Gjesteskribent

Okay, Tintin forbliver på bibliotekshylderne i vores kære naboland. Indtil videre.

Imens blev der på weekendens bogmesse i Göteborg – som for øvrigt får Bog Forum i København til at minde om bogafdelingen i Føtex – diskuteret svenskhed til den helt store guldmedalje, og jeg var så heldig at overvære flere af diskussionerne. Der kom bare aldrig noget svar.

Hvad er svenskheden egentlig – og hvorfor er der ingen, som tør komme med et kvalificeret bud?

Der var ellers mennesker nok. Mere end 100.000 besøgende, godt 3.000 seminarer, interviews og diskussioner. Ikke at jeg overværede mere end nogle få promille, men under dem, jeg hørte og så, drejede samtalen sig hver gang i retning af noget andet.

Det nationale er en konstruktion, véd I nok. Traditioner er opfundet. Kultur betyder forandring. Fortiden forbi. Tilværelsen en proces osv. – og så må man for øvrigt aldrig generalisere…

Nuvel, svensk-pakistanske Quaisar Mahmood prøvede i det mindste. Han var på messen for at præsentere sin journalistiske rejse gennem landet på mortorcykel under den lovende titel Jakten på svenskheten og hældede ganske kortvarigt til den i Sverige syndige opfattelse, at svenskhed kanske er noget eksistentielt.

Eksistentielt? Uha-uha. Og så alligevel ikke. Efter 9.000 km og 200 sider når Mahmood frem til, at svenskheden snarere er et løg.

Man kan skrælle lag efter lag af, men kernen er der ikke, og den har aldrig været der.

Hvad svenskerne har til fælles, er deres forskellighed. Fællesmængden er fraværende. Identiteten et virvar. Samhørigheden en illusion. Sverige er et sted, der egentlig ikke findes, dvs. kun i flygtige glimt, som atter fortoner sig, forandres, omkalfatres. Sådan ligger landet ifølge Mahmood. Hvorpå den følgeslutning, at der er lige så mange kulturer i Sverige, som der er individer, ligger snublende nær.

Jeg véd ikke helt, hvorfor sådan en beskrivelse forekommer mig grotesk. Eller jo, det véd jeg godt. Det skyldes simpelthen, at hvis den var sand, kunne vi lige så godt holde helt op med at skrive i andet end første person ental, singularis.

Konsekvens: Vi ville drukne i jeger, egoer, krukker og genier – men savne alle de andre – og til sidst overgive os til den dødbringende sygdom, der hedder solipsisme.

Hvis Mahmoods bog er overfladisk, og det er den, så er der mere saft og kraft i bare ét eneste citat af den norske kaoskunstner Karl Ove Knausgård, der ikke deltog i messen, men bor i Sverige og til magasinet Vi Läser udtalte følgende om svenske møntvaskerier:

“Da jeg kom hertil og opdagede alle de spændinger og aggressioner, som findes på møntvaskerier, var det som om jeg var nået frem til Sveriges inderste hemmelighed, det egentlige Sverige. Sverige er ellers et meget reglementeret land, det er vældig ideologisk, og forestillingen om at dette – og kun dette – er det eneste rigtige, er enormt enerverende.”

Sådan har jeg det også. Sverige har mange dyder. Men pluralisme er ikke én af dem.

Her er imidlertid en god nyhed: Andreas Johansson Heinös nye bog Gillar vi olika? Hur de svenske likhetsnormen hindrar integrationen, der er et eksempel på, at der findes svenskere, som vil ud. Ud af den ideologiske svenskhed, som fornægter Sverige.

Bogens titel er en replik til Aftonbladets selvfede kampagne Vi gillar olika, som skulle bekræfte svenskerne i, at de er verdens bedste teddybjørne.

Det er de ikke, mener Heinö, samfundsforsker ved Göteborgs Universitet, og det behøver de ikke være kede ad, eftersom ingen i længden har godt af at vandre gennem tilværelsen med et Superman-kompleks.

Heinö peger således på, og at det multikulturelle selvbillede for det første bygger på en underliggende chauvinisme, for det andet sætter en snæver moralsk grænse for, hvad det må tænkes og udtrykkes, og for det tredje ikke er sandt. Svenskerne ikke bryder sig egentlig ikke om forskelle, når det kommer til stykket.

Forfatteren gennemgår nye meningsmålinger, som bl.a. indikerer, at fire ud af fem svenskere mener, at det er indvandreres ansvar at tilpasse sig lokale regler og sædvane. Mærkeligt, at dette assimilationsideal ikke slår igennem politisk i et land, som for 40 år siden var et af verdens mest etnisk homogene samfund, men lige siden er slået ind på massiv indvandring, hvor indvandrere gives ophold, statsborgerskab og sociale ydelser, uden at der bliver stillet krav om kulturel tilpasning, såsom f.eks. at lære sig svensk.

I stedet lagde man allerede fra midten af 70’erne vægt på, at indvandrerbørn skulle bevare deres oprindelige sprog og modtage gratis modersmålsundervisning. Her som i andre spørgsmål var indvandringspolitikkens perspektiv indvandrerens, ikke samfundets, understreger Heinö, og slet ikke Sveriges.

Det var faktisk kun i en kortvarig periode straks efter Berlinmurens fald, at de politiske partier blev bange for indvandringens konsekvenser. Man frygtede pludselig en invasion fra Øst. Da den udeblev, enedes de store etablerede partier og interesser om at lukke døren på vid gab, træde ind i EU og fjerne grænsebommen. Indvandringen, især den fra Syd, var – med et begreb lånt hos modebranchen – det nye sort. Arabisk, det var det bedste. Eller som formiddagsbladet Expressen skrev i en leder så sent som for to år siden:

“Den arabiske verden er et urgammelt, enormt skatkammer. Den svenske kultur er lidt mere som en etværelses med tekøkken.”

Den kulturfornægtende kultur i Sverige går således mere en generation tilbage og står måske i dag stærkere end nogensinde. Man bryster sig af at elske forskelle. Bare ikke den lille forskel, der er svensk; den hader man.

Det nationale fællesskab er fælt – og kan aldrig være en positiv kraft. Det nationale perspektiv graver grøfter og deler folk op i dem-og-os. Det nationale gør svenskerne til racister – ligesom danskerne for længst er blevet det.

Andreas Johansson Heinö ræsonnerer anderledes og skriver direkte, at nationalisme er en nødvendig forudsætning for en velfungerende og naturlig integration, som ikke alene akklimatiserer indvandrerne og deres efterkommere, så de kan holde ud at være her, men strukturelt får dem til at ville assimilere sig, sådan at de en skønne dag begynder at opfatte sig som svenskere – naturligvis med alle de individuelle forskelle, der eksisterer for sådan nogle.

En ordentlig stat burde altså opmuntre til indvandrernes aktive assimilation ind i et svensk, dansk, norsk osv. medborgerligt og sprogligt fællesskab. Det ville mindske den multikulturelle forvirring i de respektive lande – og samtidig give plads til flere forskelle og en virkelig tolerance af det, parnasset ikke bryder sig om: etnisk mangfoldighed på fælles kulturel grund.

Andreas Johansson Heinös bog er et lys i mørket, et råb i natten.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 2. oktober 2012. Document.no er takknemlige for Mikael Jalvings generøse publiseringstillatelse.

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Les også