Gjesteskribent

Av SVEN HAKON ROSSEL
Kulturradikalismen har igen tromlet hen over det danske litterære landskab og i denne omgang forsøgt at skubbe forfatteren Ole Hyltoft ud til højre – i politisk forstand – eller måske snarere ud i glemslen. Hans seneste bog, essaysamlingen «Tør du være dansk?», der udkom nu i efteråret 2009, er således hverken blevet anmeldt i DR, Politiken eller Information, hvilket måske ikke kan undre, men heller ikke i de fleste andre dagblade eller for den sags skyld i Berlingske Tidende, og det kan undre, for Hyltoft er dog ikke bare hvem som helst!

Hvad har manden dog gjort? Nuvel, han har i en række år veloplagt blandet sig i den offentlige debat. Han deler knytnæver ud til højre og venstre som den frie og demokratiske ånd han er, spidder årvågent det kulturradikale hykleri på sin pen og trækker i nødbremsen over for islamistisk intolerance og manglende vilje til integration – en indsigt, der deles af et flertal af landets befolkning.

Og så har Hyltoft faktisk skrevet en række ganske betydelige romaner, digte, noveller og artikler siden 1970 og her ofte med satirisk brod rettet mod misforhold i den danske idyl. Nævnes kan som eksempler nøgleromanerne «Byggekongen» (1981), en satire over tidens grasserende bogligspekulation, og «Mordet på museet» (1997), en afsløring af en række misforhold omkring en bedragerisk museumsdirektør på kunstmuseet Arken (som kunstkenderen Hyltoft iøvrigt tog initiativ til at få oprettet).

Men allerede med romanen «Revolutionens fortrop» fra 1975 ramte Hyltoft plet i sin afsløring af venstrefløjens hykleriske proklamationer om frihed, lighed og broderskab i forbindelse med ungdomsoprøret i 1968, mens samtidigt alle «anderledestroende» af disse – for at bruge Hyltofts eget ord – munkemarxister blev forfulgt i revolutionens navn.

Anderledes vel gik det de mange opportunistiske medløbere, de såkaldte «glidegæs» (endnu en af Hyltofts mange sproglige nyskabelser), der helt frem til vore dage endnu sidder på en række poster i kulturlivet og i andre akademiske stillinger. Er det mon dem, der har genoptaget den gamle repressive taktik og nu forsøger at ramme Ole Hyltoft med deres berufsverbot?

Det er givetvis de samme kredse, der ganske enkelt ikke har kunnet tilgive den modige Hyltoft – fra 1970-81 kulturredaktør ved Aktuelt og i 11 år formand for Socialdemokratiets kulturudvalg – at han efter lange og svære overvejelser har forladt et i stigende grad ufolkeligt og teknokratstyret socialdemokrati og i stedet er blevet medlem af Dansk Folkeparti; i dag repræsenterer han dette som indflydelsesrig næstformand i Danmarks Radio. Alt dette har givet ham et kainsmærke i panden i det åh så tolerante Danmark.

I henholdsvis 1968 og 1974 udgav Ole Hyltoft de to debatbøger «Tør du være fri?» og «Tør du være med?» Det drejede sig om stridsskrifter, der – baseret på forfatterens engagerede humanistiske holdning – var ligeligt rettet mod de dengang herskende marxistiske og kapitalistiske ideologier med udgangspunkt i social ansvarsfølelse og medmenneskelighed. Denne linje blev kunstnerisk udmøntet i dobbeltromanen «De befriede» og «De besejrede» fra 1979, visioner af et nyt idealsamfund med kunst og kærlighed som de drivende kræfter og er nu fulgt op med hans seneste bog, «Tør du være dansk?»

Titlen peger tydeligt tilbage på de to tidligere debatbøger og signaliserer hermed, at det igen er aktuelle problemstillinger, der behandles. Men der er dog en vigtig forskel, nemlig titlens nye, værdiladede ord, dansk! Det bør ikke blot pirre den årvågne læsers nysgerrighed, men antyder også bogens relevans i en tid, hvor fædrelandskærlighed ikke længere er et fyord og hvor den konturudjævnende og ensrettende multikulturalisme og globalisme kan udgøre en trussel mod et lands identitet og suverænitet.

Det er nemlig præcis det nationale fællesskab, som Hyltoft vil give nogle nye dimensioner. Hans bogs 49 korte tekster er opdelt i en række underafsnit, hvoraf det første karakteristisk nok bærer overskriften «Hjemlighed», dét begreb, der nok står i centrum af Hyltofts verden og som simpelthen udgør en kærlighedserklæring til Danmark og den danske kulturarv. Denne rækker fra Saxo og folkeviserne frem til Cobra-malerne og arkitekten Jørn Utzon. Så der er absolut intet bagstræberisk ved Hyltofts kultursyn; få kender som han moderne dansk maler- og billedhuggerkunst; alligevel er der næppe nogen tvivl om, at han nærer – en iøvrigt berettiget – forkærlighed for vor guldalderkultur.

