Gjesteskribent

Fra Jyllands-Posten i anledning bandekonflikten i København:

«Ingen elsker Danmark nu

Stadig flere unge indvandrere på Nørrebro tager nu aktivt del i sammenstødene med rockerne, deres håndlangere og med politiet. Indblik opsøgte nogle af de unge for at få at vide, hvordan de ser på konflikten.

Av ORLA BORG

Jeg har lige sagt farvel til Mohammed Aslam, formanden for boligforeningen i Mjølnerparken på Nørrebro, da de to unge indvandrere kommer gående på en af stierne mellem de røde boligblokke.

De skuler mistænksomt og måler mig med øjnene. Her – blandt 90 pct. indvandrere i boligblokkene – er én, der slet ikke hører til. En midaldrende dansk mand med hvid skjorte, lærredsbukser og bløde Eccosko.

Da de to unge mænd er passeret på stien og har fundet nøglerne frem til yderdøren i en opgang, kalder jeg efter dem.

»Hey, må jeg lige snakke med jer?« Under mødet med Mohammed Aslam om formiddagen havde jeg spurgt ham, hvordan jeg kunne komme i kontakt med nogle af de unge indvandrere i Mjølnerparken, men han havde ikke lydt optimistisk. Mistroen til journalister er udbredt, og vreden mod pressen betydelig, havde han sagt.

Nu vender de to unge mænd sig om: »Hvem fanden er du?« Jeg fortæller dem, at jeg ønsker at tale med unge indvandrere og høre, hvordan de ser på de aktuelle sammenstød og uroligheder på Nørrebro, der har involveret rockere, indvandrere, politiet m. fl.

De stirrer vantro på den fremmede: »Er du fra Jyllands-Posten? Sig mig, er du sindssyg? Tror du, vi vil snakke med dig? Det var jer, der fuckede op med tegningerne af profeten. Skrid med dig,« siger den unge mand med den sorte T-shirt.

»Og hvordan skal folk så lige få noget som helst at vide om, hvad I tænker, hvis I ikke vil snakke med journalister? Så er I da selv ude om det, hvis folk synes, at der er jeres skyld, der er ballade,« halvvejrs råber jeg efter dem.

De to unge standser op, veksler et par ord med hinanden og kommer hen imod mig.

»Nu er det racekrig«

De sætter sig ned på en træbænk ved et havebord tæt på legestativet. Efter endnu en række vredesudbrud over Muhammed-tegningern e, spørger jeg, om de vil tale om den aktuelle situation eller ej.

Deres navne vil de ikke opgive. Og at tage samtalen på bånd skal jeg ikke prøve på.

Men mens de sidder der på bænken, begynder de at fortælle om, hvordan de opfatter den aktuelle konflikt.

De er begge 24 år, begge er gift og den enes kone venter barn. De siger, at de arbejder henholdsvis i et køkken og i en restaurant og betegner sig selv om ganske almindelige mennesker med et liv, en familie og et arbejde. Sådan har det været indtil for nylig, siger de. Men nu overskygger den aktuelle konflikt alt andet.

»I starten var det en bandekrig om hashmarkedet.

Nu er det en racekrig. Politiet holder med AK81′ erne og HA’erne. De generer os hele tiden. Vi bliver konstant visiteret.

Hver dag, to-tre gange om dagen. AK’erne griner, når de kører forbi og ser, at vi bliver visiteret af politiet,« siger den ene af de to mænd.

Når han nævner Hells Angels og deres støttegruppe AK81, bliver hans læber stramme.

Han beskriver, hvordan rockerne kommer nærmere og nærmere på Mjølnerparken med tæskehold og pistoler.

»Vi føler en usikkerhed og en utryghed pga. overfaldene fra AK81, så vi er nødt til at beskytte os selv.

