Gjesteskribent

Jeg ruller hen over et iskoldt Øresund i en kold togvogn. Sneen ligger som et hvidt tæppe på Saltholm, det er som at kigge ind i en dybfryser med rim på kanterne. Sverige nærmer sig ubønhørligt, fladt og diset, og Turning Torso står som en issyl kl. 10 i horisonten ude på Malmøs Västra Hamnen.

Dagen i dag er nu ellers ganske lovende. Jeg skal tale med den svenske socialantropolog Aje Carlbom, som har boet tre år i Rosengård, den berømte eller nok snarere berygtede forstad til Malmø, hvor der officielt bor omkring 22.000 mennesker, heraf ca. 80 pct. indvandrere og flygtninge hovedsagelig fra Mellemøsten. Men ligesom i Herrgården, et stenkast væk, hvor antallet af registrerede indvandrere er 4.500, men hvor det reelle tal snarere skønnes at være 8.000 personer, er antallet af beboere i Rosengård formentlig større end officielt oplyst.

Opholdet i Rosengård var for Aje Carlbom et antropologisk feltstudie samt det, man kalder for en aha-oplevelse. I dag bor han i Lund med sin familie, og det var også her, ved det traditionsrige universitet, at han i 2003 forsvarede sin disputats om opfattelsen og repræsentationen af muslimer i Sverige.

Jeg skal tale med Carlbom, fordi man i hans ellers akademiske fremstilling med titlen The imagined versus the Real Other: Multiculturalism and the Representation of Muslims in Sweden – ikke dårligt, vel? – møder en for genren usædvanlig kritik. En kritik af den mere eller mindre accepterede opfattelse blandt mange skandinaviske akademikere og intellektuelle, at det multikulturelle – bredt forstået – er en uundgåelig skæbne i globaliseringens tidsalder. Det vil sige den præmis, at ethvert moderne samfund bliver nødt til at indrette sig på en multikulturel fremtid, ikke mindst på grund af den voksende migration fra den fattige del af verden til de rige lande.

Det afgørende ord er nødt til. Bag dette ord ligger en præmis, en kølig overbevisning om, at politisk handling i en vis forstand er nyttesløs, fordi fremtiden på det nærmeste giver sig selv takket være en iboende logik.

Denne stemning af logik og nyttesløshed får mig til at gyse, bedst som jeg traver gennem Malmøs gamle bykerne, såre uskyldig og dekorativ som den er. Den østrigske filosof Karl Popper kaldte fænomenet historicisme, denne særlige pseudovidenskabelige fremtidsprognose hvor det hele bare er uafvendeligt. Hvad skal det alt sammen nytte, spørger min indre og sorteste pessimist, al denne historiske glans … Hvem vil forsvare det gamle Sverige mod det nye Sverige – eller er det allerede for sent?

Pjat, det er aldrig for sent, siger en stemme, hvis afsender jeg ikke kan bestemme, mens en nobel bygning med påskriften PsykologiskaKliniken stirrer strengt, da jeg nærmer mig mit bestemmelsessted. Afdelingen for Helse og Samhälle ved Malmö Högskola, hvor Aje Carlbom underviser og uddanner den lokale ungdom i akademiske færdigheder, ligger klos op og ned af Universitetssjukhuset. Udenfor færdes personale i hvide kitler. Sygdom og lærdom side om side. Jeg trænger allerede til en starköl.

Den idealiserede muslim

Aje Carlbom er optimist. Og så er han venligheden selv på trods af, at jeg kommer en halv time for sent; han henter kaffe og finder et afsides bord, så vi kan tale i fred og uden forstyrrende elementer, såsom blondiner og mobiltelefoner.

«Der bliver færre og færre politiske tabuer», siger han og smiler, mens vi sipper til kaffen. «Det er rigtigt, at Sverige er langt bagud Danmark, når det gælder den åbne, direkte, demokratiske debat, men svenskerne er langsomt, ganske langsomt, ved at lære, at man ikke i længden kan maskere eller tie problemerne ihjel. Ingen af delene er godt for nogen, heller ikke for de indvandrere, der faktisk gerne vil være en del af Sverige.»

