Terror i Allahs navn er på vej til at blive så almindeligt, at vi knap nok ænser det længere. Jovist, vi ser måske nyheden i tv eller hører om det seneste angreb via de sociale medier, mens vi pukler videre med vore liv, men vi vil netop videre. Jeg kan vel godt tillade mig at sige, at mystikken ved den islamiske terror er pist borte i takt med, at metoderne bliver stedse mere hverdagsagtige, trivielle – og virksomme. Men det er ikke det værste. Terroren er kun toppen af det isbjerg, vi har kurs imod. Længere nede i substansen finder vi den sociologiske basis og de små, men vedholdende tegn på den gradvise segregering i samfundet blandt muslimer, kristne og ateister i de vesteuropæiske lande.