Jeg kender folk, som aldrig nogensinde har haft noget med hashmarkedet eller bandekonflikter at gøre, men som nu går med våben og er parat til at kæmpe, både mod rockerne og politiet. Det begyndte nok med hævn, der efterfulgte hævn, fordi de havde gjort noget mod os, og vi derfor hævnede os på dem, og så kørte det. Men nu er der mere en øje for øje og tand for tand situation. Nu er det en regulær krig.«.

Det handler om ære

Den anden unge med den hvide T-shirt siger: »Vi er blevet trukket ind i det her. Det er ikke noget, vi ville. Men når vi og andre indvandrere her i Mjølnerparken og på Nørrebro bliver angrebet af rockerne og deres folk, er vi bare nødt til at gå til modstand.

AK’erne har ikke nogen samvittighed. De er ligeglade, og vi er nødt til at forsvare os.« Hans kammerat tilføjer: »Hvis jeg skal leve med hovedet bøjet, så fuck livet. Så vil jeg hellere dø for at forsvare min ære – men jeg vil gerne tage nogle af rockerne med i døden. Det handler om at forsvare vores familier. Min familie kan ikke gå i tryghed; de risikerer at blive skudt, eller at de kaster med granater. Så hellere tage kampen op. Det er det, vi gør nu . Hvis det ender med døden, så fuck det. Det er en krig, enten taber man den, eller også vinder man den.« Vreden mod politiet stikker dybt: »Alle er imod indvandrerne. Politikerne hjælper politiet, og vi siger, at politiet hjælper AK81′ erne. Politiet skulle tage at fjerne alle våben. Men politiet visiterer kun indvandrerne, de lader AK’erne gå, så vi afleverer ikke vore våben.

Jeg synes, at det er plat at kaste med sten mod politiet. Det gider jeg ikke. Men hvis det kommer til en kamp mand mod mand, slås jeg gerne mod en politimand i en boksekamp midt på gaden,« siger manden i den sorte T-shirt.

Pressen holder jo med rockerne

En tredje ung mand med store solbriller kommer forbi, og hører snakken om våbnene.

Han nikker til det med våbnene. Alle tre unge mænd siger, at de har våben på sig. De vil ikke vise dem, men klapper sig nederst på benene.

Ham med solbrillerne fortæller uopfordret, at han lige er kommet ud af fængslet efter at have siddet inde i nogle år for et bankrøveri.

Den unge mand med den sorte T-shirt siger: »Vi vil helst have fred. For fem år siden elskede jeg Danmark . Jeg er født i Slagelse og er vokset op iDanmark . Men hvem elsker Danmark nu ? Ha, ha, ingen elsker Danmark nu!« siger han, og alle tre griner de højlydt.

Jeg spørger dem, hvorfor de er så skeptiske over for at tale med journalister.

»Pressen holder sgu da med rockerne. Se nu Jønke. Han er et klogt røvhul. Stiller sig op i tv og bliver interviewet, og journalisterne hopper med på hans snak. De behandler ham sgu som en dansk ridder. Snart kalder han vel sig selv for Holger Danske – det er det, jeg mener. Alle folk er imod os. Folk skriver alt muligt lort om os. Det gør du vel også. Du er bare helt vild heldig, mand, at jeg gider tale med dig. Hvis jeg ser en journalist, så spytter jeg på ham. I kan ikke lide os, og vi kan ikke lide jer.« sagde han og lod forstå, at samtalen var slut. Mens de unge mænd går ud mod parkeringspladsen, går jeg hen imod Hothers Plads. Jeg passerer noget graffiti på væggen ud for indgangen til Mjølnerparken 2-22, hvor der står; «Welcome 2 the Jungle».

Ligesom en borgerkrig

Oppe fra en lille høj mellem Mjølnerparken og en stor grå bygning lyder høje råb og en hvæsen fra en knallertmotor. En gruppe på omkring 10-12 unge indvandrere hænger ud på den lille høj.

En af de unge står med monotone bevægelser og hakker en stor kniv ind i et spinkelt træ på højen.

Den unge fyr med kniven standser sin hakken, da han ser mig komme gående.

