Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

Alt skrider, og det betyder, at alting eskalerer, og at kulturkonflikter som ovenstående når som helst kan bryde ud igen. De er latente konflikter, og den næste konflikt bliver værre end den foregående, skriver Kasper Støvring.

Mit seneste indlæg på min blog her i avisen har på kort tid fremkaldt adskillige reaktioner. Jeg må have ramt noget, så lad mig derfor i det følgende prøve at fremstille og udbygge mine synspunkter.

Med de seneste dages skudepisoder har samfundsudviklingen nået nye ekstremer. Politibetjente udfører deres arbejde og udsættes for livsfare på Nørrebro og i Vollsmose. Og der er ingen tvivl om de dystre hensigter. Fyens Stiftstidende interviewede 15/8 en mandlig universitetsstuderende, «Malkit» fra Vollsmose, der kunne fortælle om det dybe had til politiet, der eksisterer blandt indvandrerne i bydelen. Dette massive og allestedsnærværende had blandt såvel unge som gamle må nødvendigvis ende i skudopgør, fortæller den unge indvandrer:

»Vi har våben i Vollsmose. Masser af våben. Maskingeværer, sprængstoffer, pistoler og alle de våben, du overhovedet kan forestille dig. Det er kun et spørgsmål om tid. Når politiet åbner ild, så åbner Vollsmose ild, og så bliver der for alvor kaos og ghettotilstande.« Og de unge indvandrere træner angiveligt allerede i brugen af skydevåben.

Hvad et bandemedlem udtalte til Ekstra Bladet 5/8 – nemlig at børn, kvinder og politifolk risikerer at blive målet for bandernes dødsvold – kan åbenbart ikke længere afvises som opdigtet fanatisme.

Mærker vi kun disse skred i begyndelsen? Vænner vi os til forråelsen? Da jeg skrev min første bog i 2004 om den multikulturelle udvikling hen mod et konfliktfyldt samfund, var et omdrejningspunkt beretningen om et overfald på brandfolk, der ville slukke en ildebrand i Vollsmose.

Tænk: Folk, der kommer for at hjælpe, bliver målet for stenkast! Det var virkeligt chokerende – dengang. For overfald på redningsfolk er almindelige i dag og får knap en notits i aviserne. Og der er sket meget mere i de senere år. Lad mig bare nævne i flæng:

Bandekrig; mordtrusler mod og planer om at myrde dem, der krænker islamiske dogmer; overfald på seksuelle minoriteter; stærk antisemitisme; ghettoer uden for lov og orden; islamisk retspleje (blodpenge og kollektiv skyld); overfald på en universitetsunderviser; attentatforsøg på en tidligere integrationsminister; islamisk delegation med hadkampagne imod eget værtsland; skadefryd over terrorangreb på Vesten; ildspåsættelser på biler og ejendomme; banders visiteringer af almindelige borgere; «drive by shootings»; og så endelig skud mod politiet.

Alting skrider, og det betyder, at alting eskalerer, og at kulturkonflikter som ovenstående når som helst kan bryde ud igen. De er latente konflikter, og den næste konflikt bliver værre end den foregående. Urolighederne i vinterferien sidste år med de mange brandstiftelser blev overgået af bandekrigen.

For der er netop kommet et etnisk element ind i konflikten. Sondringen mellem «dem» og «os» blev helt tydelig, og grupper begyndte at hverve ud fra disse kriterier. Rockerne skrev deres berygtede, men velartikulerede «Sjakalmanifest» med stor sans for konfliktens kulturelle karakter. Det handler også her om identitet.

Manifestet spiller på, at bestemte indvandrere længe har hadet «os», danskernes livsstil og land. «Dem mod os» har altså været kendt længe. Men det alvorlige ved konflikten er, at mange nu vælger side, fordi de kan identificere sig etnisk og kulturelt med en af grupperne. Vi risikerer derfor at få en «os mod dem»-konflikt, som politiet med rette frygter. Det vil nemlig blive en kamp mellem majoriteten og minoriteten.

Disse immaterielle kampe er de farligste. For hvad kan man gøre – ud over en mere effektiv indsats fra politiet og domstolene? Flere penge, mere uddannelse? Næppe. Den universitetsstuderende «Malkit» taler om det uovertrufne sammenhold blandt indvandrerne i Vollsmose, der bekæmper «racismen», og han taler om forældre, der lærer deres små børn at hade myndighederne. Som en af «krigsbrødrene» fra Ekstra Bladets reportage siger: »For os drejer det sig hverken om narko, magt eller andet af det, der har været fremme i medierne.«

Konflikterne handler i højeste grad om sådan noget som ære og stolthed; de har et åndeligt moment i sig og er derfor langt mere sprængfarlige og vanskelige at løse end almindelige sociale problemer. De er kulturelle, ikke sociale kampe. Akkurat ligesom de mange opstande i Paris’ forstæder og under Muhammedkrisen. De har endda en lighed med terror.

Denne selvmorderiske, immaterielle kamp for rent symbolske værdier, kampen for at blive anerkendt, udkæmpes af unge mænd. Det hænger sammen med, at deres testosteronbetingede energier ikke tæmmes, men derimod kanaliseres ind i en ond spiral af hævn og blodtørst. Hashhandel er kun en anledning i den henseende.

