Gjesteskribent

Av Kasper Støvring

For nogle dage siden lavede Jyllands-Posten en undersøgelse om religiøse særhensyn i folkeskolerne, der viste, at mange indretter sig efter elever med muslimsk baggrund. Debatten om særhensyn opstod, da Holbergskolen i København holdt et forældrearrangement kun for kvinder.

Undersøgelsen viste da også, at skoler landet over laver kønsopdelte forældremøder foruden andre særhensyn. Man undlader f.eks. at lave retter med svinekød i skolens kantine, og nogle bruger kun halalslagtet kød i faget hjemkundskab. Andre skoler opsætter badeforhæng eller etablerer separate baderum. Dertil kommer de skoler, der fritager elever i fag som hjemkundskab og svømning, og hele 73 procent af skolerne giver muslimske elever fri på særlige islamiske helligdage.

Avisen kommenterede selv undersøgelsen med fornuftige ord i lederen, og jeg vil her knytte nogle kommentarer til denne multikulturalistiske politik i samfundets institutioner.

Især integrationspolitikken viser, hvordan multikulturelle politiske tiltag ofte får, eller kan få, uforudsete negative konsekvenser, der ikke var tilsigtede. Der er i hvert fald tre varianter af dette aspekt.

Multikulturelle tiltag forværrer

Den første variant angår det forhold, at politiske initiativer, hvis mål er at forbedre en tilstand, fører til en forværring af det, man ønskede at forbedre.

For eksempel vil støtte til kulturelle minoriteter ikke integrere indvandrerne, men derimod fastholde dem i parallelsamfund og dermed marginalisere dem endnu mere. Manifestationer af denne multikulturelle politik er omfattende. Det handler altid om at skabe regler for større hensyntagen til religion, og det vil jo i praksis sige islam, i offentlige institutioner som børnehaver, skoler og arbejdspladser.

Århus og Københavns kommuner har tidligere fremlagt en række forslag, der bl.a. har bestået i iværksættelsen af en antimobningskampagne på offentlige institutioner, der skal lære borgerne, hvordan de kan bruge ytringsfriheden med omtanke, så de ikke sårer andres religiøse følelser. Der har også været forslag om ansættelse af imamer, der kan føre dialog med børn og personalet i børnehaver om den passende respekt for islam.

I forvejen gives der ret til fritagelse af muslimske børn fra skolegang under særlige helligdage, og muslimske medarbejdere på virksomheder kan tage fri i forbindelse med fredagsbønnen. Tilsvarende gives der religiøs særbehandling i form af hensyntagen til madvaner, påklædning, badeforhold og omgangstone. Endelig gives der støtte til muslimske friskoler og modersmålsundervisning (i ikke-danske sprog, forstås).

Pointen er, at politikerne gennem deres støtteordninger og regler for særlige hensyn ikke forbedrer, men forværrer integrationen.

Fredagsbøn vil kunne bruges som grund til ikke at gå på arbejde eller komme i skole, ligesom muslimer vil kunne afvise at stå til rådighed for arbejdsmarkedet under henvisning til religiøse leveregler.

Parallelsamfundet vil således blive yderligere konsolideret, og hvis man får det meste af sin opdragelse og viden i koranskolen, moskeen eller fra Al-Jazeera, er det svært at forestille sig, hvordan man overhovedet undgår at få et negativt forhold til det omgivende samfund.

Multikulturalisme er et forgæves projekt

Den anden variant af kritikken af multikulturalismen siger simpelt hen, at det er forgæves gennem politiske initiativer at forandre det, der anses som uønskede tilstande.

Et eksempel er det mislykkede forsøg på at skabe en forfatningspatriotisme, der skal forene borgerne i bekendelsen til demokratiets abstrakte principper. Påberåbelsen af forfatningspatriotisme skyldes overbevisningen om, at en national kultur virker ekskluderende i det multikulturelle samfund, og at den i øvrigt er under afvikling.

Derimod hævdes det, at borgerne alene er fælles om landets forfatning, der er kulturelt neutral. Men den nationale identitet er faktisk så levende som aldrig før, og de anti-demokratiske elementer i f.eks. islam bliver ikke i stigende grad forkastet af yngre generationer af muslimer.

Det viser en omfattende undersøgelse lavet i det meget multikulturelle England. Af de yngre muslimer ønsker 36 procent dødsstraf for at forlade islam, og lidt flere ønsker sharia indført; 74 procent ønsker, at kvinder skal være tildækkede.

Prisen for multikulturalisme er for høj

Endelig angår den tredje variant det forhold, at prisen for at forandre er for høj, eftersom vundne goder risikerer at gå tabt.

Eksemplet er her analyserne, der viser, at tillid blandt mennesker beror på kulturel homogenitet og et levende civilt samfund. Tillidssamfundet Danmark er et resultat af en lang historisk udvikling, hvor borgerne har gjort fælles erfaringer gennem utvunget samarbejde hovedsageligt i de mange civile bevægelser.

Den multikulturelle politik, der gennem særbehandling vil forbedre integrationen, fører derimod til mistillid, og når den sociale kapital er gået tabt, vil den være meget vanskelig, hvis ikke umulig, at genopbygge.

I så fald vil det ikke kun gå ud over indvandrerne, også danskerne vil føle de negative konsekvenser. Vi vil få et endnu mere opsplittet samfund præget af voldsomme konfrontationer. Islamismen vil gradvis overtage daginstitutioner, skoler og arbejdspladser, og de moderate muslimer, der ønsker reel integration, vil blive ladt i stikken.

Goder, det har taget os flere hundrede år at tilkæmpe, såsom ytringsfrihed, vil vi miste, og i stedet vil lovreligion vinde indpas.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk. Støvring har hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Multikulturalisme skaber utilsigtede negative konsekvenser ble første gang publisert i Jyllands-Posten 15. mars 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.