Gjesteskribent

De hygger sig på landets kommunekontorer. Banderne, altså. I sidste uge var der slagsmål mellem to af dem på Køge Rådhus, hvor inventar blev ødelagt noget så mellemøstligt, før der med vanlig elskværdighed blev udbetalt sociale ydelser til voldsmændene, sådan at de uforstyrret kan fortsætte deres entreprenante virksomhed på gader og stræder. I disse kredse opfattes kontanthjælp naturligt nok som en slags iværksætterydelse eller beskyttelsespenge, og der har ingen grund til at tænke anderledes.

The show must go on, som man siger i cirkusbranchen; kulturberigelsen skrider planmæssigt frem.

Lige nu sidder du måske i sommerhuset over en kolossal frokost og griner ad ballademagerne; snart er der nogle, som kommer til at græde, vær vis på det.

I Danmark sker der netop, hvad forskerne siger ikke burde kunne ske. Vi er blevet et land med såvel indvandrerproblemer som hjerneflugt. Det plejer at være enten-eller.

Et land som f.eks. Australien har indvandrerproblemer; Somalia og Grækenland har hjerneflugt. Vi ved godt hvorfor. Populære destinationer tiltrækker hjerner – og indvandrere – upopulære destinationer eksporterer folk i hobetal, fordi der enten er krig, krise eller katastrofal mangel på tillid mellem borgerne.

Med Danmark er det anderledes. Vi tiltrækker en hulens masse mennesker, mens vi mister de bedste hoveder. Vi er med andre ord til det hele, hele pakken af minusser, dobbelt op på bøvl.

Det skyldes to forhold, som er under hastig acceleration.

Det ene er, at det danske velfærdssystem slår alle andre i service og beredvillighed. Her repræsenterer vi en stor, fed magnet på alt og alle, især alle med en ikke-vestlig baggrund. Eller som den radikale indfødsretsordfører Zenia Stampe selv indrømmer i Politiken:

“Nogle af os er jo meget large og siger stort set ja til alle, der har en diagnose.”

Voilà, en indrømmelse, størrelse large: Stik mig en diagnose, og jeg skal vise dig mit nye statsborgerskab.

Det andet forhold er, at det simpelthen er sjovere at være forsker i Nordamerika, Fjernøsten eller Storbritannien, Schweiz og Luxembourg. Ikke mindst, fordi nettolønnen og levestandarden viser sig at være noget højere end i Dannevang.

Hvad er forklaringen? Tjo, danskerne er simpelthen gået hen og blevet et foregangsfolk, når det handler om at køre fædrelandet i sænk.

Ryk tilbage til start? Nej tak, du.

Man forstår dem således godt, disse nye udvandrere; jeg havde formentlig gjort det samme, hvis jeg var i deres sko, og drømmer stadig om at vinke farvel til galehuset og få mig en hytte højt oppe i bjergene med varme i gulvet og bazooka på taget. Jeg skal bare lige røve en bank først, men de har som bekendt heller ingen penge.

Korrekt, ved siden af hjerneflugten, kommer så en lille gruppe velkvalificerede indvandrere til landet, ca. 2.000 om året, og det hjælper naturligvis lidt på sagen. Men denne undersøgelse tyder på, at vi halter gevaldigt efter andre vestlige lande og hvad angår andelen af udenlandske topforskere minder mere om Italien og Japan, dvs. lande hvor man stort set kun kan gøre karriere, hvis man er indfødt.

Summa summarum: Hvis vi gerne vil se Danmark blomstre, står vi med de forkerte indvandrere – tilmed alt, alt for mange af dem – og vinker farvel til de forkerte udvandrere.

Jeg er ked ad at spolere jeres gode humør. Men det kan ikke blive ved med at gå.

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Les også