Angår konflikten så kun de kæmpende parter? Nej, det kan man ikke sige. Der skal sandsynligvis kun være et lille mindretal, der har viljen til at føre krig, for at gøre civiliseret samliv umuligt for store grupper af mennesker.

Vore dages borgerkrige i vestlige byer har i den forstand ikke grebet masserne, som den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger skrev engang. De er netop «molekylære borgerkrige», men med vidtrækkende konsekvenser. Enzensberger skriver om de indledende faser i den molekylære borgerkrig i bogen «Med udsigt til borgerkrigen»:

»Begyndelsen er ublodig, indicierne er harmløse. Den molekylære borgerkrig begynder umærkeligt, uden generalmobilisering. Lidt efter lidt flyder der mere skrald i gaderne. I parken hober sprøjter og knuste ølflasker sig op. På murene dukker der alle vegne monotone graffiti op, hvis eneste budskab er autismen: de besværger et Jeg, som ikke findes længere. I klasseværelset bliver møblerne smadret, i forhaverne stinker der af lort og urin. Det drejer sig om bittesmå, stumme krigserklæringer, som den erfarne bybo forstår at tyde.

Snart skaffer længslen efter ghettoen sig luft i mere tydelige signaler. Bildæk bliver skåret itu, nødtelefoner gjort ubrugelige med en trådsaks, biler bliver stukket i brand. I spontane handlinger finder raseriet mod det ubeskadigede udtryk, hadet til alt, der fungerer, et had som danner et uopløseligt amalgam med selvhadet.«

Selvhad og selvdestruktivitet – det er karakteristisk, at indvandrernes overfald på myndighederne i sidste instans går værst ud over dem selv og deres egne. Det er de mange lovlydige indvandrere, der rammes af omverdenens fordømmelse, og det er især deres egne områder, der hærges og ødelægges. På en måde kan disse bander ikke sejre, og de gør hele tiden, hvad de kan, for at forværre deres egen situation.

De privilegerede forskanser sig derimod i velhaverghettoer fjernt fra denne suppedas. Men deres flugt er betalt med isolation. De er fanger af deres egen sikkerhed, barrikaderede, som de er, bag høje mure med pigtråd og beskyttede af private vagtværn. Er det ikke den nærtstående fremtid også herhjemme?

Allerede nu forlader flere og flere de betændte kampområder, eller man bliver boende og undlader at ytre sig af frygt for overgreb. I en ny stor undersøgelse af Københavns Politi og Københavns Kommune fremgår det, at op til 95 pct. af tilfældene af vold, trusler, hærværk og chikane aldrig anmeldes.

Disse områder er snart ved at udvikle sig til no-go-zoner uden for almindelig lov, ret og orden. Pressen, nødhjælpen og politiet tøver med at rykke ind, som vi ser i Gellerup, Vollsmose og på det indre Nørrebro.

Der hersker angst, censur, afpresning, ja, selv noget så grænseoverskridende som bander, der opretter visitationszoner. Selvtægten råder, det er «vores» områder, som da grønlændere sidste sommer blev jaget ud af Gellerup af «unge arabere», som det hed (se Århus Stiftstidende 5/7 2008). Etnisk udrensning i lille skala? De er i hvert fald nu «befriede» områder – befriet for lov og orden og almindelig retssikkerhed. Mon ikke banderne også allerede har deres egne sikkerhedspatruljer i disse ghettoer?

Grupper af venstreradikale autonome og uintegrerede indvandrere med muslimsk kulturbaggrund er ved at ødelægge landets større byer. Vi er nogle, der har taget konsekvensen og flyttet på landet. Man skal bestemt have stor respekt for de mennesker, der bliver og forsøger efter evne at gøre noget ved problemerne. Spørgsmålet er bare, hvor længe man vil lade sine børn undgælde for det multikulturelle eksperiment.

Politiet søger med sved på panden at dæmpe gemytterne og henviser til, at der ikke er mere uro end tidligere. Politiets opgave er jo at skabe ro, og her kan retorik være en del af løsningen, og statistik over vold er notorisk vanskelig at tolke på grund af de mange mørketal. Hvad der står tilbage er dette: Der er sket en eskalering udi brutalitet, når selv politiet angribes med skydevåben.

I skrivende stund fortsætter skredet såmænd. Nyhedernes overskrifter vidner om det. De har ordlyd som «Unge kaster sten fra gangbro», «Igen stenkast mod brandfolk», «Heftige kampe på Nørrebro», «Politi: ‘Svært at gardere sig'» og «Cyklist stukket ned på Nørrebro». Midt i det hele er der også en tragikomisk overskrift: «Nørrebro-præst: Ferien er slut».

Ja, velkommen hjem til den molekylære borgerkrig.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Den molekylære borgerkrig II ble første gang publisert i Jyllands-Posten 7. september 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Les også Vi nærmer os den molekylære borgerkrig, som ble publisert i Jyllands-Posten 21. august 2009.