»Over alt i de belastede boligområder i Danmark er der de samme problemer: Mangel på integration. Parallelsamfund. Stærkt undertrykkende kvindesyn. Negativ holdning til det danske samfund. Klaner. Vold som konfliktløsning. I andre vestlige lande er det helt samme mønster, med samme fornægtelse af kulturens og værdiernes betydning for problemerne. Det skorter ellers ikke på dokumentation.«

Bydelen Vollsmose i Odense blev natten til tirsdag præget af voldsomme optøjer. Skadestuen på Odense Universitetshospital blev angrebet af omkring 70 mænd bevæbnet med køller. Ambulancer og politibiler blev ødelagt. To indvandrergrupper var i krig. De voldsomme uroligheder fik i går tre ministre til at besøge Odense for at drøfte problemerne med byens borgmester Anker Boye og afholde et fælles pressemøde.

Forud for mødet erklærede boligminister Carsten Hansen, at nu skal man gå på to ben. Politiet skal slå hårdt ned på ballademagerne. Og der skal der være en stærkere social indsats. Samme tankegang prægede pressemødet. En frygtelig følelse af deja-vu greb mig, da jeg fulgte pressemødet.

Jeg var tilbage i 1990erne og til møde på boligminister Jytte Andersens kontor sammen med flere andre medlemmer af regeringen. Emnet var urolighederne i Vollsmose. Fra Odense deltog borgmesteren – Anker Boye. Nu skulle vi gå på to ben – kriminaliteten skulle bekæmpes konsekvent, og der skulle laves en stærkere social indsats. Der var sat 200 millioner kroner af til formålet.

Minderne førte mig videre tilbage til 1993 til møde på indenrigsminister Birte Weiss’ kontor sammen med flere andre ministre. Emnet var urolighederne i Vollsmose og andre belastede boligområder. Odenses ny borgmester hed – Anker Boye.

Der var sat en masse penge af til en politik på to ben.Det samme gentog sig i 2000. Nye uroligheder. Flere penge. Gå på to ben. Men man kom aldrig til bunds i problemerne, fordi man ikke ville forstå deres årsag.

Man forsøgte hele tiden, at gøre det til et spørgsmål om nogle ganske få med sociale problemer og kriminel adfærd. Man ville ikke se i øjnene, at det handlede om, at en betydelig del af indvandrerne ikke var integrerede i det danske samfund. For eksempel viste undersøgelser i 1990erne, at kun omkring 20 procent af indvandrerne følte sig som danske. Og det var de godt tilfredse med. De havde aldrig forestillet sig, at de skulle tilegne sig danske værdier. Tværtimod var der mange eksempler på, at forældrene gik højt op i, at deres børn ikke blev for danske. Indvandrerne dannede i stigende grad parallelsamfund præget af normer og kultur fra oprindelseslandet. Det blev ofte forbundet med en ligegyldighed eller sågar had og foragt overfor vestlige normer og kultur. En holdning der sænkede barren i forhold til asocial adfærd og kriminalitet.

Men det måtte man ikke tale om på ministerkontorerne.

Jeg husker mødet hos Jytte Andersen. Skulle vi ikke tage fat i problemet med de tosprogede elever, som senere fik svært ved at få en uddannelse? Men det blev totalt fejet til side. Undervisningsministeren, der hed Margrete Vestager, svarede, at hun overhovedet ikke kunne se, at det var et problem. Det var kun en fordel, at børn havde to sprog. I 2001 blev det for meget for befolkningen. Den gav flertallet til VKO, og der blev strammet gevaldigt op på udlændingepolitikken.

Antallet af indvandrere, der kom til Danmark faldt betragteligt. Der kom langt færre asylansøgere og familiesammenførte. Og det var af stor positiv betydning for integrationen. Men det har fortsat været svært at tale åbent om de kulturelle barrierer for integration.

Resultat er, at problemerne vokser. I Danmark er 14 nye boligområder over hele landet nu er ved at udvikle sig til ghettoer. Definitionen er høj andel af indvandrere, arbejdsløse og kriminelle. I forvejen er der 28 ghettoer.

Over alt i de belastede boligområder i Danmark er der de samme problemer: Mangel på integration. Parallelsamfund. Stærkt undertrykkende kvindesyn. Negativ holdning til det danske samfund. Klaner. Vold som konfliktløsning. I andre vestlige lande er det helt samme mønster, med samme fornægtelse af kulturens og værdiernes betydning for problemerne. Det skorter ellers ikke på dokumentation.

I rapporten Om at være muslimsk kvinde i Danmark fortæller en stribe kvinder om omfattende social kontrol, vold, kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber, flerkoneri og barnebrude. Forholdene i Sverige er beskrevet i en rystende rapport på 1.000 sider om æresrelateret undertrykkelse og vold i Stockholm. I Storbritannien er der udgivet bunker af dokumentation fra tænketanke som Centre for Social Cohesion og Policy Exchange.

Forskere som Magnus Randstorp, Aje Carlbom og Maria Bäckman har hver for sig givet nedslående indblik i svenske parallelsamfund. I Tyskland har forskere fra Niedersachsen lavet en meget omfattende undersøgelse af voldelig adfærd i forskellige grupper. Seran Ates og andre med indvandrerbaggrund har givet beskrivelser af miljøet set indefra. De er alle sammen grundigt omtalt i Islams magt, som jeg har skrevet sammen med Ralf Pittelkow.

Den omfattende dokumentation for sammenhæng mellem kultur og adfærd havde dog mildt sagt ikke sat sit præg på pressemødet i går.

Pressemødet blev tværtimod en gentagelse af de afmægtige floskler, som jeg kun kender alt for godt. Denne gang blot i en endnu mere grel udgave. Det sidste hænger sammen med, at regeringen ikke har nogen penge til at finansiere nye projekter. Det har i og for sig den fordel, at man ikke smider skatteydernes penge ud på noget, som stort set er virkningsløst, men bare skal se ud af noget. På den anden side betyder det, at politikernes rådvildhed bliver endnu mere ubarmhjertigt tydeligt. Pressemødets politikere havde reelt intet nyt at byde på. Det er ikke tilfældigt, at den mest anvendte vending var, at »det skal vi have kigget på«. En vending der reelt betyder, at man ikke har noget konkret men nødig vil indrømme det.

Men politikerne slap nådigt fra pressemødet. De blev ikke konfronteret med virkeligheden i Vollsmose. For det første holdt de sig langt væk fra området. For det andet konfronterede ingen dem med den opfattelse af situationen der ude, som er kommet fra besindige velintegrerede indvandrere.

Det gælder eksempelvis udtalelser fra Mohammed Mansour, socialdemokratisk medlem af Odense Byråd, der har boet i Vollsmose i 25 år: »Når det gik så galt, så skyldes det, at vi trods masser af projekter ikke har haft held med at integrere de unge« (jp.dk).

Bag de dramatiske begivenheder i Odense ligger de bredere problemer med indvandringen. Jo større indvandring af folk, der er vanskelige at integrere i det danske samfund, jo sværere bliver den slags problemer at håndtere.

Regeringen har nu åbnet for øget tilstrømning fra ikke-vestlige lande, så der er udsigt til flere problemer, som den skal »kigge på« i fremtiden.

Artikkelen sto opprinnelig på trykk i Berlinske Tidende 23. august 2012, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