Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

At der hersker en stærk sammenhængskraft i Danmark, har at gøre med vores levende civile foreningsliv. Det er ikke nemlig velfærdsstaten, der skaber sammenhængskraft, hvilket politikere er tilbøjelige til at glemme.

Herom senere, men først lidt om den civile orden her til lands.

Den nationale kultur

Danskerne er et folk, der er dybt forankret i en national kultur. Det vil sige, at de i generationer har levet sammen på bestemte måder på et bestemt territorium og inden for rammerne af den samme stat.

Den fælles historie har præget borgerne med nogle samlende moralske værdier, sociale erfaringer og indforståede kommunikationsformer, og denne fælles kultur har fremmet en loyalitet, der er grundlaget for det liberale medborgerskab.

Det bevaringsværdige ved den danske nationale loyalitet består i, at den hverken er totalitær, abstrakt eller politisk dikteret som f.eks. den tidlige tyske nationalisme og den franske.

Det utvungne fællesskabsliv

At de gensidige bånd mellem danskerne har været civile i deres form, har skabt fundamentet for et utvungent fællesskabsliv, der i høj grad har karakter af at være uformelt og ikke-selvhævdende.

Den nationale loyalitet er nemlig ikke en ideologisk eller religiøs ordning, men bygger derimod på samhørighed i det civile liv, på medborgerlige relationer og kulturel identitet.

Denne type loyalitet skaber et frisind over for forskelligheder og giver rum for privatlivets fred samt for den mangfoldighed af små samfund, der karakteriserer det medborgerlige liv i en nation som Danmark: det, den franske forfatter Alexis de Tocqueville med henblik på en anden stærk nation, nemlig den amerikanske, kalder «small platoons» i sin bog om demokratiet i Amerika fra 1830;erne.

Med disse små samfund menes bl.a. klubber, foreninger, menigheder, familieforetagender og forskellige velgørende aktiviteter.

Tocqueville skriver i sin bog, at demokratiet i Amerika opretholdes af geografien, lovene og sædvanerne, hvor de sidste altså er de mest betydningsfulde. Hermed menes «hjertevaner», opfattelser og holdninger, altså et særligt sindelag: «Et folks samlede moralske og intellektuelle forfatning».

Samtidig bygger den nationale loyalitet på et demokratisk engagement i fælles anliggender og på borgernes forventning om stor indflydelse på staten.

Dette gælder for alle lande, hvor der findes en positiv nationalfølelse i befolkningen, men Danmark i særdeleshed, hvorfor jeg bruger Danmark som et forbilledligt eksempel.

Det folkelige fællesskab

I Danmark er det nationale engagement historisk kommet til udtryk i et velorganiseret og selvbevidst folkeligt fællesskab.

Det har bl.a. været centreret omkring andels-, idræts-, husmands-, bonde- og arbejderbevægelserne, det grundtvigske højskoleliv samt frikirke- og friskolelivet.

En afgørende faktor for dannelsen af sammenhængskraft er den frivillige organisering.

Idrætsbevægelsen i Danmark har f.eks. ført til bygning af de store sportshaller i især 1960;erne og 1970;erne. Den har været vital for etablering af fælles mødesteder og dermed for udvikling af gensidig tillid.

Vidt forskellige mennesker samledes i fælles samarbejde om et kollektivt gode; de brugte masser af tid og penge for at skabe goder, vi i dag tager for givet.

Staten kan hæmme sammenhængskraften

Pointen her er bl.a., at det ikke er staten, der skaber sammenhængskraften.

Tværtimod kan staten medvirke til at hæmme den. Når f.eks. idrætsforeningerne gøres afhængige af offentlig støtte ødelægges i tiltagende grad ildsjælenes spontane lyst til at skabe fælles goder på frivillig basis.

Motivationen daler, når staten medfinansierer og indfører bureaukrati; det lokale samarbejde om at opbygge «vores» hal går til grunde – og dermed også borgernes ansvarsfølelse og civile engagement i det frivillige organisationsliv.

Det samme gør sig gældende, hvis frivillige hjælpeorganisationer bruger professionelle, betalte indsamlere. Offentlige subsidier medvirker, kan man i høj grad frygte, til at nedbryde den form for sammenhængskraft, der udvikles decentralt i det civile samfund.

Risikoen er, at der udvikles statslig kontrol, og desuden er det bureaukratisk og omstændeligt at udfylde papirer til det offentlige.

Hjælp til selvhjælp

Frivillighed bygger på hjælp til selvhjælp og glæden ved at se frugten af eget arbejde; af samme grund er der en stor risiko for at blive købt, omklamret og forstået ihjel af staten.

De frivillige organisationer viser vilje til autonomi og modstand mod umyndiggørelse. Hvis de frivillige bliver for afhængige af det offentlige forsvinder forestillingen om, at de kan og vil selv.

Offentlige rammer, sagsgange, rutiner, procedurer og regnskabs- og budgetsystemer kan kort sagt kvæle de frivillige med det resultat, at iværksætterånden forsvinder.

Det er værd at minde om i en velfærdsstatsdyrkende tid.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har bloggen Kulturkritik i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Foreningslivet skaber sammenhængskraft ble første gang publisert i Jyllands-Posten 26. oktober 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.