Nytt

Asle Toje har vekket interessen hos danskene for hva der mon foregår langt mot nord. Ikke minst fordi Toje roser Anders Fogh Rasmussen opp i skyene og spår at han vil gå inn i historien som en av de store statsmenn i nyere tid. Vel også fordi Toje spår at den danske vind blåser inn over Norge. En kulturkamp står for døren, inspirert av Danmark.

Politiken har intervjuet:

Asle Toje – du har netop skrevet, at »stormen, som ramte Danmark i 2001, nu blæser ind over Norge«. Hvad er det for en politisk storm?

»Jeg tænker på den kulturkamp, som Anders Fogh satte gang i. I Danmark har menigmand gjort oprør mod den kulturelle overklasse dem, der bestemmer, hvad der er sundt, rigtigt og vigtigt. Altså et opgør mod det danske samfunds sjæleingeniører, der ser det som deres opgave at forklare befolkningen, hvordan verden hænger sammen. Det er delvis et oprør mod 68-generationens utopisme, delvis mod kulturradikal værdirelativisme. Anders Fogh vil gå ind i historien som en af Skandinaviens største statsmænd«.

Hvorfor tror du, at Foghs kulturkamp kommer til Norge netop nu? Mange år efter?

»Norge har altid været bagud i forhold til udviklingen i både Danmark og resten af Europa. I de seneste mange år har der været en højrebølge på vej, og den er slået igennem nu ? op til Stortingsvalget i næste uge. Men forsinkelsen skyldes også, at Norge har været dopet på oliepenge og har været isoleret fra omverdenen. Vi har ikke på samme måde som andre lande været tvunget til at tænke principielt«.

Du er gået i spidsen for en ’kulturkamp’ mod alle de bedrevidende. Hvad vil du opnå?

»Du overdriver min rolle. Jeg har blot sat ord på en brydningstid. Jeg har argumenteret for, at det øgede konfliktniveau, som vi ser i skolen, i udenrigspolitikken, på retsområdet og i kulturdebatten, er en del af den samme debat. Det er på disse fire områder, at de kulturradikales tankegods har slået stærkest igennem i Norge. Indvandring og integration har fået sådan en sprængkraft, fordi debatten tangerer alle fire områder og fordi afstanden her er størst mellem de bedrevidende og de bredere lag i befolkningen«.

Opgør mellem den kulturelle overklasse og underklasse

Du har udtalt, at »Norge er i dag, som Danmark ville have set ud, havde det ikke været for Foghs kamp mod den elitære overklasse«. Hvad mener du med det?

»Det er nok vanskeligt for danskere at forstå, hvor klam den norske offentlighed er. Vi har Europas slappeste asylpolitik, Europas mest eftergivende retspolitik, et forsvar, der ikke er sit navn værdigt, og vores børn scorer dårligere i Pisa-test end børnene i de lande, som vi giver ulandsbistand. Samtidig arbejder stærke kræfter for, at folk ikke må sige noget. Vores udviklingsminister mener ikke, at man må mene noget om bistandspolitikken, hvis man ikke kender arbejdsløshedstallet i Botswana. Og i løbet af sommeren har norske kunstnere i fuldt alvor tilbagevist kritik med, at almindelige mennesker ikke er «kompetente» til at vurdere kunst«.

Du taler om, at en ny norsk kulturkamp er på vej. Hvad er det, folk gør oprør mod?

»Fronten er ikke økonomisk. Det er et opgør mellem den kulturelle overklasse, altså dem, der har bogreoler, og den kulturelle underklasse. Taberne i de mange sociale eksperimenter, som de kulturradikale har gennemført siden 1960?erne, er nemlig den kulturelle underklasse, altså dem uden bogreoler. Da man f.eks. valgte at droppe disciplin i skolen og i stedet gik over til ansvar for egen læring, ofrede man dem, der ikke havde veluddannede forældre. Taberne er de børn, der har brug for at komme i skole for at lære, netop fordi deres forældre ikke kan hjælpe dem«.

