Gjesteskribent

Ingen gider efter sigende diskutere indvandrere længere. Det er Politiken, der siger sådan, og så må det jo passe. Fredag havde organet for den højeste oplysning i fladlandet foretaget en simpel infomediaoptælling og var nået frem til, at antallet af artikler om islam og integration rundt regnet var det halve i 2011 i forhold til 2006 – og havde illustreret udviklingen med en graf med en støt faldende kurve.

Min første tanke var, at det knap nok kunne kvalificere til en nyhed. Er der noget, der har vist sig ikke at gå i spænd sammen i Europa, så er det netop islam og integration; ild og vand, hund og kat, nat og dag. Integration er ikke ligefrem islams stærkeste side, har aldrig været det, og jeg kan ikke se, hvordan det nogensinde skulle blive det. Dertil er islam, forstået som både politisk logik og religiøs mystik, for rodfæstet i Koranen, dvs. i en tekst, hvis fremmeste forsvarere netop gør krav på islams uforanderlighed, hellighed og ukrænkelighed – indimellem med voldelige midler.

Kan nogen venligst fortælle mig, hvorfor islam – igen i denne brede betydning – pludselig skulle vise sig at være danmarksmester til integration sådan hokus-pokus – vel at mærke i et vestligt samfund, i en vestlig, frisindet kultur? Sandheden er snarere den modsatte lige fra Cordoba til Kirkenes: Des mindre islam, desto bedre integration.

Længere inde i samme avis kunne man så læse sig frem til, at fem repræsentanter for “nydanskere”, læs: muslimer, alle var lettede over, at udlændingedebatten – personificeret af hende dér Pia – endelig var stendød.

De adspurgte var Mona Sheik, Zubair Butt Hussain, Fatih Alev, Sherin Khankan, Asmaa Abdol-Hamid. Jeg har mødt flere af dem – og de er alle dygtige, kommunikerende og succesfulde indvandrere, der har turneret land og rige rundt med menneskekærlige udlægninger af islam, som jeg har haft tiltagende svært ved at tage alvorligt. Jeg vil ikke skjule, at jeg indimellem har opfattet dem som artister i et omrejsende cirkus, en trup af gøglere klædt ud som talentfulde talsmænd og -kvinder for diverse muslimske lobbygrupper. En hel flok oversavede damer og mænd.

Det er måske uretfærdigt. De tror sandsynligvis alle på, hvad de selv siger – eller sagde, for i dag er debatten stendød. Som Fatih Alev udtaler:

“Journalisterne holdt pludselig op med at ringe til mig. I dag er det sjældent, jeg bliver kontaktet af en journalist, der vil have min kommentar til islam. Debatten er død.”

Bemærk, hvordan formanden for Dansk Islamisk Center forveksler sig selv med debatten. Det kan man da kalde et seriøst selvbedrag. At ikke engang Politikens journalister længere ringer til Fatih Alev eller holder mikrofonen frem, kunne måske hænge sammen med, at de ligeså godt kan slå op i Koranen. Det kunne også hænge sammen med, at Fatih Alev ikke længere har relevans for diskussionen om de virkelige problemer med islam. Vælg selv.

Det sigende ved Politikens vinkling af historien er, at journalisten, han hedder Tarek Omar, tilsyneladende ikke har kunnet få sig selv til at spørge, hvorvidt problemerne med udlændinge så er løst. Er det kun debatten, der er væk?

Problemerne er der stadig, for nu at sige det pænt. Man skal være noget nær blind for ikke at se, at de bliver større dag for dag; i skolerne, kvartererne, banderne, nattelivet, fængslerne.

Vel, med kvinderne er det noget andet. Det er mændene og drengene, der er funktionelle analfabeter, laver balladen, begår kriminaliteten, iværksætter intimideringen – læs f.eks. Weekendavisens reportage fra Mjølnerparken i denne uge (ikke online) – og fremmer et nedgroet machoideal, som binder poderne sammen som stamme og er beregnet på at øve social kontrol over ”deres” kvinder og skabe afstand til omgivelserne, bortset lige fra de offentlige kasser og læssevis af “integrationsprojekter”.

Hovedproblemet er sådan set ikke, at udgifterne til indvandrere og efterkommere løber op i en milliardformue hvert eneste år – de penge ville sandsynligvis blive brugt på noget andet hjernedødt af en hvilken som helst rød eller blå regering – men at samfundet stille og roligt spaltes i to: én for danskere og én for muslimer. Multikulti-manien hælder benzin på dét bål.

Ingen kan vide, hvor det ender, men borgerkrigslignende tilstande er lige så sandsynligt som andre og mere optimistiske fremtidsscenarier.

Grunden er simpel. Der er gennem mindst 30 år kommet alt, alt for mange ikke-vestlige indvandrere til Danmark – ligesom til mange andre europæiske lande. Mange af disse hverken kan eller vil integreres ind i det, der malende beskrives som ”Luderdanmark”, men foretrækker at leve på livslang offentlig forsørgelse i generation efter generation, og bliver belønnet for deres sociale apati.

Løsningen er ikke at smide indvandrerne ud igen eller at gøre livet svært for dem, der har fået ophold her – de skal have samme rettigheder som alle andre danskere, hverken mere eller mindre – men at holde op med at tage flere ind fra ikke-vestlige lande, eller nøjes med at sige ja til kvinder.

Diskrimination? Klart. Eller politik, som flere ynder at sige.

Forklaringen på den aftagende interesse for islam i mainstreammedierne er todelt.

For det første har den økonomiske krise sat sig på forruden; underskud og røde tal ligger trods alt lidt højere på Maslows berømte pyramide end indvandrerspørgsmål, selv om de i sidste ende er relaterede emner.

For det andet har stadig flere danskere efter alt at dømme udviklet, hvad psykologen Nicolai Sennels kalder islamokvalme.

Korrekt, flere danskere orker måske ikke diskutere islam på samme måde som for fem år siden, da Muhammed-krisen var på sit højeste. De er fed up, som det hedder på nydansk. Med sociale problemer, der direkte eller indirekte har med islam at gøre.

Det er besværligt at diskutere, til tider spild af tid. Det kan muligvis også skade din karriere. Desuden er der sjældent nogen, der bliver klogere eller skifter standpunkt. Hvis man skal sige det kort, koncist og generaliserende, har danskerne fået nok. De gider ikke mere pis med islam, og jeg forstår dem godt.

 

Første gang i Jyllands-Posten 06.03.12
Document.no takker Jalving for tillatelse til å republisere.