Gjesteskribent

Af Karen Jespersen, formand for Folketingets integrationsudvalg

Folketingets integrationsudvalg besøgte Jordan få dage før landets parlamentsvalg den 9. november fandt sted. Det blev en anskuelsesundervisning i, hvilken kultur muslimske indvandrere har med i bagagen, når de kommer til Danmark. Her kunne man finde en del af forklaringen på, at stammekultur, krav om at indføre islamisk lov og islamisme i det hele taget vinder frem i Danmark og i andre europæiske lande.

Jordan er vel at mærke et moderat land sammenlignet med andre muslimske lande. Der var da også stor frygt blandt myndighederne og beslutningstagerne for Irans forstærkede interesse i Mellemøsten, der viser sig i alliancen med Syrien og støtte til palæstinenserne.

Det moderate kom blandt andet til udtryk i beskyttelse af det kristne mindretal. I sengebordet på hotellet lå såvel Koranen som Det Ny Testamente. ”Her føler jeg mig tryg” betroede en veluddannet, kristen kvinde mig. Man forstår hendes bemærkning særlig godt i lyset af de systematiske massedrab, der lige nu sker på kristne i Irak.

Kong Abdullah støtter en vestlig tilnærmelse. Men parlamentsvalget viser også, at demokratiet er meget begrænset. Årsagen er, at kongen vil fastholde en stærk kongemagt, ikke mindst fordi han frygter, at mere demokrati vil give magten til islamistiske kræfter.

Islamisterne findes blandt landets palæstinensiske flygtninge. Og dem er der virkelig mange af i Jordan. Vi besøgte en flygtningelejr med flere hundredetusinde flygtninge – ingen vidste nøjagtig hvor mange. Lejren var en slags by i byen. Ifølge UNWRA er der 1,9 millioner palæstinensiske flygtninge i Jordan. Men EU vurderer med et forsigtigt skøn, at tallet er så højt som 60 procent af en befolkning på 6 millioner mennesker. Den officielle politik er, at palæstinenserne skal rejse ud af landet, når der bliver oprettet et Palæstina.

Stammesamfund

Der er i Jordan grupper, som kæmper for menneskerettigheder og kritiske radiostationer. Nogle af dem støttes af Danmark gennem Det Arabiske Initiativ, der nu hedder ”Partnerskab for Dialog og Reform”. Det er positivt, men effekten er selvfølgelig begrænset.

Grundlæggende har Jordan en helt anden historie og kultur end de europæiske lande. Jordan er dybt præget af sin baggrund i et beduin-stammesamfund. Den dag i dag ved alle hvilken stamme, de tilhører, fik vi at vide. På spørgsmålet: ”Hvordan ved man, hvilken stamme, man tilhører?”, lød svaret: ”Det véd man bare”.

Hver stamme har et stammeråd, som har betydelig magt, selv om de ikke er officielle. For eksempel kunne stammerådene, der kun består af mænd, beslutte, hvilken kandidat stammens medlemmer skulle stemme på ved valget til parlamentet.

Det er ikke alle muslimske lande, der er stammesamfund. Men det er så stærk en del af kulturen i mange muslimske lande, at det også præger indvandrere i Europa. Blandt andet er det i stammekulturens æresbegreber, man skal søge en del af forklaringen på problemerne med de oprørske og kriminelle unge mænd i ghettoerne.

Sharia og kvinderne

Jordan gav også et indblik i, hvad islamisk fundamentalisme betyder for kvindernes vilkår. Her kunne man i renkultur se, hvad det kan føre til, når islamister forsøger at indføre parallelle retssystemer på det familieretlige område i Danmark og andre europæiske lande.

I Jordan er det således den islamiske lov, sharia, der gælder for muslimer på det familieretlige område. Man har ikke en fælles lov for alle borgere. I spørgsmål om skilsmisse, forældremyndighed, arv med mere er det de enkelte trossamfund, der selv træffer afgørelserne ved deres egne domstole.
For muslimerne, der udgør det absolutte flertal af befolkningen, har det store konsekvenser:

Faderen bestemmer over døtrene indtil de bliver gift. Derefter er det ægtemanden, der overtager kontrollen.
Det er altid manden, der får forældremyndigheden over børnene. Kvinden kan have dem hos sig de første fem leveår, hvorefter de skal overdrages til faderen. Der er kvinder, der aldrig ser deres børn efter en skilsmisse.

På et krisecenter mødte vi en kvinde, der havde været nødt til at gifte sig proforma med en mand, der havde voldtaget hende, for at hun kunne beholde det barn, han var far til, hvorefter hun ville rejse tilbage til Sir Lanka.
Der er flerkoneri.
Kriminelle handlinger begået for at beskytte (mandens) ære straffes mildere end andre tilsvarende forbrydelser. Reglerne er dog nu strammet, så straffen er knap så mild.

Mindreårige piger kan blive gift. Reglerne er nu også her strammet, så tilladelsen skal gives centralt og ikke lokalt.
Kvinder har ikke samme indflydelse som mænd. Kun 13 af det nyvalgte parlament på 110 medlemmer er kvinder. Og de 12 er valgt takket være en kvote på 12 pladser.

Vold og ikke-vold

Jordan blev også en illustration af forskellige udgaver af muslimsk radikalisme.
Jordan har eksempelvis et relativt stærkt islamisk parti, Islamisk Aktion Front, som boykottede det netop afholdte valg til parlamentet. Det er knyttet til Det Muslimske Broderskab og ligesom dette radikaliseret. Der er også nære kontakter til Hamas i Gaza.

Jordan har som andre lande oplevet terror udført af islamister. I 2005 blev et stort antal mennesker dræbt og såret, da der sprang bomber på tre store hoteller. Der har senere været andre forsøg på terror, der dog er blevet afværget. Bag disse angreb stod som oftest mennesker, der ikke kom fra Jordan. Derimod er der eksempel på jordanere, der havde begået eller forsøgt at begå terror uden for Jordan.

De mennesker fra det politiske liv, efterretningsvæsnet, politiet samt de religiøse ledere, vi talte med, kaldte terrorismen for den største trussel mod samfundet. Det var i sig selv bemærkelsesværdigt.
Men det var også værd at hæfte sig ved, at de satte lighedstegn mellem terrorisme og radikalisme og fundamentalisme.

Den islam, der blev praktiseret i Jordan, blev derimod betragtet som moderat. Begrebet moderat blev brugt om stort set enhver udgave af islam, der ikke bruger vold. Det kan være forståeligt i et jordansk perspektiv. Men set fra Europa slører det virkeligheden. Således bliver undertrykkelse af kvinder gennem sharia-lovgivning også gjort til en del af moderat islam.

Vi oplever også denne sprogbrug i Europa, hvor islamiske ledere, der ikke bruger vold, kaldes moderate. Men hvis man arbejder for et samfund, der skal indrettes efter Koranen og sharia, så har man efter en europæisk målestok radikale holdninger, også selv om man ikke bruger vold. Islams magt udbredes også med ikke-voldelige midler, ikke mindst gennem udviklingen af parallelsamfund, hvor ortodokse islamiske regler vinder frem. Denne ikke-voldelig islamisme er en stærkere kraft end den voldelige.

Både de voldelige og de ikke voldelige islamistiske strømninger i Europa henter stor inspiration i den muslimske verden, også Jordan. Ofte diskuteres disse strømninger, som om det er de europæiske samfunds skyld, at de er opstået. Men kendsgerningen er, at de først slog igennem i den muslimske verden og derfra er de sprunget videre til Europa. Besøget i Jordan bekræftede til fulde dette.

Karen Jespersen