Gjesteskribent

Av Troels Heeger og Søren Villemoes

Statsministerens åbningstale og oppositionens nyeste udspil markerer en drejning i diskussionen om integration og indvandring. Nu handler det om ghettoerne – alle disse zoner rundt omkring i landet, hvor vi de seneste år har set en gradvis udvikling mod øget retsløshed, hård kriminalitet, bandegrupperinger, parallelsamfund, social kontrol, arbejdsløshed og naturligvis en særlig høj koncentration af etniske minoriteter. Velkommen til indvandringsdebatten 2.0.

Det er på tide, at disse problemer kommer øverst på den politiske dagsorden. Og det kan undre, at det først rigtig sker nu, da faresignalerne længe har været svære at overse. Kampen om ghettoerne og den lange vej mod at få disse områder integreret i det øvrige samfund bliver lang og hård. Men det vil blive en helt anden slags politisk kamp, end den der foregik i 1990erne og starten af 2000erne om flygtninge og indvandring. Denne gang vil centrum-venstre ikke i samme grad forfalde til ligegyldige semantiske kampe om den rette anvendelse af ord, men i stedet være klar på at tage vor tids største socialpolitiske udfordring alvorligt. For det er det, der er tale om. Denne gang vil det ikke blive lige så let for de borgerlige at kapre dagsordenen. Hvis S-SF kan formå at holde styr på baglandet (og det vil vise sig), så vil vi se et helt nyt og meget anderledes kapitel i integrations- og værdipolitikken.

Og det er der brug for. For det er ikke småting, vi står overfor. Her er et lille overblik over et par af problemerne.

Ingen lov og orden

I visse ghetto-kvarterer i landet er den almindelige lov og orden næsten sat ud af kraft. I et kvarter som Vollsmose har politiet nærmest givet op. Næsten hver gang der er en brand derude, og det er der tit, bliver brandbilerne overdynget med sten. Det betyder, at politiet er nødt til at ekskortere brandbilerne. Men det er samtidig forbundet med fare, hvis politiet dukker underbemandet op. Alene i sidste uge, efter flere dages voldelige uroligheder mellem forskellig kriminelle grupper, droppede man helt at dukke op til en anmeldt brand. Som vagtlederen på centralen sagde:

De må have lov at brænde deres område derude ned. (…)Vi er jo ikke naive. Vi oplever jo at ende i et baghold, hvis vi kører derud med for få mand.

Og endnu mere foruroligende, så er anmeldelser om skudepisoder nu heller ikke garanteret udrykning:

Vi må tænke på vores egen sikkerhed, vi har jo ikke 50-100 mand. Så når der kommer meldinger om skud, så må vi afveje, om vi skal rykke ind alt efter, hvor mange ressourcer vi har.

Hvorfor så mange unge i ghettoen går efter ordensmagten (og skoler og børnehaver), kan være svært at forstå. Det enkelte menneske kan have sine egne grunde, og at isolere enkelte variabler, men noget tyder på, at der også er ret banale og foruroligende ting på spil. Her er, hvordan anonyme kilder internt i den fynske ghetto ser det ifølge Fyns Stifttidende:

Bøgetorvet og Bøgeparken er reelt et lovløst område, hvor en større gruppe af primært palæstinensere bedriver åbenlyst kriminalitet, som f. eks. narkohandel. Børn og unge bliver ligefrem betalt af kriminelle for at kaste sten, flasker og molotovcocktails efter politiet for at holde ordensmagten væk. Det sker ofte under veltilrettelagte aktioner, hvor det er umuligt at identificere stenkasterne.

Alt sammen sker i en åbenlys udfordring af myndigheder: Vi er stærkere end jer.

Om ovenstående citat er sandt, og hvor meget det dækker, er svært at sige. Men det er korrekt, at det er noget nær umuligt at adskille hærværket og volden mod ordensmagten fra den øvrige kriminalitet i de danske ghettoer. Direkte betaling for udførsel af hærværk er muligvis ikke repræsentativt for samtlige områder i landet, hvor lignende finder sted, men det er en del af en kriminel kultur, der dyrker foragten for myndighederne, og hvor man konstant søger at udvide grænserne for, hvad man kan slippe af sted med. Mange af de unge drenge ser op til de ældre i banderne, og stenkast/brandstiftelse bliver en måde at vise sit værd på.