I Malmø bor der næsten 300.000 mennesker, når man regner rub og stub med. 30 pct. er født i udlandet. Kommunen ynder at kalde sig «mangfoldighedens by» og opfører svenskere med anden etnisk baggrund på baggrund af deres tidligere nationalitet. Præcis hvor mange muslimske indvandrere og børn af muslimske indvandrere, der har adresse i Malmø, fremgår ikke af kommunens hjemmeside, der i stedet oplyser, at de 9.000 danskere i byen er den største enkeltgruppe.

Svenske og danske medier skønner, at der bor ca. 50.000 muslimer i Malmø. For at være sikker sender jeg en mail til Malmøs stadskontor. Her oplyser en Elisabeth Pålsson, at der ikke findes nogen statistik for muslimer i Sverige, heller ikke i Malmø. Det eneste myndigheden kan oplyse er, hvor mange Malmøboere, der er født i udlandet – ca. 83.000 – og hvor mange, hvor begge forældre er født i udlandet – ca. 27.000. Disse tal kommer fra Statistiska Centralbyrån i Stockholm.

Antallet af muslimer må med andre ord bero på et skøn. Uanset hvad mener Aje Carlbom, at bevægelsen i retning af større skepsis finder sted i hele Europa. Frem vokser en stigende erkendelse af, at det politiske integrationsprojekt, som den politiske klasse og de dominerende partier i en generation har troet på og investeret milliarder af kroner i, ikke virker. Hvad gør vi så, spørger Carlbom retorisk og svarer: noget andet. Hvad det andet og nye indeholder, står mindre klart, men Carlbom er heller ikke politiker, han er akademiker.

Den menige svensker er godt klar over integrationsproblemerne, forklarer han. Akademikerne generelt tør derimod ikke se dem i øjnene; de er forsigtige af natur og strategiske i forhold til deres karrierer.

De har fundet ud af, det kan være smartere at vende det blinde øje til og tie om det, de læser, hører eller ser. Desuden er de normalt i ringe kontakt med virkeligheden i modsætning til skolelærere, hospitalspersonale, ansatte i socialforvaltningen osv., som møder konkrete problemer i deres daglige arbejde. Blandt disse faggrupper hersker en større realisme, vurderer Carlbom. Det nye, opgøret eller reformen, vil komme fra dem; fra folk med daglig kontakt med virkeligheden.

Aje Carlbom er i det hele taget ikke specielt venlig ved den svenske universitetsverden, som han selv er en del af. De uddannede og uddannende har sat sig tungt på meningsdannelsen, støttet af politikere, medier, eksperter, kommentatorer og det, en anden østriger, økonomen Friedrich Hayek, for længe siden kaldte «second-hand dealers in ideas», altså pædagoger. Siden 1980’erne, fremhæver Carlbom, har akademikerne i langt overvejende grad gjort sig til villige tjenere for den multikulturelle diskurs, dvs. den måde, der tænkes og tales kultur på. De uddannede og uddannende har – med et udtryk lånt fra den italienske kommunist og intellektuelle Antonio Gramsci – opnået hegemoni over meningsdannelsen og det forunderlige væsen kaldet tidsånden.

Hegemoni betyder kontrol, dominans eller styring, og det er den intellektuelle styring, der her er tale om. Akademikerne har forsvaret systemet og dets kulturelle logik, herunder multikulturalismen, i stedet for at kritisere systemet, og dermed har de – igen med et udtryk fra Gramsci – optrådt som organiske intellektuelle i stedet for som kritiske intellektuelle. De intellektuelle er blevet en del af systemet frem for at stå udenfor og beskrive det så nøgternt og naturalistisk som muligt.

«Når noget er blevet sagt tilpas mange gange, er der en risiko for, at folk tror på det», siger Aje Carlbom og henviser til synspunktet om, at mange kulturer side om side partout er godt for et samfund.

