Kommentar

Danmarks velferdsminister Karen Jespersen advarer i en artikkel i Berlingske mot tendensen til å imøtekomme særkrav fra muslimer. Hun er skremt over utviklingen i Storbritannia, hvor sharia-domstoler er innlemmet i det offentlige rettssystemet. Det er å godta fremveksten av parallellsamfunn, sier Jespersen.

Tendensen finnes i høy grad også i det danske samfunn.

For kort tid siden fortalte en politimand fra bydelen Vollsmose i Odense, hvor der bor mange med muslimsk baggrund, at imamerne modarbejder politiets arbejde med at opklare forbrydelser. 90 procent af de anmeldelser, som politiet modtager, bliver trukket tilbage efter få dage. Det sker, ifølge politibetjente, fordi imamer og andre magtfulde mænd forsøger at erstatte det danske retssystem med et parallelt system, der bygger på Koranens regler.

I Danmark er det en grundlæggende værdi, at alle er lige for loven. Men denne værdi bliver undergravet, hvis sådan et parallelt system får lov til at brede sig. Men dertil kommer, at domme, der bygger på Koranen, vil være et anslag mod kvinders ligestilling. I islam er kvinden underordnet manden, og det betyder, at reglerne generelt stiller kvinderne langt dårligere end mændene. For fremtiden skal vi måske konfronteres med spørgsmål, om det skal være en formildende omstændighed for voldtægtsmanden, hvis kvinden gik i lårkort nederdel og ikke var tilsløret?

Det har før været foreslået af imamer, at rivaliserende muslimske familier skulle løse deres interne opgør ved, at den ene betalte blodpenge til den anden, fordi man mente, det var i overensstemmelse med Koranen. Men det er og bliver selvtægt, og det skal ikke accepteres.

Fasten under Ramadan er et spesielt problem. En ting er at elevene blir slappe og uopplagte. Noe annet at visse elever driver gruppepress mot dem som ikke faster.

Et af de andre helt aktuelle eksempler handler om skoleelever med muslimsk baggrund, der har indlæringsbesvær, fordi de faster under den månedlange ramadan. Når man faster, må man ikke spise og drikke, mens det er lyst. Det gør mange af børnene svimle, trætte og utilpasse, så de har svært ved at følge med i timerne. Alligevel er der flere og flere børn, der faster. Og tilmed fungerer en del af dem som en slags muslimsk politi, der mobber og presser de elever, der ikke faster.

Jespersen nevner to skoler med ulik praksis, en som tillater faste og en som forbyr det. Jespersen er tilhenger av forbud. Det er oppsiktsvekkende at en dansk statsråd støtter et så inngripende tiltak.

Et strålende eksempel er de forskellige holdninger til at faste under ramadanen, der er på to skoler med et stort flertal af tosprogede elever.

På Humlehaveskolen i Vollsmose i Odense faster omkring 65 procent af eleverne helt eller delvist. Skoleleder Olav Nielsen mener ikke, der er noget at gøre ved det. På Søndervangskolen i Århus derimod, er der stort set ingen af eleverne, der faster. Forældrene får at vide, at det vil skolen ikke acceptere. »Jo mere tydelige vi er om, hvad skolen står for som skole, jo mere køber forældrene også vores koncept«, siger skoleleder Randi Hørlyck. Et eksempel på, at det nytter noget at vise en klar holdning i stedet for at lade stå til.

Jespersen mener det også er nødvendig med forbud mot religiøs bekledning i offentlig sektor, som i rettssalen.

Det går an å argumentere for at det er storsamfunnet som skal tilpasse seg en voksende minoritet, og det gjøres.

Næste skridt i denne helt forkerte retning vil være at anerkende de islamiske særregler. Dette meget principielle skridt har man netop taget i Storbritannien. Den britiske regering har anerkendt, at sharia-domstole må dømme i civile sager. Der er cirka 100 uformelle sharia-domstole i Storbritannien. Og som noget nyt og helt epokegørende er islamisk lov nu blevet officiel i Storbritannien. For fremtiden vil afgørelse truffet ved fem sharia-domstole være juridisk bindende. Det er ensbetydende med en alvorlig undergravning af det grundlæggende princip i vestlige demokratier, at alle er lige for loven. Og det er noget, der især går ud over kvinderne, der er underordnet manden og har langt færre rettigheder i sharia, der er betegnelsen for regler og »love« i islam.

Mange ble sjokkert over nyheten om offentlig godkjenning av sharia-domstolene, andre ser på det som en unngåelig tilpasning hvis man vil at muslimene skal integreres. En av dem er professor Jørgen S. Nielsen ved København Universitet som har bodd flere år i Birmingham. Det er særlig fra akademia at støtte til særkrav fremmes.

En ting er den undertrykkelsen innad i muslimske miljøer som dette rettferdiggjør, noe annet er at det undergraver sammenhengskraften i samfunnet. Det er rett og slett anerkjennelse av verdier som står i strid med det demokratiet bygger på.

Slike innrømmelser innebærer heller ingen demping av ekstremisme og styrking av de moderate. Tvert imot er de unge muslimene i Storbritannia mer radikale enn sine foreldre, viser undersøkelser.

Nej til islamiske særregler