Gjesteskribent

Dosent og forfatter Alf Ronnby har arbeidet som sosialarbeider i forstaden Rosengård i Malmø, og publiserte nylig boken Fördömda stad som viser hvordan Rosengård har blitt en muslimsk enklave i Malmø. I en kronikk i Jyllands-Posten forteller han om sine erfaringer:

Muslimer er strømmet til Europa i uset omfang efter Anden Verdenskrig. Der er nu ca. 30 millioner, og det skønnes, at tallet vil vokse til over 100 millioner over de næste 40 år. I Sverige er der 400.000-500.000 muslimer. Mange af dem er flygtet fra religiøs og politisk vold og ønsker at leve et moderne liv i Europa. De tilpasser sig vestlig levevis og er ikke interesserede i religiøs ortodoksi og islamister. Dem har vi sjældent problemer med at leve side om side med. Men de, der siger »uden islam ingen islamisme«, er inde på noget rigtigt.

Anderledes forholder det sig med de muslimer, som har en kulturel og religiøs dagsorden. Disse islamister arbejder aktivt på at formidle budskabet om «sand islam» blandt muslimske indvandrere, som tilbydes mulighed for at blive bedre muslimer og kæmpe for en ægte islamisk levevis og et islamisk samfund. Islamisterne appellerer især til de unge, som føler sig fortabte i den vestlige kultur, og som er skuffede over, at den viser sig ikke at være det «paradis», som de drømte om. Islam giver anvisninger og definitive, enkle svar på de unges eksistentielle spørgsmål og problemer.

Regler og retningslinjer for, hvordan man skal leve sit liv som en sand muslim, indtager en central placering. Troen kommer bl.a. til udtryk i det ydre – hvordan man klæder sig og opfører sig. »Islam giver alle mennesker bestemte anvisninger, som skal følges i alle livets forhold. Anvisningerne er absolutte og omfatter moralske, åndelige, sociale, politiske og økonomiske sider af tilværelsen.«* Islam står altså for en total måde at leve livet på.

Islamisternes dagsorden er at oprette den «islamiske stat» i Europa også. Vi har det vist med at tænke, at islamister er de radikale eller militante jihadister. De vil oprette den islamiske stat med vold, og derfor er vi så bange for dem. Der er imidlertid islamister, som er mere moderate, men som alligevel har en dagsorden, hvorpå der står oprettelse af «den islamiske stat». Det betyder, at de vil oprette en stat i staten med egne børnehaver, skoler, sundhedsvæsen, socialvæsen, retspleje (iht. sharia) og forvaltning. Ambitionen er at skabe en særlig muslimsk offentlighed. Måske ønsker de også, at muslimer skal bo i egne enklaver – a la bydelen Rosengård i Malmø – med egne moskeer, mødesteder, butikker, slagterier, som tilbyder halalslagtet kød, osv. Giver vi dem den mulighed, modarbejder vi integrationen.

Der er risiko for, at vi stirrer os blinde på jihadisterne og overser denne snigende islamisering i samfundet. De moderate islamister gør ikke stort væsen af sig. De arbejder gennem etablerede islamiske organisationer og etablerer netværk for at skabe deres egne institutioner. Deres repræsentanter har gode forbindelser til landets politiske elite i Sverige, myndigheder, Rigsdagen og regeringen. Ikke sjældent fungerer de som «høringsinstans» og repræsenterer alle muslimer uden at have mandat til det.

Diskussionen raser omkring netop religiøse muslimers krav på særbehandling med henvisning til religiøse regler. Vi må ikke give en rettroende muslimsk kvinde hånden. Muslimske kvinder skal passe på ikke at friste mænd. Derfor skal de være tildækkede og bære et heldækkende, løsthængende slør, som dækker kroppen fra top til tå og skjuler deres former. Et ubehageligt aspekt af denne religiøse tankegang er, at kvinder, som ikke følger den islamiske norm, kan blive opfattet som fordærvede, faldne kvinder og blive kaldt «ludere», ligesom de udsætter sig for den risiko at blive angrebet. Men når vi ser disse sorte spøgelser i byen, er det sindbilledet på islamismens indtog i Europa og et varsel om øget ufrihed.

Forsøg på at skjule det kvindelige og angst for berøring mellem kønnene spøger også i skolen. Drenge og piger skal helst gå i adskilte klasser og skoler. De må ikke have gymnastik og gå til svømmeundervisning sammen, ikke beskæftige sig med musik og dans, da det kan virke ophidsende. Billeder er problematiske, hvis de viser mennesker. De kan virke ophidsende og give anledning til forbudte tanker. Muslimers seksualangst betyder, at de konstant skal være på vagt over for deres drifter.

Drenge og piger må ikke være på tomandshånd med det modsatte køn. De unge må heller ikke have drenge- eller pigevenner, og seksuelt samkvem før ægteskabet er strengt forbudt. En piges ære står og falder med, om der er blod på lagnet på bryllupsnatten. Har pigen syndet, klarer hun muligvis skærene, hvis mødommen bliver gendannet før brylluppet.

