Gjesteskribent

Av HANS HAUGE

I Norge er man ved at igangsætte en kulturkamp À la den danske. De skal snart have valg, og oliesocialisterne, kunstnerne og de intellektuelle frygter folkets dom.

Folket kunne nemlig gå hen og stemme forkert: nemlig på Fremskrittspartiet, der ledes af den karismatiske Siv Jensen.

Disse fremskridtsfolk truer bl.a. med at fjerne noget af kunststøtten. Humanisterne, de kulturradikale eller venstrefløjen har reageret ved at male hagekors på partiets biler. Altså med vold. Som sædvanligt.

Kulturkampen skal bryde med kulturradikalismens totalitære hegemoni. Deri ligner den norske kamp den danske, men en af forskellene er, at vi er kommet længere siden 2001. Vi skal huske, at de har haft en socialistisk regeringen, hvori de venstreradikale marxister, SV, sidder. De sidder endog på finanserne.

Kulturradikalismen er en norsk opfindelse, som stammer fra forfatteren Sigurd Hoel. Det var fra ham, at ordet kom ind i det danske sprog i 1950’erne, hvor det erstattede ordet «ny-radikalisme».

I slutningen af 1990’erne mobiliserede de norske kulturradikale. De talte om kulturradikalismens fjerde fase. De frygtede kristendommens vækst. De anklagede norske forfattere for at være på lemmingemarch mod Gud.

Denne fjerde fase inspirerede så en række danske, brandesianske universitetsfolk og Klaus Rifbjerg til i 1999 at forsøge at genoplive kulturradikalismen. Det skete altså før 2001.

De kulturradikale var nervøse for, at bønderne igen skulle tage magten og lave et systemskifte. Forskellen mellem Danmark og Norge dengang er, at i Danmark tabte de kulturradikale, mens de vandt i Norge, og statsminister Stoltenberg – en slags Chavéz-light – kom til magten.

Norge har de sidste mange år været domineret af kulturradikale, politisk korrekte holdninger. Vi er blevet fri for dem. Derfor er Danmark et ideal for en række yngre, intellektuelle kulturkæmpere, som håber, der kan komme et magtskifte i Norge.

De er dermed en slags danomaner, som man kaldte folk i gamle dage, der anså Danmark for at være et ideal. Et pikant indslag i debatten er, at en af de anti-kulturradikale hedder Aslak Nore. Han er søn af den venstresocialistiske forfatter Kjartan Fløgstad. Vi må håbe, de får held med deres forehavende, så de kan få Norge tilbage.

Hvad siger de nervøse, magtfulde kulturradikale i Norge?

De aflirer den samme historie, som de gjorde i Danmark. De har altid nægtet, at de har haft magt. I stedet beskrives de sidste 30 år som præget af en markant højredrejning.

At de kan få et norsk venstresocialistisk regime til at være et udtryk for højredrejning viser, at beskrivelser altid er opfindelser.

Hans Hauge er lektor, dr. phil. på Nordisk Institut, Aarhus Universitet.
http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article1762824.ece