»Hvad vil du?« spørger en af de andre unge, der har siddet i græsset, men nuhar rejst sig op og kommer hen imod mig med brystet skudt frem.

Jeg præsenterer mig og mit ærinde om at høre deres syn på den aktuelle konflikt.

En af dem tager sig til hovedet: »Aner du ikke, hvordan vi hader Jyllands-Posten, for det I har gjort mod profeten med jeres tegninger? Og så tillader du dig at komme her?« Rundt om ham istemmer flere af de andre unge i løbet af de næste par minutter i en række forbandelser mod avisen. Men efter et stykke tid, siger en ung fyr, der er blevet siddende stille i græsset: »Men hvis du, mand fra Jyllands-Posten, vil vide, hvad vi mener, så sæt dig ned og skriv ned.« Han venter, til blokken og kuglepennen er fremme og ignorerer de andres opfordringer til at smide den fremmede ad helvede til.

»Folk herude føler, at de er ofre for racisme.

Politiet stopper os hele tiden. Det er ligesom en borgerkrig, hvor vi er alene på vores side. Det er en krig, hvor man er nødt til at vælge side. Også folk, som ellers er almindelige mennesker, der hverken er blandet ind i hashmarkedet eller bandekrige, er nu parate til at gå i kamp.«.

Skudsikker vest og hævn

En af de andre unge bryder ind: »Folk beskytter sig mod angreb,« siger han og river ned i T-shirten og viser den skudsikre vest, han går med, og fortsætter: »Folk vil have hævn. Når rockerne og AK 81′ erne angriber en af vores folk, slår vi igen. Vi vil ikke bare bøje os. Vi hævner. Det gør de også, og så fortsætter det bare og bliver værre og værre. Jeg aner ikke, hvor det ender, for der er jo ikke et mål med det her.

Det er jo ikke noget, der slutter, fordi en eller anden vigtig person i krigen her dør. Der er hele tiden nye.« De unge er nærmest ved at falde over hinanden i deres kritik af politiet.

»Det er os, de hele tiden visiterer, mens de lader AK’erne gå. De optræder enormt aggressivt og truer med deres hunde. De stopper os og visiterer os igen og igen. Og mens de gør det på åben gade, kommer der måske venner, familie eller en kollega fra arbejdet forbi på gaden, og så tror de, at vi er med i en bande. De tager fat i alle mulige unge – taler groft til os. De respekterer ikke vores kultur, men mener, at muslimer er det samme som terror,« siger en af de unge, og en anden falder ind: »Vi opfatter politiet som vores modstandere.

Vi oplever, at de holder med den anden side,« siger han og henviser til en situation, hvor AK 81′ ere kom og lavede ballade, lige efter at politiet var kørt fra området.

»Hvordan vidste AK’erne, at politiet lige var kørt?« spørger han.

Fælles kamp med autonome

Andre mener at vide, at AK81 kun får straffe på 6-7 måneders fængsel, mens indvandrere får 1-2 års fængsel for samme type forbrydelser.

På et tidspunkt kommer en ung fyr fræsende op til højen på en knallert: »Wolla, hvad sker der?« spørger han hæst.

Da han hører, hvem den fremmede er, råber han triumferende: »Ha, det var sgu mig, der sendte en masse e-mails med trusler til Jyllands-Posten, så alle journalisterne blev bange. Jeg ville straffe dem, fordi I havde fornærmet profeten og alle muslimer.« Hans triumferende udbrud blev mødt med anerkendende blikke fra de andre.

Konstant kommer nye unge til og vil give deres besyv med. En af dem siger: »Vi er udlændinge, men vi er født og opvokset i Danmark . Vi er almindelige unge, der ikke har noget med hashmarkedet at gøre.

Men hvis nogen gør noget imod os, tager vi hævn.« På spørgsmålet om, hvorfor man så indvandrere og autonome på gaden sammen i sidste weekend, siger en af de unge: »De autonome er – lige som os – imod racisme.