Det er ofte forældrene, som arrangerer passende ægteskaber. Ikke sjældent er der tale om tvangsægteskab mellem fætre og kusiner, når disse ikke er ret gamle. Den britiske film «Forced to Marry» (om tvangsægteskab, red.) viser, hvordan børn bliver rene handelsvarer i slægtninges interesse. Æreskulturen hviler i bund og grund på slægtens økonomiske interesser. På overfladen fremstår det som moralsk indignation. Anskuer vi det ud fra et sådant økonomisk slægtsperspektiv, er det lettere at forstå, hvorfor der sker æresdrab.

Også inden for ægteskabets rammer kræves adskillelse mellem mand og kvinde. »Manden skal udføre alle pligter uden for hjemmet. Kvinden har sine pligter i hjemmet.« Manden er familiens overhoved, og ifølge Koranen har han ret til at slå hende for at lede hende på rette vej, hvis hun optræder ufornuftigt. En årsag hertil er ifølge Ahmed al-Mufty fra Sveriges Muslimska Råd, at »manden træffer beslutninger med forstanden, kvinden med følelserne.«

Når vi i tv hører talebanere i Afghanistan sige, at første skridt i deres kamp er at fordrive amerikanerne, men at de senere vil føre kampen videre mod de vantro i Europa, er det let at affærdige det som hybris. Men det vil ikke ske med våben i hånd. Måske (eller formentlig?) sker det ved, at vi accepterer og tilpasser vore samfund til islamiske særinteresser og islamisk orden.

Rettroende muslimer og islamister mener, at Koranens bud er fyldestgørende for alle mennesker altid. De er evige. Islam har forskrifter for alle aspekter af et menneskes liv. Det er en helhed, som omfatter hele samfundet, dets struktur, organisation, retsregler, moral, menneskelige relationer og alt andet, som vedrører menneskers tilværelse. Islam er en kode til enhver form for forbindelse mellem mennesker, mellem mænd og kvinder, børn og forældre, slægt, venner, naboer osv.

Politikere og myndigheder i Europa har åbenbart ikke forstået denne afgørende forskel mellem islam og kristendommen. De tror tilsyneladende, at også islam er en privatsag. I henhold til principperne og lovene om religionsfrihed vil de ikke kritisere islam og islamisterne, selv om islamisternes fremfærd er religionstvang. En person fra et muslimsk land kan have svært ved at forsvare sig mod denne religionstvang fra islamisternes side. Dette islamiske hegemoni over alle muslimer, sekulære eller ej, er undertrykkelse. Islamisterne påberåber sig at ligge inde med den sande fortolkning af islam og at kunne være overhoved for alle muslimer, uanset om de er religiøse eller ej.

Men i en almindelig, ikke-islamistisk organisation hersker samme opfattelse. «For menneskeheden som helhed har islam fastlagt visse universelle og fundamentale rettigheder, som skal iagttages og respekteres under alle omstændigheder, uanset om en person er bosat inden for den islamiske stats grænser eller udenfor.« (Sveriges Unge Muslimer). Den, som én gang har viet sit liv til islam, kan kun forlade det islamiske verdenssamfund gennem døden.

At islam snarere er et totalitært moralkodeks end en gudstro, viser alle de adfærdsforskrifter, som strengt pålægges de underkastede. De tydelige udtryk herfor er opdelingen mellem kønnene, sløret, den fodlange klædedragt (niqab, burka osv.), halalslagtning, fredagsbøn, faste i forbindelse med ramadanen osv. Alt dette har med det ydre at gøre og er relativt let at kontrollere.

Vi europæere genkender mange af disse snævre moralregler fra vor egen gamle kultur. Men i takt med moderniseringen har vi lagt det meste af denne ufrihed bag os. Muslimer har ikke oplevet en tilsvarende revolution. De lever i en gammel tids kultur og moral, som islamisterne har en egen interesse i at opretholde og videreføre til nye generationer. Det er et spørgsmål om magt. Derfor skræmmer det os og vækker afsky.

Det er imidlertid, hvad de politisk korrekte kalder fremmedfjendskhed, fordi de ikke har forstået årsagerne til mishaget. Både de velmenende politisk korrekte og muslimer, der lever i Europa, må acceptere, at vore opnåede frihedsrettigheder og rettigheder, som at kvinder og mænd er ligestillede, at tvangsægteskab er forbudt, at børn kan gå i skole på lige vilkår, at mennesker kan mødes ansigt til ansigt, og at vold mod børn er aldeles forbudt, skal gælde for alle i samfundet. Islamiseringen sker ikke med vold, men ved, at vi selv gladelig tilpasser vore samfund til muslimske særinteresser.

* http://www.islamiska.org/s/bakgrund.htm

Jyllands-Posten: Islam er ingen privatsag