Gjesteskribent

Danmark har fået en ny regering, og nu bliver det spændende. Hvad kan den og Dansk Folkeparti stille op?

Ministerlisten over de 17 personer skal jeg ikke dvæle længe ved. Jeg noterer mig, at Søren Pind ikke bliver udenrigsminister, men ”bare” justitsminister. En tung post, bestemt, men ikke en position, hvor ud fra Søren Pind kan erklære krig mod samtlige ikke-demokratiske lande i den vide verden. Spøg til side, men man kan ikke lade være med at komme med et lille hip til manden, der har gjort det til et kardinalpunkt at være mere neokonservativ end George Bush, da han var værst. Verdensforbedreren Søren Pind må nu holde sig inden for landets grænser.

Det er som udgangspunkt positivt, at Inger Støjberg bliver såkaldt udlændinge- og integrationsminister. Inger Støjberg tilhører strammerfløjen i Venstre, men hun kommer på noget af en opgave, når hun også skal vise det i praksis. Og dermed er vi nået til sagens kerne:

Hvad kan denne regering, og hvad kan Dansk Folkeparti stille op imod den uendelige strøm af mennesker fra Mellemøsten og Afrika, der stormer imod det forjættede Europa? I maj i år kom derflere asylsøgere end i samme måned i 2014, et forvarsel om, at de næsten 15.000 asylsøgere sidste år kan blive mindst lige så mange i år, når først tilstrømningen for alvor tager fart i sommermånederne og efteråret.

Per Stig Møller gjorde for fire dage siden opmærksom på, at dette enorme pres mod Danmark og Europa kan forandre kontinentet for altid.   Det er rart at se, at en højt profileret politiker og bl.a. tidligere udenrigsminister orker at fortælle danskerne, hvad der venter, hvis ikke vi kommer til fornuft. At det først sker, efter at samme Per Stig Møller er gået på pension som folketingspolitiker, er til gengæld så svagt, som det kan blive. Hvorfor sagde Per Stig Møller ikke dette indlysende, mens han endnu sad i det høje ting?

Dansk Folkepartis skæbnetime

Lad os glemme Per Stig Møller, der alligevel vil gå over i historiebøgerne sammen med alle de andre, der ikke turde sige fra, da det kunne koste dem noget. Lad os vende blikket mod Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti skulle ikke nyde noget af at sidde i regering, fordi risikoen for at blive udstillet var for stor. Det gør imidlertid ikke den store forskel. Dansk Folkeparti er en del af regeringens parlamentariske grundlag, og den kommende tid vil vise, om Dansk Folkeparti sammen med de øvrige partier i blå blok er i stand til at bremse den strøm af mennesker, der med statsgaranti vil forandre Danmark for altid, hvis ikke der foretages en 180 graders vending.

Jeg håber, at Dansk Folkeparti kan presse Venstre, De Konservative og Liberal Alliance tilstrækkeligt i udlændingepolitikken.

Men jeg tror ikke på det. Jeg bedømmer, at Dansk Folkeparti er blevet et magtens parti, hvor nominel indflydelse er vigtigere end at stå fast på Danmarks frihed og selvstændighed.

Dansk Folkeparti må hellere end gerne vise, at jeg tager fejl, men jeg gentager, at jeg ikke tror på det. Når det er åbenbart, at Dansk Folkeparti igen svigter – første gang var i perioden 2001 til 2011 – vil andre tage over.

Det er ikke en trussel. Det er et løfte.

 

Jyllands-Posten 28. juni