Sakset/Fra hofta

Monja Abdel giver i sin bog ”Mod min vilje” et indblik i, hvordan hendes søster oplevede et arrangeret ægteskab: ”Pludselig smilede min far til mig. Han rejste sig og kom hen og stillede sig ved siden af mig. Han så glad ud. Og så sagde han, at han havde fundet en ægtemand til mig, og at jeg skulle giftes om tre dage.

Jeg fik et chok. Jeg sagde intet, følte intet. Jeg sad bare i stolen uden at reagere, indtil min far gav mig et klap på ryggen og ønskede mig til lykke. Så begyndte tårerne at løbe ned ad mine kinder, og jeg kiggede hen på min fætter. Det var en mand, jeg overhovedet ikke kendte. Vi havde kun set hinanden få gange.”

Monjas søster tror hun skal på ferie i Syrien, hvor forældrene stammer fra.  Men formålet viser sig at være et ægteskab, som forældrene har arrangeret med en anden familie inden for deres slægt.

Sådanne arrangerede ægteskaber er en tradition, som mange indvandrere og efterkommere i Europa har holdt fast i. Aftalerne om ægteskab bliver ofte indgået med en familie i oprindelseslandet. Formålet er typisk at hjælpe et familiemedlem til Europa ved hjælp af reglerne for familiesammenføringer. Nye generationer af indvandrere er blevet presset ind i denne praksis, selv om de er født i et europæisk land. Kædevandring bliver det kaldt.

Mange af disse ægteskaber ender ulykkeligt. Den unge mand fra hjemlandet har svært ved at omstille sig til et samfund med helt andre normer som for eksempel kvinders ligestilling. Og den unge kvinde, der er vokset op i Danmark, vil ofte ikke underlægge sig ægtemandens forestillinger om, at det er ham, der bestemmer over hende.

Disse familiesammenføringer har været til stor skade for integrationen og en økonomisk belastning for hele det danske samfund.

I 2002 blev reglerne strammet og der skete et betydeligt fald i antallet af familiesammenføringer. Regeringens forslag til et pointsystem vil helt stoppe familiesammenføringer i form af kædevandring og tvangsægteskaber. Forældrene kan ikke længere lave aftaler, når de ikke ved, om deres børn senere hen vil kunne opfylde kravene for familiesammenføring. Det er en vigtig menneskelig forbedring.

Desuden er pointsystemet en klar fordel for hele det danske samfund. Hvis man vil slå sig ned i Danmark skal man have nogle forudsætninger for at bidrage til samfundet eller man skal have vilje til at tilegne sig disse forudsætninger i form af uddannelse, arbejde eller sprogkundskaber.

Men vellykket integration kræver mere end den slags regler. Integration drejer sig i høj grad om holdninger og værdier.

Arbejde og uddannelse er en vigtig forudsætning for at blive integreret. Godt integrerede indvandrere har især det til fælles, at de har en stærk kontakt til danskere. En kontakt de ikke mindst får, hvis de arbejder eller uddanner sig. Det ved vi fra en undersøgelse finansieret af Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Men arbejde og uddannelse er under ingen omstændigheder en garanti for vellykket integration. I rapporten ”At være muslimsk kvinde i Danmark” bliver en række unge kvinder med muslimsk baggrund, der er under uddannelse, interviewet. Her fremgår det meget klart, at langt de fleste af dem er spundet ind i krav og normer, der har rod i deres baggrund. Det er utænkeligt, at de gifter sig med en mand, der ikke er muslim. De er underlagt en streng social kontrol, der skal sikre, at de er jomfru ved brylluppet. Flere af dem kender til flerkoneri og barnebrude.

En britisk undersøgelse af holdningerne blandt muslimske universitetsstuderende, ”Islam on Campus”, viste, at radikale holdninger var udbredte. Eksempelvis siger 40 procent således, at de stærkt eller rimeligt meget støtter, at sharia-lovgivning (Koranens regler for indretningen af samfundet) bliver en del af britisk lovgivning – kun 37 procent er imod. En tredjedel af de unge studerende med muslimsk baggrund mener, at drab i religionens navn kan retfærdiggøres. 40 procent var imod, at mænd og kvinde uden begrænsninger kunne være sammen socialt. Levende illustrationer af, at uddannelse ikke i sig selv sikrer integration. I en række vestlige lande er studenterorganisationer da også stærkt radikaliserede.

En rapport fra det arabisk-somaliske miljø i Århus afslører, at der blandt de unge, som forskerne har talt med, er en udbredt støtte til ekstreme islamistiske bevægelser som Hamas, Taleban og somaliske al-Shabaab. Desuden står der i rapporten, at støtten til demokrati nok ikke er det mest almindelige i dette aktive arabisk-somaliske miljø.

Radikaliseringen af de unge indvandrere med muslimsk baggrund er blandt andet en slags afsmitning fra udviklingen i hjemlandet, som mange har en meget tæt kontakt til: ”Den store isolation i forhold til det danske samfund er i stærk kontrast til de forbindelser, der er her og nu til Somalia. Kommunikationen mellem Somalia og somalierne i Danmark flyder uafbrudt”, skriver to andre forskere.

Der er slet ikke nok opmærksomhed omkring den betydning, kultur og værdier har i forbindelse med indvandring og integration. Alt for ofte møder man en forestilling om, at arbejde og uddannelse automatisk fører til integration.

Den aktuelle diskussion om pointsystemet handler alt for ensidigt om økonomi. De store kultursammenstød, som kædevandringen har ført med sig, bør have en større plads.

Den offentlige debat er præget af alt for stor uvidenhed om islam og om indvandrernes

kulturtraditioner. Samtidig viser den, at vi er alt for usikre på os selv og på de værdier, som bærer vores samfund. Det risikerer at spærre for, at en helt afgørende del af integrationen. Den modernisering af reglerne for indvandring, som ligger i pointsystemet, er nødvendig. Men den skal ses som en del af en bredere indsats for at styrke det værdigrundlag, som vores bygger på.