Gjesteskribent

I vores dumsmarte tolerance har vi inviteret så mange potentielle terrorister ind i landet og finansieret deres paralleltilværelse via velfærdsstat og babymos, at vi snart sagt selv er ude om det.

Musse Sheikh, formand for noget, der hedder Somalisk Forældre Forening og efter sigende også tolk for politiet, skal nok lige på et lille bitte kursus i bull­shit, før han overbeviser andre end de indviede om, at det er det danske samfunds skyld, at der findes somaliske terrorister i Danmark. For så vidt som han er korrekt citeret her, taber han nok diskussionen på gulvet ved at gøre værterne til problemet.

”De unge mangler fritidstilbud, for forældrene kan ikke betale for det. Den eneste måde at hjælpe de unge på er at åbne for kasserne og få dem til at dyrke sport og give dem lektiehjælp”, udtaler Musse Sheikh til DR Nyheder.

Den må sheikhen nok længere ud på landet med. Dels er der snart ikke andet end fritidstilbud og lektiehjælp i de danske skoler og institutioner. Dels er det gæsternes forbandede pligt at tillære sig de lokale normer, som bl.a. består i ikke at anvende jihad mod anderledestænkende.

Den fortabte sheikh kan måske hente inspiration i en ny e-bog af Linda Koldau, professoren, der blev fyret fra Aarhus Universitet, fordi hun var for dygtig til at gennemskue en idiotisk ledelse. I bogen New Public Managements sprog – DJØF-dansk og bull­shitkulturen, anbefaler hun folk at bruge gummiudtryk som ”synergieffekter”, ”værenskompetence”, ”helhedsorienteret”, ”tværfaglighed” og ”proaktiv”, hvis man vil have fremgang her i livet. Mussa Sheikh kan med fordel begynde her. Så skal han nok blive tvetunget.

Andre må nøjes med PET. Men PET uden Hans Jørgen Bonnichsen skal man ikke kimse ad. Takket være denne institution kommer flere og flere sager til offentlighedens kendskab. Det er naturligvis kun toppen af isbjerget, og de forskere, der ved noget om trusselsniveauet, har været bekymrede i årevis.

En mandag aften i 2012 blev endnu to somaliske våbenbrødre på henholdsvis 18 og 23 år anholdt for at planlægge en mulig terrorhandling på dansk grund. Ikke at det kan overraske. Vi véd, at det kommer. Vi véd bare ikke hvor og hvornår.

Jeg er ked ad at sige det, men i vores dumsmarte tolerance gennem mere end 30 år har vi inviteret så mange potentielle terrorister ind i landet og finansieret deres paralleltilværelse via velfærdsstat og babymos, at vi snart sagt selv er ude om det.

En såkaldt talsmand for herboende somaliere var ”chokeret”. Nok en overdrivelse. Alle med øjne og ører har for længst opdaget, at ikke blot moskéer, men tillige en lang række arabiske ”kulturforeninger” i praksis fungerer som rekrutteringskontorer for hellig krig, først i Mellemøsten, siden her.

Alligevel bygges der nye moskeer over det ganske land, ligesom der hældes millioner og atter millioner i ”foreningslivet” i «udsatte områder» – under multikulturalismens spraglede faner og til liberale og socialistiske politikeres opstemte taler om, hvor godt det er, at vi er lige forskellige og fra alverdens forenede nationer.

Alle os, der betragter dette cirkus udefra, véd godt, at det alt sammen er bull­shit, men det lyder så bedårende smukt, at pigebørn og varme hjerter tror så vedholdende blindt.

Så de – og vi – fortrænger. Hvad fanden skal man ellers gøre? Vore beslutningstagere gør jo ingenting. Uden måske at vide det er de for manges vedkommende blevet en del af indvandringsindustrien. En industri, som notabene ikke mærker det fjerneste til finans- og gældskrise. Tværtimod.

Imens kan Lars Hedegaard, Kurt Westergaard, Lars Vilks og andre kan tale med om, hvordan det er at være mål for mænd med islamiske hensigter, og listen vil naturligvis bliver længere og længere, mens godtroende journalister og andre idioter vil fortsætte med at tro på det bedste i hvert eneste skyldigt menneske og opfordrer alle til at tale pænt og anerkende alle for deres særheder.

Men ærligt talt: Hvem tror i deres vildeste fantasi, at islamismen forsvinder af sig selv?

D’herrer og damer, den skal bekæmpes ligesom kommunismen og fascismen.

No shit.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 29. april 2014.