Du snakker ligefrem om et overgreb?

»Det er det samme billede i retspolitikken, hvor man har lagt mere vægt på overgrebsmændene end på ofrene. Dem, der oplevede en mere utryg hverdag med vold og overfald, ja, det var den kulturelle underklasse. Kultureliten forgreb sig dermed på underklassens virkelighedsopfattelse. Ofrene har måttet finde sig i at høre på, at vi skulle have ondt af voldtægtsmanden, fordi han kommer fra et land, hvor han er vokset op med krig. Og det er den form for overgreb, som folk har meget svært ved at tilgive de kulturradikale«.

Hvad er det for forandringer, der er sket i Danmark, som du gerne så ske i Norge?

»Vi har brug for at få genrejst vores selvrespekt og troen på vores fælles projekt. Vi har brug for at tilbagevinde frihedsfølelsen, den frihed til at udtale os, som de norske smagsdommere har arbejdet så hårdt på at tage fra os. Norge og Danmark har det til fælles, at vi begge er samfund, som er meget monokulturelle samfund, og som meget hurtigt er blevet multietniske. Og i den proces har både de norske og danske eliter ladet sig inspirere af den britiske og canadiske idé om multikulturalisme. Men Anders Fogh forstod som den første, at multikulturalisme ikke er foreneligt med socialdemokratismen«.

Hvorfor redder Fogh socialdemokratismen?

»Fogh Rasmussen vil blive husket som manden, der reddede den skandinaviske velfærdsmodel. Hans håndtering af indvandringen gør det muligt at videreføre systemet med en høj grad af omfordeling. Den nordiske model afhænger af en fælles kultur, i modsætning til multikulturalismen, der opmuntrer til segregering. Fogh var den første statsleder i Norden, der forstod dét, og dermed har han været med til at sikre, at der fortsat vil være grundlag for et højt beskatningsniveau«.

Hvorfor kan indvandring ikke forenes med den skandinaviske velfærdsmodel?

»Multikulturalisme mindsker vælgernes villighed til at omfordele samfundets ressourcer. Multikulturalisme er derfor ikke foreneligt med socialdemokratisme. Den hvide middelklasse vil ikke betale til en ny etnisk underklasse, hvis der ikke længere er en følelse af samhørighed. Man er altså nødt til at være norsk i Norge og dansk i Danmark. Det behøver ikke at ekskludere andre identiteter. Men man er altså nødt til at kunne tale dansk, hvis man er i Danmark og respektere værdierne. Og at det ikke længere er for meget at forlange af indvandrere i Danmark, er Foghs fortjeneste. I Norge er det stadig kontroversielt at diskutere ærligt«.

Sandhedens tre faser

I Danmark har vi diskuteret islam og indvandring intenst i mere end 15 år. Øverst på dagsordenen. Alligevel hævder højrefløjen, at den er undertrykt. Er der ikke en grænse for, hvor lang tid man kan hævde at være underdog?

»I Norge er indvandringsdebatten stadig en udbryderkonge et tema, der er svinebundet af politisk korrekthed og låst ned i syv skrin, men som alligevel formår at vride sig fri. Norge er på automatpilot på vej ind i et samfund, som vi ikke ønsker at leve i. Medierne har måske stadig venstrefløjssympatier, men virkeligheden har sympati for Fremskrittspartiet«.

Ja, Fremskrittspartiet har jo støtte fra 30 procent. Sparker du ikke en åben dør ind?

»Slet ikke. For det første genererer det sæt af sandheder, der stadig gælder i Norge, flere og flere fejldata. Der er stadig flere ting, som vi oplever i hverdagen, som ikke passer med det, vi lærte i skolen. For det andet har Socialdemokraterne fået skabt en konsensus, som fuldstændig sorterer den folkelige højrefløj ud af den offentlige debat. Modsynspunkterne trykkes ikke. Aviserne fremstiller verden, som om de kulturradikale ideer stadig lever i bedste velgående, men i kommentarfelterne under artiklerne på nettet kommer der en helt anden historie frem«.

