Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

Der findes vel næppe nogen tydeligere manifestation af årtiers fejlslagen integration end landets mange ghettoer. Man behøver bare at sige Vollsmose, Gellerup eller Mjølnerparken, så tænker de fleste på islamisme, vold, kriminalitet og arbejdsløshed.

Det er dybt skammeligt, at man har ladet ghettoerne udvikle sig til nærmest lovløse zoner, og det forklares vel bedst med den berøringsangst, de løgne og det hykleri, som indvandringsproblemet altid har været sovset ind i.

Politikernes ghetto-planer har altid bygget på boligpolitiske og socialpolitiske initiativer, som aldrig vil kunne løse det ekstreme ghetto-problem. Der er allerede spildt adskillige millioner kroner i nyttesløse integrationsprojekter.

Debatten om ghettoerne er med andre ord fyldt med forbistringer, som jeg vil sige lidt om i det følgende.

Politiledelsens svigt

Det er fint nok, at stort set alle partier har foreslået en større politiindsats. Det er i det mindste en begyndelse.

Men hvordan reagerer politiledelsen? Ja, den siger, at mere politi ikke vil hjælpe; vi skal bare tale lidt pænere. Hvis vi omtaler ghettoerne som det, de er, nemlig ghettoer, så skaber vi bare problemer, som Københavns politidirektør, Johan Reimann, har udtalt.

Men det er absurd. For man løser ikke problemer ved ikke at tale om dem.

Det er endnu værre, at politiledelsen synes grebet af apati. Efter endnu en ildspåsættelse i Vollsmose forleden kunne man i hvert fald forstå på vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede, at beboerne i ghettoen ikke altid skal kunne regne med politiets hjælp.

For, som han sagde, “[…] vi må jo vurdere fra gang til gang, om vi har ressourcer nok til at køre derud. Vi er jo ikke naive. Vi oplever jo at ende i et baghold, hvis vi kører derud med for få mand«.

Sådan talte en politichef altså. Konklusionen må være, at vi er ved at få områder uden for jurisdiktion, områder, hvor lovløsheden hærger, fordi staten er ved at miste sit magtmonopol.

Det er faktisk særdeles skræmmende.

Kulturelle problemer

Det allermest forbistrede i ghettodebatten er imidlertid benægtelsen af den elementære kendsgerning, at der ikke er tale om sociale, men derimod om kulturelle problemer. Ghettoerne er nemlig i høj grad muslimske parallelsamfund, hærget af etniske spændinger.

Formanden for samarbejdsudvalget i Vollsmose, Ra Ranunkel, har tidligere opfattet danskernes racisme som problemet. Men han siger nu, at det er danskere, der er ofrene for overfald og bilafbrændinger i Vollsmose, og det er bander med især palæstinensisk og somalisk baggrund, der står bag.

Kort sagt har islamismen vundet frem. Det har også vist sig i etableringen af et parallelt retssystem, hvor imamer agerer som konfliktmæglere. En særlig mellemøstlig retspleje, der indeholder hyggelige ting som afpresning og blodpenge, har i stigende grad forvist dansk retspraksis.

Hvad skal der gøres?

Fordi ghettoproblemet er et kulturelt problem, kan det ikke løses ved hjælp af social ingeniørkunst i form af bedre boliger og flere penge.

Man skal derimod have mod til at fastholde, at dansk kultur nyder forrang. Det vil kort sagt sige, at normerne skal ændres:

Personlig frihed, ligestilling og ytringsfrihed skal anerkendes; man skal tale dansk, og den samme lov skal gælde for alle; og så skal der være langt hårdere straffe i forhold til f.eks. stenkast mod politi og nødhjælp.

Endelig skal man hjælpe dem, der på trods af det sociale pres virkelig ønsker at gøre op med multikulturalismen og blive en del af dansk kultur.

Én ting er nemlig sikkert: Uden kulturel integration vil politikernes ghettoplaner ikke være udtryk for andet end politisk korrekte hensigter.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Forbistringer i ghettodebatten ble første gang publisert i Jyllands-Posten 27. oktober 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.