Gjesteskribent

Av KASPER STØVRING

Den aktuelle dom imod kors i de italienske skoler, undladelsen af at skrive kristendommen ind i forfatningen og kriminaliseringen af nationale loyaliteter er alt sammen udtryk for en uheldssvanger tendens i EU-systemet: Forsøget på at udjævne de nationale kulturer.

Lad os tage udgangspunkt i Morten Messerschmidts udmærkede kronik i avisen. Ifølge EU-parlamentarikeren er det hverken de europæiske landes befolkninger, regeringer eller de nationale domstole, men derimod dommerne i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der er «vor tids mest magtfulde europæere.»

Det er alene dommerne, der fortolker europæernes rettigheder. Og det gør de ikke godt: Menneskerettighedskonventionen indskrænker det frie ord. Dertil kommer, at EU-systemet registrerer og straffer «intolerance» og «racisme» bl.a. ved hjælp af domstolen, Europarådet (ECRI) og Overvågningscentret for Racisme og Fremmedhad. Det er ikke objektivt, det er politisk korrekthed, så det er til at brække sig over.

I EU-systemet straffes man altså for at udtrykke tilknytning til og værdsættelse af sin egen nationale kultur. Det strider jo imod hele EU-projektet. Som kronikøren skriver, kastes alt, hvad der hedder kulturarv over bord:

«[Det gør] ingen forskel, om du er kristen, muslim eller buddhist. Mennesket skal befries fra alle bånd – det være sig religion, historie, kultur eller nationalitet. Og derved passer ideologien som hånd i handske med konventionens verdensbillede. Alt er i tolerancens navn lige.»

Lad mig prøve at udgrunde det lidt nærmere.

Mangfoldighed?

Den europæiske union er på mange måder et hus i splid med sig selv. På den ene side arbejdes der for «en stadigt snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk», som det hedder i forskellige traktater. På den anden side formuleres, især af EU-kommissionen, en anerkendelse af nationernes kulturelle forskellighed under overskriften «Forenet i mangfoldighed».

Men naturligvis bliver kulturelle og religiøse forskelle ikke for alvor anerkendt: Så ville EU-projektet også bryde sammen.

I den syndflod af traktater, chartre, initiativer og programmer, som udgår fra EU, er der nærmere beset udelukkende tale om en betoning af de europæiske borgeres fælles værdier. Og fordi europæerne deler disse «universelle» værdier, kan Europa betragtes som en enhed.

I praksis ønsker EU-institutionen gennem betoningen af disse værdier undgå kulturkonflikter. Tag bare de fælles værdier, der oftest nævnes, såsom tolerance og solidaritet. De er i sig selv svangre med konflikt. For hvor går grænsen for, hvilke modsætninger, der skal tolereres? Og hvor går grænsen for, hvem man skal være solidariske med?

EU fokuserer altså på harmonisering, konsensus og kulturel udjævning snarere end på forskelle og konflikt. Når kultur er så værdifuld for EU, skyldes det jo blot den misforståelse, at den kan bruges til at opdrage borgerne til at få en fælleseuropæisk identitet.

Det skulle angivelig ske ved hjælp af forskellige symboler og gennem deltagelse i sådan noget som kulturfestivaler og koncertarrangementer. Kultur er «åndelighed», forstår man, og uanset om man er kristen, muslim, ateist eller humanist er man først og fremmest «menneske».

Det vil sige, man har et etisk-religiøst værdigrundlag, der lykkeligvis er sammenfaldende med Europas «etiske og åndelige værdier og kilder», som det hedder i EU’s Menneskerettighedscharter.

Udgrænsning af konflikter

Så er der mere redelighed hos den tyske kulturkritiker Karl Heinz Bohrer, der bl.a. i essayet «Europrovinzialismus» på sin egen måde har gjort op med EU’s falske konsensus og floskuløse snak om kulturelle forskelle samt udgrænsning af de konflikter, der følger med en reel (an)erkendelse af de kulturer, der altid har præget de europæiske nationer.

Bohrer vender sig mod forestillingen om, at de kulturelle forskelle internt i Europa er ved at forsvinde som følge af den politiske og retslige integration. Bohrer formulerer en dyb skepsis over for selve forudsætningerne for en europæisk union.

EU-forestillingen udgår ikke fra «konkrete sociale, politiske og kulturelle betingelser i de europæiske stater, men fra en vag forestilling om kontinentets ‘kulturelle’ enhed», skriver Bohrer.

Snarere end om en integration af forskelle er der tale om en tiltagende uvidenhed om kulturelle forskelle. Denne uvidenhed er primært foranlediget af fænomener som masseturisme, informationsteknologi og teknokratiske uddannelser med deres manglende sprogkendskab.

Udjævning af kulturerne

Det er ifølge Bohrer netop gennem det litterære sprog, maleriet og skuespilkunsten, at man lærer kulturerne at kende. Og på det område er kulturerne stadig nationale, ikke europæiske. Der er altså tale om en helt anden radikal forståelse af «åndelighed». Bohrer konkluderer sine betragtninger med en – for en konservativ intellektuel – karakteristisk organisk metaforik. Han skriver:

«Således kan man ikke abstrahere fra, at der i de inderste nervecentre i de kulturelle nationer dominerer nogle psykisk-mentale elementer, som altid vil etablere en uendelig afstand til Europa.»

Der vil altid vise sig nogle «grænser for forståelsen», og denne grænse er de nationale kulturers uoverskridelighed. Europrovinsialisme indebærer derfor «en ren teknokratisk opfattelse af sammenføringen af det politisk og kulturelt endnu ikke sammenførlige».

Af samme grund drejer den europæiske integration sig for Bohrer om «en slags utopisk social ingeniørkunst, efter hvis målestok de famøse højhuse blev bygget.» Her henviser Bohrer til de højhuse, som i de vesttyske storbycentre jævnede de gamle bymidter med jorden.

Et slående billede på EU’s udjævning af de gamle europæiske kulturnationer.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen EU udjævner de nationale kulturer ble første gang publisert i Jyllands-Posten 13. november 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.