Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

I mine to seneste indlæg skrev jeg, at sammenhængskraft bliver til i det civile samfund og især i foreningslivet, der er så stærkt i Danmark. Det er ikke velfærdsstaten, der skaber sammenhængskraft – selv om mange mener det, og selv om det er et omstridt emne i forskningen.

De lande, der har den højeste grad af sammenhængskraft (tillid, social kapital) er især de nordiske velfærdsstater. Herfra slutter mange, at velfærdsstaten skaber en stærk tillidskultur ved hjælp af uddannelse og omfordeling. Lighed = tillid, hedder ligningen.

Tilsvarende kan staten skabe de rigtige rammer for opbygning af sammenhængskraft, f.eks. via de institutioner, der holder korruption og lovovertrædelser nede. Argumentet går desuden på karakteren af de statsinstitutioner, der er ansvarlige for implementeringen af love og politikker: Jo mere universelle og upartiske, de er, jo mere tillid produceres.

Således lyder det fra tilhængerne af velfærds- og retsstaten. Institutioner er vigtigst, siger de. Kultur betyder mest, siger jeg – og andre.

Et problem med kausaliteten

Helt forkert er stats-tilgangen selvfølgelig ikke. Men min pointe er, at denne model synes at have et kausalitetsproblem.

Spørgsmålet er nemlig, om ikke en allerede eksisterende beholdning af tillid i kulturen muliggør velfærdsstatens fortsatte overlevelse. Ikke omvendt. Således er det snarere velfærdsstaten, der mister legitimitet i takt med, at samfundet mere og mere splittes op i mange forskellige kulturer, og sammenhængskraften svinder.

Man kan nemlig bemærke, hvordan den hyppigst markerede utilfredshed blandt indvandrere fra fremmede kulturer ikke har at gøre med, om de får penge nok, men om deres kulturelle værdier anerkendes. Deraf kommer de mange særkrav, f.eks. kravet om begrænsning af ytringsfriheden i forhold til religiøse dogmer.

Økonomisk lighed synes hverken at stabilisere samfundet ved at inddæmme de grundlæggende kampe for anerkendelse eller at skabe tillid og solidaritet, men snarere rettighedsegoisme, misundelse (psykologisk sammenligner man sig jo kun med dem, man ligner) og misbrug af velfærdsydelser.

Indvandrere kommer ofte fra kulturer med et negativt syn på staten. De har erfaringer med nepotisme, korruption og svindel, og staten opfattes som et tag-selv-bord for de privilegerede. Derfor gælder det om at rage til sig, om at misbruge staten, før den misbruger dig.

Den danske nationalstat er derimod forankrer i en tillidskultur, hvor borgerne gerne vil yde noget for hinanden.

Kan man så ikke sige, at staten gennem sin omfordelingspolitik genbekræfter nationens kulturelle enhed? Jo, men der findes andre og bedre måder at anerkende nationen gennem statslige initiativer, f.eks. ved at føre en aktiv kulturpolitik i bred forstand.

Kulturen betinger staten

Det er kort sagt den kulturelt baserede sociale sammenhængskraft, der tillader opbygning og vedligeholdelse af omfattende velfærdssystemer; det er ikke velfærdsstaten, der skaber tillidskulturen. Tværtimod kan velfærdsstaten medvirke til at ødelægge den.

Historisk betragtet skulle borgerne engang stille sig til rådighed for staten og identificere sig med det politiske fællesskab på grundlag af før-politiske værdier og kollektive identiteter.

Men i dag synes forholdet vendt om. Det er blevet statens opgave at opfylde det enkelte individs behov og stille samfundets goder til rådighed for dét. Det gælder på hospitalerne, i børnehaverne, i uddannelsesinstitutionerne osv.

Pointen er, at velfærdsprojektet forudsatte – og stadig forudsætter – et udpræget samfundssind hos borgerne, dvs. pligtopfyldende og hårdtarbejdende borgere, der er offentligt engagerede i kampen for et fælles projekt; rationelle egeninteresser, universelle principper eller økonomisk omfordeling fremkalder sjældent dette offentlige engagement.

Velfærdsutopien som en trussel

Velfærdsutopien kan meget vel være en trussel mod sammenhængskraften, fordi den skaber en lighed, der kun vil bestå i den enkeltes ret til sociale goder og retten til andel i den politiske omfordeling af goder.

Mange borgere vil på egocentrisk vis alene være optaget af deres ret til serviceydelser og ret til at få tilfredsstillet deres egne kortsigtede særinteresser, en krævementalitet, der bliver underbygget af hele det socialdemokratiske katalog over velfærdsrettigheder.

Det vil igen betyde sammenbruddet af en række sociale og moralske dyder og en undergravning af fællesskabsfølelsen, ansvarligheden og solidariteten i samfundet.

For det er selve velfærdsstatens idé, at der eksisterer et dybere, ikke blot økonomisk eller politisk, fællesskab mellem borgerne. Velfærdsstaten forudsætter i praksis en gensidig, kulturelt funderet mellemmenneskelig solidaritet og et udbredt moralsk engagement i det fælles bedste.

Det er dette engagement, som kulturblinde statstilhængere ikke understøtter, men tværtimod tager for givet eller ligefrem fremmer opløsningen af ved at overbetone velfærdsstatens rettighedssystem.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har bloggen Kulturkritik i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Velfærdsstaten skaber ikke sammenhængskraft ble første gang publisert i Jyllands-Posten 9. november 2009, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.