Gjesteskribent

Har vi i Vesten udviklet særlige værdier, som andre bør følge? Kan der opstilles absolutte normer for, hvad man kan og især ikke kan acceptere? Derom drejer diskussionen sig mellem i øvrigt fornuftige folk som Katrine Winkel Holm og Kasper Støvring. Også Helle Merete Brix har blandet sig i Weekendavisen i dag fredag. Kasper Støvring skrev om sagen på sin seneste blog hos Berlingske. Diskussionen tager udgangspunkt i enkebrændinger i Indien, som under trussel om dødsstraf blev standset af den britiske kolonimagt i det tidlige 1800-tal.

Kasper Støvring skrev bl.a., at

Jeg opfatter det som umoralsk at påtvinge andre kulturer vores egne værdier. Jeg mener, at neokonservatismen (= kulturimperialisme) er både dum og umoralsk. Dum fordi det koster enorme ressourcer i form af både menneskeliv og penge at indføre f.eks. demokrati i kulturer uden en demokratisk tradition, og i øvrigt vil det som regel bare forværre de konflikter, vi oprindelig ville løse (ifølge loven om uforudsete negative konsekvenser). Og umoralsk fordi den indebærer en god del dobbeltmoral og kynisme. Vi ønsker jo heller ikke, at andre bekæmper vores værdier og selvbestemmelse, jf. Muhammedkrisen.

Jeg erklærer mig enig.

Man må være konsistent

Eller på godt dansk: Der må være sammenhæng mellem, hvad man står for, og hvad man faktisk gør. Hvis man som jeg ved, at der findes en bestemt dansk kultur og i videre betydning en bestemt europæisk kultur (også uden for Europas grænser), må man tage konsekvensen heraf. I så fald findes der nemlig også andre bestemte kulturer, f.eks. den kinesiske, den islamiske og den hinduistiske.

Jeg skal lige indskyde, at når jeg ved, at der findes en specifik dansk og europæisk kultur, skyldes det, at der er en række sammenfald inden for den samlede europæiske kultur. Kristendommen er ét af disse fællestræk og et af de vigtigste. Det er imidlertid så langt fra den eneste fællesnævner. Hvis det var, havde europæerne jo svært meget til fælles med f.eks. afrikanere og latinamerikanere, der er opvokset i en kristen tradition. Den vigtigste fællesnævner er efter alt at dømme det fælles ophav, det vil sige det etniske fællesskab, som det kan dokumenteres ved hjælp af dna-analyser. Jeg hører allerede råbene om racetænkning, hvilket naturligvis er nonsens. Når jeg hæfter mig ved det etniske, gør jeg det ikke dermed til en absolut, hvorefter alting skal regnes. Man kan udmærket bekræftes som dansker af hjertet og have en anden etnisk baggrund end dansk. Men at der er et genetisk slægtsskab mellem europæere, er såmænd bare en kendsgerning. Det kan måles kvantitativt. Af det etniske fællesskab følger givetvis i høj grad også det kulturelle. Det giver god mening, når vi ser ud over denne verdens meget forskellige måder at indrette sig på samtidig med, at vi ved, at de er mere eller mindre etnisk forskellige. Sådan er det såmænd, og derfor giver det mening at forstå verden som bl.a. opdelt i kulturer og ikke i én verden.

Det var en lang parentes, men den tjener til at minde os om, at der vitterlig er forskelle mellem denne verdens kulturer. Det er ikke forskelle, der lader sig tale væk ved at henvise til en abstrakt universel norm. En sådan norm findes ikke al den stund, at mennesker er forskellige. Det er de selvsagt enkeltvis, forskellige altså. Kun enæggede tvillinger er i princippet helt ens, men selv her kan der uden videre iagttages forskelle, skønt disse er langt mindre end ved sammenligninger mellem individer som sådan. For mennesker generelt gælder det, at de, al deres individuelle forskellighed til trods, i massiv grad identificerer sig med deres egen “gruppe”, det vil sige dem, som de er etnisk beslægtet med.

Hvad gør vi så?

Det er et godt spørgsmål. På den ene side har vi i Vesten vore moralforestillinger om det gode og det onde. Det er f.eks. godt at behandle kønnene lige, mens det er ondt at tillade enkebrænding og æresdrab. Det er korrekt, at den vestlige verden ikke bør tåle nogen af disse barbariske handlinger, men spørgsmålet er, hvordan den vestlige verdens stiller sig til den slags uhyrligheder i verden uden for Vesten.

Svaret er, at Vesten må acceptere, at uhyrligheder efter vestlig standard finder sted rundt omkring os. Vesten må anerkende, at det i lande uden for Vesten er skik og brug at foretage handlinger, som hos os vil føre til mange års fængsel. Det er ikke et spørgsmål om ondt og godt. Det er et spørgsmål om, hvorvidt man er universalist eller ej.

Er man universalist, hvilket kun vesterlændinge er, vil man mene, at USA og konsorter bør gribe ind hvor som helst når som helst uden for Vesten, hvis den påståede universalitet krænkes. Er man omvendt klar over, at der eksisterer grundlæggende, om end overlappende, forskelle mellem kulturer, så kan man acceptere anderledes handlemåder sammenlignet med egen kultur.

Jeg er relativist i betydningen, at jeg ved, at der er så store forskelle mellem kulturerne i gennemsnit, at de ikke kan og ikke skal forsøges forenet. Enhver kultur gør det, den finder frem til som det rigtige og sande. At bilde sig selv ind at man kan påtvinge andre kulturer egne normer er udtryk for et storhedsvanvid, som helt bogstaveligt ikke har hold i hverken almindelig sund fornuft eller i forskningen.

Groft sagt: Hvad menneskene uden for den vestlige kulturkreds gør ved hinanden, skal samme kulturkreds ikke blande sig i. Kultur er relativ, ikke absolut.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 8. februar 2014.