Kulturradikalismen har da været på retræte i flere generationer. Er det ikke et gammelt spøgelse, du forsøger at genoplive?

»Nye sandheder vinder ikke frem i kamp med etablerede forestillinger uden at blive trukket skarpt op. Kulturradikalismen er blevet institutionaliseret i Norge. Vi har et mylder af forskningsinstitutioner og regeringsfinansierede ngo?er, som stort set uden undtagelse recirkulerer et forældet tankegods. Det er måske svært at forstå for udlændinge i hvor stor udstrækning den kulturradikale tankegang har overtaget staten, forskningen og civilsamfundet. Filosoffen Arthur Schopenhauer sagde engang, at sandheden går gennem tre faser: Først bliver den latterliggjort, så bliver den gamle sandhed bekæmpet med alle midler, og til sidst lader man, som om indsigten er ens egen og har været det hele tiden. I Norge er vi i overgangen mellem fase to og tre«.

Venstres søsterparti

Dine kritikere kalder dig for ’Fremskrittspartiets intellektuelle alibi’. Hvorfor det?

»Fremskrittspartiet har ikke brug for noget alibi, akademisk eller på nogen anden måde. Men det er nok, fordi jeg er en sjælden fugl i det politiske landskab, og de har brug for at sværte mig til. De fleste udenrigspolitiske forskere bruges som rådgivere af de politiske partier. Men det er kun mig, der ikke kan åbne munden, uden at folk i medierne hele tiden vil forbinde mig med Fremskrittspartiet«.

Hvad vil du sammenligne Fremskrittspartiet med i Danmark?

»Der er mange, der fejlagtigt sammenligner Fremskrittspartiet med Dansk Folkeparti. Men det er to vidt forskellige partier. Formelt set er Fremskrittspartiet søsterparti med Venstre, og det er også netop det danske Venstre, der har været den største inspirationskilde for Fremskrittspartiet. Jeg kender ikke Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti godt nok«.

I Danmark har SF også lagt afstand til kulturradikalismen. Hvorfor sker det nu?

»Intellektuelle er, som folk er flest. Når bølgen kommer, lærer de sig at svømme. Venstrefløjen kommer bare lidt bagefter. Igen. Det tog lang tid for dem at erkende, at Sovjetunionen var brudt sammen, og nu er nogle så også begyndt at erkende, at de kulturradikale ideer ikke længere kan bruges til at forstå og håndtere den virkelighed, folk møder til daglig. Men det er vigtigt at forstå, at kampen mellem kultureliten og almindelige mennesker ikke nødvendigvis er et højre-venstre-slagsmål. Det er de dårligst stillede, der har tabt på de kulturradikale eksperimenter og det kan ikke kun være en sag for højrefløjen«.

Fremskrittspartiets leder, Siv Jensen, kræver at blive ny statsminister, hvis de borgerlige vinder valget. Hvordan vil Norge blive forandret, hvis hun bliver statsminister?

»Siv Jensen er et af de usædvanlige mennesker, der både har evnen og viljen til lederskab. Jeg er overbevist om, at hun vinder. Hun er den eneste politiker i Norge, der tør sige fagforeningerne midt imod, og som tør gå op imod smagsdommerne. Siv Jensen vil kunne bringe Norge tilbage til værdighed. Siv Jensen vil styrke båndene til Danmark og USA, men vores nye venner i Gaza og Venezuela vil få færre kærtegn. Hvis hun omvendt taber, vil Norge fortsætte i tidslommen fra 1990-erne«.

Politiken: »Fogh er en af Skandinaviens største statsmænd«
Den kulturkamp, som Fogh lancerede i 2001, fortsætter nu i Norge, siger det norske Fremskrittspartis ’intellektuelle alibi’.