Gjesteskribent

For nogle uger siden deltog jeg i en stort anlagt debat om nationalisme og kosmopolitisme, der netop er bragt i DR2.  Jeg repræsenterede selv nationalismen – eller rettere: den nationale position, for jeg opfatter ikke denne position som en politisk mobiliseret ideologi. Altså som en -isme.

Pointen er imidlertid, at det aldrig stod mig klart, hvad kosmopolitisme er, men dog, at den er særdeles populær. Vel 80 procent af det fremmødte publikum bekendte sig til dette ideal, da de blev adspurgt.

Kosmopolitismen er nemlig god: åbenhed over for det fremmede, solidaritet med de undertrykte og en moderne oplyst tro på menneskerettigheder og demokratisk verdensborgerskab. Nationalismen er derimod ond: chauvinistisk, lukket, bagstræberisk og slet og ret dum.

Kosmopolitismens bedrageri

Specielt under diskussionen og spørgerunden kunne mange svinge sig op til noget, der lignede en tro på, nej, en drøm om menneskeheden som et handlingssubjekt. Men, som allerede den tyske jurist Carl Schmitt sagde: den, der påberåber sig menneskeheden, er en bedrager. For kosmopolitten camouflerer sin egen partikulære magt bag en universel ide, når han mener at kunne tale i menneskehedens navn; når han taler for det almene, det fælles, det universelle.

Man kan også kalde kosmopolitismen for en taktisk tilsløring af viljen til magt. For der er altid en særinteresse til stede, når man hævder at tale ud fra det universelle. Tag bare fortalerne for FN og EU, der modarbejder nationalstaterne. Man kan sige, at kosmopolitter okkuperer de universelle begreber for at identificere sig med dem på modstanderens bekostning.

Inden jeg går videre, skylder jeg at sige, at fornuftige tilhængere af det nationale dog også er kosmopolitter og omvendt. Der er ikke altid tale om et nulsum-spil. Det er kun, når kosmopolitismen bliver idealistisk, at den pådrager sig kritik. Og det sker desværre hyppigt, hvilket vi her i femåret for Muhammedkrisen tydeligt har erfaret.

Kulturkonflikter

Det handler om, hvordan man forstår kulturkonflikter. Verden er nemlig ikke forenet, men er tværtimod splittet op i mange kulturer. Med bevidstheden om forskelle kommer også konflikter om f.eks. ytringsfrihed, konflikter, der er særdeles vanskelige og måske umulige at bilægge.

Det undrer mig altid, hvorfor mange stadig tror, at større kendskab til fremmede kulturer medfører større forståelse og enighed. Det forholder sig jo ofte stik modsat. Man kan snarere opstille ligningen: kendskab til andre kulturer = bevidsthed om egen identitet = bevidsthed om forskelle = konflikter mellem kulturer.

Drømmen om en forenet menneskehed

Når de fleste kulturkonflikter ikke uden videre kan bilægges, og de kæmpende parter ikke kan forsones gennem dialog, skyldes det, at der er tale om veritable kulturkampe, netop om kampe mellem kulturer. Og den mareridtsagtige kamp om forskellen får selvfølgelig følgeskab af drømmen om enhed.

Et vidnesbyrd herom under Muhammedkrisen var DIIS’ “dialogmøde”, der var arrangeret af Udenrigsministeriet. Et andet var oprettelsen af foreningen “Co-existence of Civilizations”, der også ønsker at arbejde for tværreligiøs harmoni og kulturel brobygning, som foreningen skriver i sit manifest.

Denne danske variant af enhedsdrømmen, hvortil også hører det udenrigspolitiske initiativ “Images of Middle East”, har mange internationale pendanter, f.eks. Unescos erklæring om “kulturel mangfoldighed”, FN’s “Alliance of Civilizations” og EU’s “forenet i mangfoldighed”.

Men historiske erfaringer synes at dementere, at forskellige kulturer kan udvikle sig til ét universelt handlingssubjekt. Formår alle de universalistiske initiativer og institutioner virkelig at udstikke en tredje vej hinsides de forskellige frontholdninger, sådan som de selv postulerer?

Nej, de udviser snarere symptomer på en udbredt blindhed. Det dæmrer ikke, at kultur ikke blot er noget, vi som menneskeart har tilfælles. Kultur er også noget, der splitter menneskearten op, for så vidt som forskellige grupper har – og hævder – deres egen specifikke kultur, hvilket kan udløse fjendskabsenergier.

Fjenden

Fjenden er netop den anden, den fremmede. Og kultur er også en andethed og fremmedhed hos “de andre”, der ikke altid kan integreres i den hjemlige kultur i kraft af det bedre argument, selv om det er populært at tro det.

For den fremmede kan i en særlig intensiv forstand være noget eksistentielt andet. Det betyder, at vi i ekstreme dilemmaer, hvor det ikke er muligt at etablere konsensus, kan have konflikter med ham.

For når alle muligheder for enighed er udtømte, skal der i sidste instans stadig træffes beslutninger: Skal vi, eller skal vi ikke, ytre os frit om f.eks. religiøse dogmer? Den slags konflikter kan netop ikke afgøres ved en kendelse af en udenforstående og dermed upartisk tredjepart eller ved at vise hen til en generel norm, som parterne på forhånd har aftalt som bindende.

Det er derfor, at kosmopolitismens retorik om en tredje, universel vej er suspekt. Den giver sig udslag i afvisningen af at tale om “dem og os”. Men der er, som Schmitt skrev, tale om et bedrag, for så vidt som der blot skjuler sig en partikulær magt bag den universelle magt.

Vi skal have mere beskedne forhåbninger til den kulturelle sameksistens. Det sagde jeg også til foredragsarrangementet om kosmopolitismen. Ikke alle var enige.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Jyllands-Posten, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Den, der påberåber sig menneskeheden, er en bedrager ble første gang publisert i Jyllands-Posten 21. desember 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.