Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

Den spændende udvikling i Schweiz med folkeafstemningen, der førte til forbuddet mod minareter, giver anledning til nogle betragtninger over, hvad det vil sige at bevare den kernekultur, der bærer et vestligt land.

Ud over fra det hellige triumvirat af FN, EU og selvfølgelig islamister, der aldrig ville tillade kristne kirker i muslimske lande, har der været en lang række indvendinger fra kendte personer herhjemme.

Den liberale politiker Simon Emil Ammitzbøll har set forbuddet som et anslag mod ytrings- og religionsfriheden, som en knægtelse af den kulturelle mangfoldighed og som udtryk for en sammenblanding af islam og islamisme. Tøger Seidenfaden har kritiseret forbuddet som et anslag på det liberale demokrati, som vidnesbyrd om intolerance og ekstremisme, og han frygter et civilisationernes sammenstød. Endelig har Uffe Ellemann kritiseret forbuddet som stridende med internationale konventioner, som udtryk for fordomme og højreradikales mobilisering af fremmedfrygt, og han har fremført det synspunkt, at folkeafstemninger undergraver demokratiet.

Der har også været forsvarstalere. Jesper Langballe ser forbuddet som forsøg på at inddæmme terrornetværk, undgå støjforurening samt modvirke islamisering af Vesten. Søren Pind roser decentraliseringen imod det politiske formynderi, han ser valget som udtryk for folkelig selvbestemmelse, netop som et frit valg og som borgernes forsøg på at bevare den nationale kultur, de holder af, og han kritiserer den udemokratiske domstolsmagt.

Lige anerkendelse?

Der findes imidlertid et dybere, mere langsigtet perspektiv, jeg gerne vil bringe på banen. For det handler jo også om kultur, om den forskelsbehandling, der kommer af, at kristendommen nyder forrang i de vestlige lande (i Danmark indskrevet i selve Grundloven). Danmark vil ophøre med at være Danmark, og Vesten vil ophøre med at være Vesten, hvis vi ikke bevarer den kernekultur, hvortil kristendommen, og altså ikke islam, hører.

Jeg plejer at stille spørgsmålet således: Skal den demokratiske stat give lige anerkendelse til den mangfoldighed af kulturer, der befinder sig inden for dens grænser, uanset disse kulturers karakter, virkninger og præstationer?

Hvis vi relativerer landets traditionelle kernekultur og alene bekender os til en forfatning med en masse rettigheder, risikerer vi så ikke at reducere de demokratiske idealer om lighed og frihed til lige netop dét, altså tomme idealer?

Som blotte abstraktioner har de næppe kraft til at sikre statens stabilitet og borgernes følelse af samhørighed. I krisesituationer kan det komme for en dag. F.eks. under økologiske eller økonomiske kriser eller når ytringsfriheden for alvor kommer under pres eller under terrorangreb. Et varsel er de borgerkrigslignende tilstande i multikulturelle zoner mange steder i Vesten.

En demokratisk orden er kun formel

Man skal huske på, at en demokratisk orden kun er formel. Den kan derfor vanskeligt tilfredsstille folks følelsesmæssige behov for at høre til et substantielt fællesskab, en folkelig kulturnation.

Borgerne må også have følelser over for deres medborgere, samfund og stat; fornuft er ikke nok, hvilket det i folkelig forstand fejlslagne EU-projekt leverer erfaringsbevis på, jf. den manglende opbakning og kendskab til forfatningen, symbolikken og endda parlamentarikerne.

En nation giver faktisk mulighed for en reel positiv anknytning, altså præcis det, der slet ikke tages hensyn til hos de mange anti-nationale fortalere for ligestillingen af alle kulturer i mangfoldighedens navn. Den nationale kultur, med dens flag, sange, hellig- og mærkedage, er virkelig i modsætning til en generel forfatningstekst med dens lighedsidealer.

Vi må altså besinde os på følgende: Et levedygtigt fællesskab er båret af en lang tradition og baserer sig på håndgribelige og nære ting som et moders-mål og tilknytning til et fædre-land. Hertil hører selvfølgelig også de fysiske manifestationer, som kirker er, og de traditioner, de er ramme om. Principper alene holder ikke sammen på staten og folket.

Et demokrati svæver ikke i luften, men må være forankret i en kultur med fælles normer. I et demokratisk samfund må der eksistere indre moralske bånd imellem borgerne. Kun på den måde kan de acceptere, at der er grænser for deres frihed, at den enes ret er den andens pligt.

Demokratiet er afhængig af kultur

Demokratiet er med andre ord afhængig af en kultur, som demokratiet ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe, men tværtimod tærer på som en ressource.

Det sker, når borgerne påbydes at relativere deres egen nationale kultur i mødet med andre kulturer, at give fremmede samme rettigheder og i det hele taget gøre deres pligt og tolerere det, de ikke bryder sig om.

Tolerance kommer jo ikke af Seidenfadens og Ellemanns moralske appeller og kritik af svinehunden i et befolkningsflertal.

Kristendommens kulturelle betydning

En historisk betingelse for, at de frie samfund kunne opstå var, at der fandtes borgere, der endnu var bundet sammen i en fælles kultur, hvor ikke mindst religionen spillede en stor betydning.

Man kan tænke på de puritanske fællesskaber, der slog sig ned i New England og grundlagde verdens første og stærkeste demokrati, det amerikanske.

Det vedrører et paradoks: De liberale demokratier er ikke selvbærende og har i grunden aldrig været det. Forud for deres grundlæggelse fandtes individer, der var bundet sammen i et stabilt religiøst fællesskabsliv, der udsprang af før-moderne og ikke-liberale traditioner som de protestantiske.

Dette var noget, som blev forudsat af de amerikanske forfatningsfædre. Det understreger blot min pointe, at det er kulturelle normer, der binder borgerne sammen og motiverer dem til at arbejde sammen om det fælles bedste.

Det er ikke abstrakte lighedsidealer, internationale konventioner eller politikere og meningsmageres våde drømme om en multikulturel utopi.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Minaretsforbuddet og kampen for den vestlige kultur ble første gang publisert i Jyllands-Posten 3. desember 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.