Gjesteskribent

Det er bare en kort og lakonisk besked til slut i artiklen, men den siger det hele. Som man kan læse i lørdagens Kristeligt Dagblad, meddeler Islamisk Trossamfund, at ”organisationen ikke ønsker at kommentere skilsmisser i indvandrermiljøer.”

Nej, selvfølgelig gør Islamisk Trossamfund ikke det. Det er en tabersag.

For der bliver flere og flere af dem – skilsmisser, altså, blandt muslimske indvandrere; så mange at Rockwool Fonden på baggrund af tal fra Danmarks Statistik har opgjort, at hver tredje efterkommer af indvandrere i alderen 25-54 år bliver skilt. Og det gør særligt ondt på deres børn, fordi muslimske familier savner så godt som alt, hvad der minder om en skilsmissekultur.

Jeg bryder mig egentlig slet ikke om dette ord. Skilsmissekultur.

Bedre, hvis folk ikke blev skilt så hyppigt. Men hvis det ikke kan være anderledes, kan det jo ikke være anderledes, og så er det i særlig grad børnenes tarv, der må tilgodeses af forældre og familie.

Her, viser det sig, er etniske danskere i en sjælden grad godt kørende.

Fordi vi i Danmark er så dygtige til at blive skilt, har vi opbygget en skilsmissekultur, der sammenlignet med andre lande og kulturer og uden at romantisere forsøger at afbøde det tab, som børnene står med, når mor og far bliver skilt.

Det betyder, som alle, der kan læse og skrive og tælle til halvtreds, nok ved, at der indgås kompromisser, indgås aftaler, koordineres, sluges kameler. Sikkert også for mange. Hvad véd jeg? Har heldigvis ikke prøvet det selv.

Uanset hvad er samværs- og deleordninger efter en dansk skilsmisse ualmindeligt velorganiserede i forhold til de fleste andre steder på kloden.

Men så, på den anden side af kulturhegnet i lille Dannevang, blandt efterkommere af indvandrere med f.eks. tyrkisk, pakistansk eller eksjugoslavisk baggrund – møder vi en helt anden historie.

Som Farwha Nielsen, der har afghansk oprindelse og driver et tværkulturelt konfliktmæglingsfirma, fortæller til avisen, er det typiske i flere indvandrermiljøer, at der bliver ført krig mellem de parter, der bliver skilt, og at det bedste våben er børnene.

Ikke at ikke sker blandt etniske danskere, Vorherre bevares. Men blandt nydanskerne sker det øjensynligt meget tiere. Det bunder i disse kulturers stærke normer imod skilsmisse, og modstanden vil ofte være én stor fætterkusinefest, hvor børnene kommer i anden, tredje eller fjerde række, fordi forældre og familier forveksler skilsmisse med et spørgsmål om ”ære” og vanære.

Det er naturligvis her, Islamisk Trossamfund kommer ind i billedet; som ærens små tavse soldater. Forgabt i deres parallelverden har Islamisk Trossamfund ingenting at bidrage med til den sociale virkelighed, så længe sidstnævnte ikke er halal. Denne forsamling af rettroende har kun de åh, så hellige skrifter og Koranen at stå på, og da er der unægtelig langt ned til den skinbarlige jord fyldt med skinbarlige mennesker med menneskeligt begrænsede evner til at leve op til den fromt-barbariske hjernevask, som Muhammed og hans proselytter har fyldt alverden med i 1.400 år.

Det er jo ingen hemmelighed, at skilsmisser strider mod den islamiske norm, eftersom manden sgu nok skal fortælle, hvor kællingeskabet skal stå. Koranen er simpelthen skrevet for mænd, ikke kvinder, og erstatter tro med lov.

Det begynder med, at kvinden er en ren og skær ”pløjejord” for manden (2: 223), og at ”mændene står et trin over dem” – med den urkomiske tilføjelse ”Gud er mægtig og vis” (2: 228) – og så fortsætter det ellers derudad fra Mekka til Medina jegskalgivedigskaljeg.

Gud kan være nok så vis og almægtig. Bare ikke her på jorden, hvilket omvendt er Koranens påstand: at guddommelige love kan gøre det ud for menneskelige love.

Sådan går sangen i Koranen såvel som i den islamiske lobby, vi véd det, og det kan ikke overraske andre end højtbetalte eksperter og forskere. Det står sort på hvidt i den hellige bog.

Hvad Muhammeds efterkommere så siger, når de bliver adspurgt af TV 2, er en anden sag. Og når de ikke har noget at sige i denne sag, som ellers er nok så konkret og social, skyldes det, at Koranens budskab ikke går an på TV 2: Mens en muslimsk mand umiddelbart kan få et ægteskab opløst, så har en muslimsk kvinde ikke denne mulighed.

Der hersker således en grundlæggende ulighed i et muslimsk ægteskab. For overhovedet at komme i betragtning til en skilsmisse, skal en kvinde først have en imams godkendelse, og det får hun svært ved, så længe sådan nogle stoddere plejer at være på stodderens side.¨

Det er derfor logisk nok, Islamisk Mandesamfund ikke har nogen kommentarer om noget så dekadent og rimeligt som at blive skilt. Spørgsmålet passer ganske simpelt ikke ind det maskulint kønnede verdensbillede, som islamiske organisationer forsøger at prakke andre mennesker, særligt kvinder, og konfessioner på, med vold og magt, hvor de er i flertal, med politik, ord og bedrag, hvor de er i mindretal.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 17. november 2013.