Derudover melder politiet, at antallet af politianmeldelser fra visse ghettoer er stærkt faldende. Og det skyldes vel at mærke ikke nødvendigvis, at kriminaliteten er faldende, men i lige så høj grad at der opstår parallelle retsinstanser. Det er ikke unormalt, at man går til den lokale imam, eller den lokale bandeleder for at få løst sine problemer. Den lov og orden, som vi normalt tager for givet i det øvrige samfund, er mange steder de facto ikke-eksisterende, og forbrydere slipper uden straf, hvis de blot befinder sig de rigtige steder i landet.

Etniske konflikter

De danske ghettoer er blevet ynglesteder for etniske konflikter. Mens vi i det øvrige samfund ser en generel positiv integrationsudvikling med en konstant faldende racisme, hvor andengenerationsindvandrere i højere og højere grad bliver en del af det danske samfund, får uddannelse og arbejde, så ser vi samtidig en øget ghettoisering andre steder, hvor visse kvarterer i stigende grad opdeles ud fra etnicitet, og hvor spændingerne mellem etniske grupper stiger. Når antallet af indvandrere når en hvis andel, ser man, at etniske danskere flygter fra kvartererne, der således bliver mere og mere strømlinede. Det er en kognitiv fejl at bilde sig selv ind, at ghettoerne er noget mangfoldigt. De er alt det modsatte, nemlig i stigende grad ensrettede kvarterer, hvor der bliver mindre og mindre plads til forskellighed.

De sidste år har vi set grønlændere, der stenes ud af Gellerup og må genhuses af kommunen. Og for nylig er der, de tilbageværende etniske danskere i Vollsmose, der nu åbent taler om, at de befinder sig i en etnisk konflikt, hvor de er de forfulgte. Det er udtalelser, der vel at mærke ikke er omkostningsfrie. De etniske spændinger stiger, mens kritikere i kvartererne holdes nede gennem vold og trusler. Der findes også racisme og hate crimes i det øvrige samfund, akkurat som der findes brandstiftelse, bandekriminalitet og stenkast andre steder. Men i de danske ghettoer ser man alle disse fænomener samlet i én nedadgående spiral.

Undertrykkelse af kvinder, homoseksuelle og afvigere

De store tabere i denne udvikling er kvinder, homoseksuelle og i det hele taget folk, der afviger fra ghettoens norm. Forfølgelsen og udstødelsen af homoseksuelle i de danske ghettoer er et kendt problem, om end det desværre ikke er tilstrækkeligt belyst. En forening som Sabaah gør et prisværdigt arbejde for at hjælpe homoseksuelle muslimer. Diskretionen og anonymiteten, der præger foreningen, viser dog, at det bestemt ikke er uden problemer.

Samtidig viser de sidste tre års erfaringer med en direkte strategi til bekæmpelse af æresrelaterede forbrydelser, at dette også er et omfattende problem, der især går ud over kvinderne. Der er tale om unge piger, der holdes indespærret, så de ikke kan komme til skolefester, se deres kæreste, eller blive skilt fra deres mand; Vold begået mod dem, fordi de har bragt vanære over familien, eller decideret tvang i forbindelse med ægteskab og lignende. Siden strategien blev iværksat i 2007, har man hvert år siden da kunne sætte ny rekord i antallet af henvendelser. Om det afspejler en stigning i antallet af æresrelaterede forbrydelser, eller snarere en stigning i bevidstheden om, at man kan bekæmpe det, er svært at sige – forhåbentligt er der tale om sidstnævnte!

Klansamfund og religion

Den vigtigste faktor i alt dette er ikke religion, som mange på højrefløjen ellers anser som roden til det hele. Den mest afgørende faktor, udover almindelige sociale forhold som arbejdsløshed, sprogkundskaber, uddannelse osv., er klankultur. At de unge drenge får lov til at passe sig selv på gaden, mens deres søstre holdes under tæt opsyn og kontrol, er typiske karaktertræk i samfund, hvor klanen er den dominerende samfundsbærende institution.

Det er disse klanstrukturer fra Mellemøsten, Nordafrika og dele af Asien, som vi nu har fået etableret i de danske ghettoer. Et sted som eksempelvis Mjølnerparken på Nørrebro er generelt styret af en lille håndfuld familier. Det er klanen, familien, der er den afgørende samfundsstruktur i de danske ghettoer, og en af de primære grunde til at problemerne er nået derud, hvor vi finder dem i dag. Samtidig er man endt i den paradoksale situation, at det er de selvsamme klanstrukturer, der har nøglen til at løse mange af dag-til-dag-problemerne.

