabiske landes forfatninger, bl.a. i Egypten og Kuwait, som hovedkilde eller tilmed den eneste kilde til lovgivning. Det betyder, at islamisterne nu høster frugterne af de indrømmelser, de enkelte stater gav dengang, da den islamiske bølge var på sit højeste. Det er typisk islamisterne, der bestemmer hvad sharialovgivning er, uanset hvad statens officielle islamiske ledere som Shaykh Tantawi i Egypten ellers måtte påstå. For det andet indebærer snak om menneskerettigheder og den personlige frihed, at de islamister, der gerne vil til magten, får sig en tiltrængt rebranding som demokrater, selv om de i årtier har bekæmpet den slags værdier.

For det liberale Vesten og Danmark er det værste, der kan ske, at man falder for islamisternes misbrug af kravet om ligestilling og retten til at bære niqab, mens man glemmer sin hovedopgave, nemlig at støtte de kræfter i den arabiske verden, der virkelig kæmper for menneskerettigheder og personlig frihed. De værdier er fornemt repræsenteret af de to kvindelige parlamentsmedlemmer i Kuwait, som præsterede, hvad ingen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig – de besejrede islamisterne i et demokratisk valg i et af den arabiske verdens mest konservative lande. Det viser, at det nytter at støtte ikke-islamisterne, selv om det er en proces, der kræver tålmodighed og kan blive lang. Vi må stoppe op et øjeblik og spørge os selv, om vi ikke begynder at bøje os for islamisterne og acceptere kvindeundertrykkelse med henvisning til »vores respekt for islam«? På den måde vil vi give islamisterne en ny katastrofal legitimitet, som de har brug for, nu hvor deres popularitet er begyndt at svinde.

Jyllands-Posten: Tørklædet handler om magt

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også