Gjesteskribent

Anders Samuelsen, der er landets udenrigsminister lidt endnu, tager fejl af sin søn, når han afskriver danskhedsdebatten helt og aldeles ved at henvise til sin søns udbrud om, hvad fanden vi har gang i, når nu sønnike har masser af venner med anden etnisk baggrund end dansk.

Det sidste er godt for ham – og godt for dem, venner er venner uanset hudfarve. Men kultur er lidt mere kompliceret end det.

Vi taler ikke om danskhed, fordi vi er en flok hjemstavnsfanatikere og fremmedhadere.

Næ, vi taler så meget om danskhed, fordi de hjemmehørende normer, sæder og skikke, som tidligere generationer har slidt og slæbt for, er under dobbelt pres, både udefra og indefra.

Indvandringen er historisk set gået hånd i hånd med postmodernismen, ligesom globaliseringen og begejstringen for den har marcheret derudad i takt med multikulturalismen.

Vi er også ved at at forstå, at de seneste årtiers kulturrelativisme har været svanger med en fjern-etik med alverdens folk, der har afløst næstekærligheden, som for at være meningsfuld – og dermed human – må være lokal og håndgribelig. I stedet står vi med et surrogatfællesskab, der – undskyld mig – skider på Danmark, især de kommende generationer.

Danskhed er ikke bare en følelse, sådan som det bliver sagt igen og igen med henvisning til Grundtvigs romantiske strofe om, at dansk er enhver, der regner sig selv for det. Kun meget sjældent citeres fortsættelsen – tilføjelsen – hos Grundtvig: alle, der har »ild for fædrelandet«, hvilket på det pågældende tidspunkt betød, at vedkommende skulle aftjene frivillig militærtjeneste.

Danskhed er ligesom »svenskhed«, »norskhed«, »tyskhed« osv. både en indre følelse og et ydre forsvar. Det ene kan ikke stå alene, men må suppleres af det andet. Samlet er der tale om identifikation.

Identifikation betyder ikke fuldstændig lighed. Danskhed er heller ikke etnisk defineret, men kulturelt afhængig. Den har snarere moralske kvaliteter end formelle karakteristika.

Hvad eller hvem identificerer du dig med?

Dette er spørgsmålet, og vi ser det helt aktuelt med tyrkerne i Europa – under præsident Erdogans indflydelse – som tilsyneladende har svært ved at finde ud af, om de er tyrkere eller tyskere, hollændere og danskere. Selv dansk-tyrkiske venskabsforeninger ser ikke tvetydigheden.

Situationen er bizar, men malende. Et land udenfor Europa med en despotisk regering, der arbejder på at blive medlem af EU og truer samme med at lukke op for migrantstrømmene fra Mellemøsten, insisterer på at afholde tyrkiske vælgermøde i andre suveræne lande. Det er imperialistisk, men mange medier fatter hverken det aktuelle forhold, at legitime tyrkiske interesser bør foregå i Tyrkiet (ikke i andre lande) – eller det videre perspektiv: Sålænge mange tyrkere og andre indvandrere i Europa først og fremmest identificerer sig som tyrkere eller det, de var, før de kom hertil, bliver de aldrig tyskere, hollændere eller danskere.

Er du lydhør, åben for Danmark? Eller sætter du din bande, din klan, diaspora, religion eller fremmede nationalitet forrest? I så fald ekskluderer du dig selv fra det homogene.

Hvis danskerne skal være åbne, skal de, der gerne vil nyde godt af at blive danskere, være åbne for Danmark.

Integrationen går kun begge veje på denne begrænsede måde, ikke ved at danskerne underlægger sig allehånde særregler og sharia fra håndtryk over svømmehaller til familiejura – eller den illegitime ret til at holde tyrkiske vælgermøde i andre lande.

Det er i al korthed, hvad udenrigsminister Anders Samuelsen ikke forstår og derfor ikke kan  fortælle sin søn. Herunder at islamiseringen i de voksende ghettoer – med eller uden præsident Erdogans medvirken – ikke bare går over som et forbipasserende uvejr, fordi antallet af asylansøgere er faldet lidt fra 2015 til 2016 i Danmark.

De langsigtede  strukturer for migrationens udvikling er ikke til at tage fejl af, herunder presset mod såvel velfærdsstat som kulturel kernekultur. Ikke blot i Danmark, men i alle vesteuropæiske samfund, der igennem snart en halv menneskealder har tilladt en massiv indvandring fra arabiske og muslimske områder i tæt parløb med multikulturalisme og andet selvhad.

Som Morten Uhrskov skriver her på bloggen: Danske politikere ved, hvad der sker i Sverige, Frankrig mm., og alligevel lader de indvandringen fortsætte. Det betyder, at de pådrager sig et skræmmende moralsk ansvar.

Når Anders Samuelsen ikke vil oplyse sin søn om tingenes alvor, men skøjter videre i jakkesæt og fin bil, tvinges vi andre desværre til at være far for Anders Samuelsen. I hvert fald politisk.

Første gang Jyllands-Posten 13. mars 2017