Gjesteskribent

Mens det norske kulturlivet er opptatt av litterære rankinglister, går danskene fra en kulturkanon til å ønske seg en demokratikanon. Hva er det som er fundamentet for vårt demokrati?

Det er helt klare ideologiske forskjeller på dagens Norge og Danmark. Utenriksminister Jonas Gahr Støre er vert for Global Inter-Media Dialogue i Oslo mandag og tirsdag, som er et samarbeid med Indonesia. Bakgrunnen er striden om karikaturtegningene, så tilknytningen til Danmark er der. Det var masse fine ord under første møte på Bali i september i fjor. Møtet blir husket også fordi israelske representanter ikke fikk visum. UD ville gi dem norske reisepapirer, men dette ble avslått. Noen norske journalister lurte på om de skulle holde seg seg hjemme, men fant ut at det var viktigere å delta.

Oslo-møtet er preget av den samme retorikken: hvordan drive journalistikk i en multikulturell verden med respekt og integritet? Når utgangspunktet er karikaturstriden, vet man hva disse honnørordene betyr. Første foredragsholder i Oslo er Mr Doudou Diene, UN Special Rapporteur on contemporary forms of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance. Det er han som vil ha forbud mot islamofobi.

På et tidlig tidspunkt i karikaturstriden valgte Gahr Støre side. Han stemplet danskene som polariserende. Selv velger han dialogen, og må derfor skjule at hans egne partnere er polariserende. En indonesisk domstol har nylig vedtatt at en jente som konverterte fra islam til kristendommen ikke kan få sin nye status offisielt registrert, hun må gå via en sharia-domstol, hvilket er det samme som å si det er umulig. Denne siden må Gahr Støre og statsminister Stoltenberg late som ikke eksisterer.

Danskene velger en annen kurs. Den er tuftet på danske historie og danske frihetsidealer. Mens Norge er på full fart bort fra dem.

Den globale værdikamp gør det nødvendigt at kæmpe for vores demokrati, mener regeringen. Derfor skal vi have en kanon i demokrati, så vi har argumenterne i orden mod demokratiets fjender, fortæller de Konservatives Per Stig Møller og Venstres Bertel Haarder.

Det er som ilt: Vi opdager det først, når vi ikke har det længere.

Sådan ser de Konservatives udenrigsminister Per Stig Møller på danskernes holdning til vores demokrati. Og det er en af grundene til, at vi nu skal have en demokrati-kanon.

»Vi tænker slet ikke på, hvor almindeligt og hvor naturligt demokratiet er for os. Men det kan være under pres, og derfor skal vi gøre os klart, hvad det er for noget, og hvorfor vi vil have det,« siger Per Stig Møller, der fik idéen til at skabe en officiel dansk kanon i demokrati, og som har været i spidsen for forberedelserne sammen med undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Truslerne mod demokratiet fik vi at se under Muhammed-krisen, ligesom vi dagligt kan se den i den muslimske verden, mener Per Stig Møller.

Global værdikamp

»Vi ser jo en global værdikamp. Rundt om slås de for at få vores friheder og værdier, og andre steder slås de for at gå imod dem og forhindre, at de kommer. Men det er vigtigt, at vi her i Danmark gør os klart, hvad er det for værdier, hvordan de er tænkt og hvilke situationer de er tænkt i. Det giver os et fælles grundlag for vores demokrati. Faren er, at det bliver banalt, hvis vi ikke er bevidste om vores demokrati. Og sker det, risikerer vi at miste det,« siger Per Stig Møller.

Nogenlunde samme melding kommer fra Bertel Haarder. Han mener, at hver eneste generation risikerer at miste demokratiet, fordi man ikke er bevidst om vigtigheden af det.

Religiøs fanatisme

»Historien viser, at hver generation har brug for at genopdage demokratiet. Vi så i 30erne og i 70erne, hvordan helt fundamentale demokratiske grundbegreber nærmest gik i glemmebogen blandt unge og intellektuelle. Dengang var det nazismen og senere kommunismen og marxismen, der var en trussel. I de kommende år er udfordringen religiøs fanatisme, hvor der jo er mennesker, der mener at religion står over politik, og dermed over demokratiet. Derfor er det oplagt, at vi skaber bevidsthed om demokratiets historie, dets grundbegreber og dets kernetekster,« siger Bertel Haarder.

Muhammed-krisen

Han mener, at det hele kom til at stå meget klart efter Muhammed-krisen.

»Den gjorde det klart for alle, at der er nogle folk i verden, der har indrettet sig anderledes end os. Og det skal vi respektere. Vi accepterer, at andre lande er forskellige, og at deres borgere kommer her og skal have så meget frihed som muligt. Men de skal ikke lave om på Danmark. De har i øvrigt nøjagtig den samme konklusion i Tyskland, hvor debatten også kører,« siger Bertel Haarder.

Kan man sige, at det er et forsøg på at fremtidssikre demokratiet?

»Ja, det kan man da. Demokratiet står og falder med borgernes kærlighed og borgernes stædighed. Altså stædighed til at holde fast i demokratiets grundprincipper. F.eks. princippet om, at man kan være uenig med en person, men man vil kæmpe for den persons ret til at have sin mening. Det er det, der hedder frisind,« siger han.

Både Bertel Haarder og Per Stig Møller begiver sig med stor autoritet ud i teoretiske analyser af, hvad kanonudvalget skal arbejde med.

Demokratiets rødder

Forklaringer om flertalsstyrets rødder i det gamle Athen. Om menneskerettighedernes rødder i de kristne forstillinger om alle menneskers værd. Om de vestlige forfatningers rødder i Montes-quieus magtdelingslære om den lovgivende, udøvende, og dømmende magt. Om »Magna Carta« den britiske håndfæstning fra 1215 som sikrede et minimum af lov og ret. Om den amerikanske uafhængighedserklæring og grundlov. Om den danske grundlov fra 1848, systemskiftet til parlamentarisme i 1901 og om Grundtvig, der i 1834 skrev til kongen om, hvordan han kunne få fred ved at lade mindretallene i statskirken få frihed.

Hvad skal den almindelige dansker bruge en demokratikanon til?

»Vi har jo en dyb tradition for folkeoplysning her i landet. Tænk på, hvad FOF og AOF fylder deres kursusprogrammer med. Det er ganske almindelige danskere, der gerne vil have mere at vide. Jeg forestiller mig, at det skal bruges til folkeoplysning og undervisning,« siger Per Stig Møller.

Gang i debatten

Bertel Haarder håber, at arbejdet vil sætte gang i debatten.

»Hvis det her giver lige så meget debat som historiekanonen, så bliver jeg glad. Der var det ene indlæg efter det andet med folk, som var uenige i, hvad der var med, og hvad der ikke var med. Men det viste jo, at folk engagerede sig i det. Og de købte jo hele idéen om at lave en kanon,« siger Bertel Haarder.

Primetime for Diversity: Journalism in a Troubled World, Tentative agenda, 4-5 June

Bare tittelen på artikkelen i Berlingske er temmelig utenkelig i Aftenposten:

Demokratiet står og falder med borgernes kærlighed

Les også

-
-
-
-
-
-