De er også imod rockere, AK 81 og sådan nogle, fordi de er racister, Og hvis de autonome kæmper mod racister, kæmper de sammen med os. Vi synes, at de autonome er flinke og søde. Vi står bag dem, og de står bag os.« »Ja,« siger en anden.

»Vi hjælper dem, og de hjælper os. De er simpelthen for seje. De autonome er vores backup. De har ikke noget med bandekrigen at gøre, slet ikke, men de kommer, hvis politiet er racistisk over for indvandrerne. De er vores venner. Vi respekterer de autonome.

De ved godt, hvordan vi har det.« Flere af de unge forudser, at det kommer til flere konfrontationer i fremtiden.

»Jo mere politiet og regeringen strammer til, jo mere fucked up bliver vi. Det er kun mod indvandrere, at de strammer til.« I udkanten af gruppen er en lidt ældre mand på omkring 45 år kommet til. De råber hans navn, Charlie, og opfordrer ham til at komme hen og snakke.

Statens krig mod indvandrere

Charlie fortæller, at han arbejder i et motionscenter, hvor nogle af de unge kommer for at træne. Selv bor han ikke i området.

»Jeg synes, at jeg kan se det lidt udefra. De unge føler, at politiet kun visiterer og stresser de unge udlændinge, og at politiet er på AK 81′ ernes side. De oplever, at AK81 kommer herind og laver ballade, men at politiet ikke interesserer sig for at komme efter dem.

De unge indvandrere føler, at myndighederne er imod dem. De unge oplever en personlighedskræ nkelse, når politiet stopper dem og visiterer dem. De føler sig fornedret.

« Charlie er bekymret for udviklingen: »Der kommer flere og flere unge med i det. De føler sig trængt op i en krog – en urimelighed, der foregår, fordi myndighederne forskelsbehandler. De unge stiller sig på bagbenene og kæmper imod. Det er ellers stille og rolige unge, men når der kommer rockere og laver konflikter – og bagefter stikker af, uden at de unge synes, politiet gør noget ved det, føler de sig urimeligt behandlet. De synes, at det er en lille smule racerelateret.« Pludselig bliver der stille i gruppen omkring Charlie, der ellers har bralret løs og rastløst er gået til og fra højen.

Alle kigger hen imod en tynd, senet fyr der er dukket op. Selv om han er meget yngre end Charlie, tier den 45-årige mand straks, da den tynde unge mand forlanger at få at vide, hvem Charlie taler med.

Jeg rejser mig op og præsenterer mig.

Der kommer et hårdt drag om munden på den unge mand.

»Hvor vover du at komme her? Jyllands-Posten er selve problemet.« Charlie rejser sig op og stiller sig lidt på afstand. En ring af unge samler sig omkring den unge mand, der stirrer mig direkte ind i øjnene. De andre unge viger ligesom tilbage for at give ham plads. Før havde alle talt i munden på hinanden. Nu tier alle. Kun den tynde unge mand siger noget. Det er tydeligt, at de andre anser ham for at besidde en særlig autoritet.

Jeg spørger til hans mening af den aktuelle situation, men han vil ikke sige noget konkret: »I journalister holder med politiet, Brian Mikkelsen og rockerne. Vi vil ikke have noget med jer at gøre. I er en del af den stat, dernu fører krig mod indvandrere. Men vi har ikke tænkt os at holde os tilbage. Vi bukker os ikke. Du skal være glad, hvis vi bare lader dig slippe herfra. Du må hellere gå nu , før det er for sent. Gå med dig. Og kom ikke tilbage.« Jeg hanker op i mine to tasker, vender mig om og går væk fra højen uden for Mjølnerparken, mens forskellige råb bliver hængende i luften over mig.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg har fået, hvad jeg er kommet efter.»

Jyllands-Postens artikkel «Ingen elsker Danmark nu» av journalist Orla Borg ble publisert 30. august 2009

Artikkelen er en oppfølger av «Dem og os»