Han er også ganske klar over, at et lands kultur hverken opstår eller udvikler sig i splendid isolation – til stadighed peger han således på den store indflydelse, den tyske kunst har haft.

Men hjemlighed er mere end finkulturelle manifestationer. Den har også noget at gøre med, hvordan vi danskere reagerer på vores omverden: Hyltoft ser skarpt, at den danske gemytlighed også kan føre til magelighed, at vores upedantiske væremåde kan føre til sjuskeri, og vores mangel på spontanitet til at vi bliver «undselige og skutryggede». Hvor er en dansk Winston Churchill eller Charles de Gaulle? spørger han.

Selv lægger Hyltoft ikke fingrene imellem og udviser selv den «spontane ildhu», han efterlyser hos danskerne. Han langer ud efter de offentligt ansatte jurister og økonomer, de såkaldte djøffer, med deres foragt for «folkelighedens kærlighed til det hjemlige, det naive og det rodfæstede».

Et andet mål for hans foragt er det, han kalder for medieoverklassen, der især – men ikke udelukkende – har hjemme hos SF og Det radikale Venstre og som svigtede så katastrofalt, da det i forbindelse med Jyllands-Postens modige offentliggørelse af Muhammed-tegningerne i 2005 gjaldt om at stå sammen om ytringsfriheden: »Medieoverklassen opfandt et nyt udtryk, «uanstændig ytringsfrihed», og forrådte dermed ytringsfriheden». Skånselsløs er Hyltoft ligeledes i de to essays «Islam i Danmark» og «De vantro skal dræbes». Han påviser her, hvordan indvandringsgrupper gennem århundreder har formået at integrere sig i det danske samfund lige fra de franske huguenotter til de ungarer og polakker, der måtte flygte fra kommunismen. Det er denne integrationsvilje, der mangler hos den sidste generations indvandrere fra Nordafrika og de muslimske dele af Asien, fra lande, hvor koran og sharia dikterer de livsfjendske love, der skal følges: tyve får hænder hugget af, homoseksuelle hænges, og muslimske piger, der ikke adlyder familiens mandlige overhoved, risikerer at blive slået ihjel af far eller bror. Jamen, siger så den kulturradikale medieoverklasse, muslimerne er egentlig ikke værre end de intolerante kristne gennem århundrederne – alle religioner er jo ens. Jo, replicerer Hyltoft: »Der er en diametral modsætning mellem Muhammed, der stener horekvinden, og Jesus, der tager hende under sin beskyttelse«. Det kan vist ikke udtrykkes mere korrekt og præcist!

Har sådanne holdninger noget at gøre med den intolerance, Ole Hyltoft beskyldes for? Er det, han siger, så forfærdeligt, at det bør ties ihjel? Overhovedet ikke, for i de samme essays udtrykker han sin overbevisning om, at alle skal være velkomne i vort land, også muslimer, så længe de blot følger lands lov og ret og ikke samler sig i foreninger som f.eks. Hizb-ut-Tahrir, der prædiker had mod anderledestroende og opfordrer til vold. I samme åndedrag peger han også på, at 60 pct. af alle lovovertrædelser i København begås af unge muslimer. Dette er en statistik, der gerne ignoreres i visse bladredaktioner, men som finder sin bekræftelse i en række europæiske hovedstæder – i Oslo er procentsatsen nærmere 70!

Men at påpege dette er ikke det egentlige sigte med Hyltofts bog. Det, han vil, er at hylde dansk kultur og levevis, fællesskabet, baseret på kristen næstekærlighed og demokratiske principper. Det er i disse, at han finder en evighedsværdi og bogens sidste afsnit har da også netop overskriften «Evighed».

I denne sammenhæng udgør «Tør du være dansk?» på mange måder en milepæl for Hyltofts læsere. Ikke blot citeres Grundtvig og Det ny Testamente, men i en række tekster beskæftiger han sig uforblommet med det hinsides, med Gudsbegrebet og dén evighed, han ikke vil være foruden: »Hvad, der ligger uden for det jordiske, er mig ubekendt. Gud er en antagelse. Menneskets evige liv er en realitet.« Velkommen til metafysikken, Ole Hyltoft. Din seneste bog er en fascinerende oplevelse.

Jyllands-Posten: En miskendt forfatter

Opprinnelig i Jyllands-Posten 9. desember 2009