Men man kan ikke ignorere, at religion også spiller en rolle – om end ikke helt i samme grad. Religionen bliver mest brugt som en overordnet ramme, hvor autoritet og tilhørsforhold kan defineres ud fra. Men vi har også set religionen anvendt som en måde at udpege fjender på, udøve social kontrol og i visse tilfælde som en legitimering af vold. F.eks. var den legendariske Gellerup-imam Raed Hlayhel berygtet for at opsøge folk i deres hjem, hvis de ikke var dukket op til fredagsbøn, holde tæt øje med, om de unge piger gik med tørklæde og i det hele taget implementere sin fortolkning af islam gennem sit netværk af unge håndlangere.

I sidste uge så vi et forfærdeligt eksempel i Vollsmose, hvor en radikal imam åbenbart anklages for at have opildnet til et voldeligt overfald mod et ungt par, hvor den ene var sunni og den anden shia. Og det er ikke mere end en måned siden, at formanden for afdelingsbestyrelsen i Nordbyen i Slagelse måtte flygte under politieskorte ud af ghettoen, fordi bestyrelsen havde foreslået, at man lukkede et bederum i baglokalet til et lokalt pizzeria. Her blev boligforeningens lokaler brændt ned af ukendte gerningsmænd, og medlemmerne af bestyrelsen blev udsat for trusler, hvorefter de trak sig.

En ny politik

Nu er ghettoer endelig kommet op på den politiske dagsorden. Og her skal vi nok vænne os til, at de bliver i mange år frem. For det er ærlig talt svært at se, hvordan man kommer ud af de problemer, vi befinder os i, og det er også svært at forestille sig, at det ikke kommer til at blive værre, før det bliver bedre. Selvom VK-regeringen gerne har villet fremstå som konsekvente hardliners i kampen om lov og orden, for integration og mod parallelsamfund, så har man ganske enkelt ladet bekæmpelsen af ghettoer sejle sin egen sø. Regeringen igangsatte en plan for at bekæmpe ghettoiseringen i 2004, men den har ikke haft nogen effekt. Det har kun handlet om symbolpolitik. Reelt er der intet sket.

For at det ikke skulle være nok, så lukkede man Boligministeriet i 2001, og har ikke haft nogen politik på boligområdet siden da. Det er en skandale. Ghettoerne kan ikke kun bekæmpes med bulldozers og politibetjente alene. Det kræver også en sammenhængende landsdækkende boligpolitik.

Det er opløftende at se S-SF være fremme i skoene på dette område (om end centrum-venstre burde have været tidligere ude). Det er en vigtig kamp for de svageste i samfundet. På venstrefløjen trækkes vi desværre stadig med det efterhånden belastende slæng af semantiske lykkeriddere, der ikke har andet at byde på end det gamle, slidte socialkonstruktivistiske ævl fra 1990erne, hvor man tror, at hele verden består af ord og betegnelser, og at man kan løse komplekse sociale problemer ved at tale lidt anderledes om den. Dette indlæg i Information er endnu et pinligt eksempel på, hvad man er op imod af overfladisk studentikos-sludder fra de kanter. At juristen fra Rungsted Johan Reimann, der har jobbet som politidirektør i København hopper med på samme vogn, er uforklarligt.

Når ressourcestærke borgere ikke gider bo i ghettoen, skyldes det ikke, at man kalder det en ’ghetto’, men at det rent faktisk er en ghetto. Folk er ikke dumme. Og man kan ikke løse de her problemer med newspeak.

Troels Heeger er cand.mag, frilansskribent og tidligere ministeriell embedsmann. Søren K. Villemoes er cand.scient.pol. og frilansskribent. I tillegg har han en BA-grad i religionsvitenskap og har arbeidet som redaktør for det politologiske tidsskriftet Politik. Sammen har de bloggen Konflikten i Jyllands-Posten og en selvstendig nettside med samme navn, der de bedriver konfrontatorisk og humoristisk kulturkritikk.

Artikkelen Næste stop: Ghettoen ble første gang publisert i Jyllands-Posten 14. oktober 2010, og er gjengitt i sin helhet med forfatternes vennlige tillatelse