Gjesteskribent

Der er utallige måder at opdrage børn på. Mange af dem er dårlige, og det er som regel dem, film, romaner og psykologer behandler, og liv traumatiseres af. Skal man blive til noget i denne verden, må man for alt i verden ikke rammes af en god og tryg barndom, men udsættes for det ene mere forrykte eksperiment eller omsorgssvigt efter det andet. Ellers går det ikke, og man kommer med al sandsynlighed til at henslæbe sit liv på et kontor. Hvem kan skabe kunst, berømmelse og moneter på noget så ordinært som en lykkelig opvækst?

Nu har jeg ingen som helst kunstneriske ambitioner. Alligevel vil jeg gerne prise mig lykkelig for ikke at være barn af Ole Hækkerup.

Ikke at jeg befinder mig i overhængende fare herfor; jeg er mindst ligeså gammel og er på ingen måde i familie med benævnte socialdemokrat, som til gengæld var så dumdristig at afsløre over for Ekstra Bladet i påsken (ikke online), at han og konen – socialminister Karen Hækkerup – hver eneste dag, uge efter uge, år efter år, arbejdet hårdt og målrettet på, at deres børn ikke går hen og bliver liberalister med alderen. Et rigtig skodjob, hvis jeg må være så fri.

Som altid med socialdemokrater begynder alting med penge. Måske fordi socialdemokrater typisk ikke har så mange og derfor meget nemt besættes af andres og sjældent tøver så meget som et sekund med at beskatte eller afgiftspålægge ”de riges” værdier og vaner.

Hos familien Hækkerup begynder livet som socialdemokrat med passende lommepenge, hverken mere eller mindre, og mindst af alt lommepenge givet i den ”forkerte” ånd. Thi gives lommepenge ud fra forkerte motiver, bliver ens børn liberalister. Ole Hækkerup er klar til kulturkamp omkring middagsbordet, hør blot hvad han betror os om sine egne poder:

”Hvis de kommer en dag og siger, at liberalisme er sjovere end socialdemokrati, så har vi en lang diskussion foran os…”

Sympatisk nok, kan man sige. Som den amerikanske sociolog Charles Murray netop har understreget i en ny bog med titlenComing Apart: The State of White America, 1960-2010, er et af problemerne i Amerika, at den hvide samfundselite ikke længere tør stå ved republikkens centrale holdninger til, normer for og værdier som foretagsomhed, ægteskab, ærlighed og religion, men i stedet pakker alting ind i multikulturel vat af frygt for at provokere eller krænke nogen.

At være nice er imidlertid ikke det samme som at være god. For at være god må man prædike, hvad man gør, frem for at nøjes med at gøre det og prædike noget andet.

På dansk bliver det til, at man bør stå på mål for sine værdier, og det gør Ole Hækkerup, hvilket jeg anerkender. Ole Hækkerup er ikke – modsat mange andre fra den snakkende klasse – bange for at dele sin kultur med sine børn, men har forstået, at man er nødt til at tage en rollemodel på sig og kommunikere den over for sine børn – og det tjener ham til ære, synes jeg.

Men, og det er min pointe, måske er hans kultur slet ikke så sund. Ja, den er formentlig direkte skadelig, ikke bare for børn, men så sandelig også for voksne. For hør, hvad han fortsætter med at sige i interviewet til Ekstra Bladet – nu om børnenes lommepenge:

”De får også lommepenge, men der må ikke være forbindelse mellem det, de laver, og det, de får i lommepenge, for så bliver de liberalister.”

Lad os dvæle lidt ved det citat. Vi higer og søger efter forklaringen på, hvorfor socialdemokraterne ikke længere har patent på magten i dette land, og ingen har hidtil kunnet opklare mysteriet. Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det parti, der kalder sig socialdemokratisk, går fra det ene dårlige valg til et værre.

Hvorfor? Forklaringen ligger i dette korte citat. Ole Hækkerup véd det formentlig ikke selv, men uden at ville eller vide det giver han os nøglen til, hvorfor Helle Thorning også taber det næste valg.

De afgørende ord er naturligvis: Der må ikke være forbindelse mellem det, de laver, og det, de får.

Læs det lige igen. Mere emblematisk kan den socialdemokratiske samfundsopfattelse ikke udtrykkes. Det er ikke noget, jeg finder på; læren kommer fra en socialdemokrat med ren stamtavle og er ment som en destillation af socialdemokratismens inderste væsen. Vi kan med andre ord tage Hækkerups ord for pålydende.

Hans udsagn er samtidig forklaringen på, hvorfor færre og færre mennesker tiltrækkes af socialdemokraterne. Folk ude i samfundet kan simpelthen ikke se forbindelsen. Den mangler, fordi den slet ikke skal være der. Der skal netop ikke være nogen forbindelse med indsats og udkomme; det er meningen med det hele og er, hvad Immanuel Kant ville have kaldt et kategorisk imperativ, som skal kunne gøres gældende for alle, og når man først har forstået det, forstår man også meget bedre, hvorfor vores skatte-, afgifts- og misundelsessamfund ser ud, som det gør: Der må akkurat ikke være nogen forbindelse mellem det, vi laver, og det, vi får tildelt. Retfærdigheden er for det første så abstrakt, at kun socialdemokrater begriber den, og for det andet noget, der tildeles oppefra af politikerne, og er man utilfreds, er man en led liberalist.

Nu var det jo børnene, Ole Hækkerup talte om, sine egne børn, og jeg kan godt forstå, at han og Karen ikke bare vil strø lommepenge ud med løs hånd, ligesom jeg er enig i, at det er opbyggeligt for børn at lære at hjælpe til uden partout at tage sig betalt. Men når princippet er, at der aldrig må være forbindelse mellem slid og belønning, så ryger forbindelsen til virkeligheden. Det kan selv børn forstå.

Samfundspædagogen Ole Hækkerup vil kurere sine børn for latent liberalisme. Resultatet bliver sandsynligvis, at den bliver manifest.

Opprinnelig i Jyllands-Postens blogg. Document.no takker Jalving for hans generøse tillatelse til republisering.