«Det synspunkt er ved Gud blevet gentaget igen og igen og er simpelthen blevet en central del af den politiske elites mantra og selvforståelse. Desuden har det virket karrierefremmende at forsvare denne multikulti-konsensus.»

Hvad der især har gjort sig gældende i opfattelsen af muslimer i Sverige er ifølge Aje Carlbom et idealiseret billede. Her er varme, menneskelig varme, et gennemgående tema sammen med smagen for det eksotiske. På det idealiserede billede ser vi, hvordan muslimer så at sige står hinanden nærmere. Deres familier beskrives som følelsesmæssigt varmere og omfattet af større gensidig empati. Sådan har musikken lydt i årevis. Men det bliver sjovere endnu: Muslimske familiemedlemmer tager sig bedre af hinanden og går tilmed i festligere tøj og kan tilbyde en rigere og mere eksotisk madkultur end den lokale svenske.

Sæt korv med potatis overfor maden i en hektisk basar og vælg så. Det bemærkelsesværdige er naturligvis ikke, at de fleste muslimer foretrækker sidstnævnte, men at også de fleste etniske svenskere ser ud til at gøre det.

I alt væsentligt fremkalder idealbilledet myten om den ædle vilde. Vist er muslimer vilde, men det er positivt ment, og desuden er de oprindelige. De bærer deres egen historie videre. De har ikke – som svenskerne – kasseret den, men værner om den og næres af den.

Fortiden er stor. Svenskerne er små. På denne led opfattes den muslimske kultur i Sverige som værende tættere på naturen end den svenske eller skandinaviske. Dette idealiserede billede tilfredsstiller vores eget behov, understreger Carlbom. Svenskerne fremhæver traditionens rolle i den muslimske kultur, fordi de selv er ved at miste den. Processen foregår mestendels på et ubevidst plan – og på venstrefløjen:

«Vi har ført krig mod traditionen i århundreder. Nu savner vi den pludselig og spejler vores egen rodløshed i muslimers net af traditioner og normer. Vores moderne oplevelse af blot at være reduceret til individuelle atomer higer ubevidst efter fællesskab, urokkelige traditioner og menneskeligt samvær. Vi projicerer vores eget afsavn over på muslimerne og opfatter dem som værende i kontakt med den etik og moral, vi ikke kan mærke i os selv længere. Store dele af venstrefløjen inkarnerer denne længsel i dag.»

Jeg har drukket min kaffe og føler mig sort indeni. Jeg længes hverken efter tradition eller venstrefløj, og måske er det mit største handicap. Man skal tilsyneladende længes efter noget, helst varmt og inderligt og helt inde fra hjertekulen, for at have noget at sige eller noget at tilbyde fremtiden. Er man lidt svag i koderne? Har man en lav puls? Eller bare en dårlig dag? Så er man yt. Nu er det længslerne, det gælder. Længslerne eller ingenting.

Projekt Superborger
Det er svært ikke at tænke på forestillingen om den ædle vilde. Det var Rousseau, den franske kritiker af rationalisme og modernitet, der fandt på ham. I et opgør med de andre universalistiske oplysningstænkere.

Nu er Rousseau altså kommet til Sverige, 250 år senere. Hvad ville han – nationalismens pennefører – mon have sagt til det multikulturelle skønmaleri? Jeg forestiller mig en tv-serie med arbejdstitlen «Rousseau i Rosengård» og Mikael Persbrandt i hovedrollen, da Carlbom bryder ind: «Min pointe er, at den multikulturelle fortælling forsimpler vores opfattelse af den nye svenske virkelighed. Den blokerer forståelsen og excellerer i fordømmelse af andre beskrivelser. Fordømmelsen har karakter af moralsk kriminalisering. Den kriminaliserer ved at opfinde nye skældsord som f.eks. ‘kulturracisme’ og ‘hverdagsracisme’ ved siden af de mere gængse udtryk som xenofobi og islamofobi.»

Jo, tak, om dem véd vi generelt én ting: Udtrykkene bruges i flæng. Som f.eks. i marts 2010, hvor det under den gryende valgkamp blev forbudt Sverigedemokraterna og Nationaldemokraterna at deltage i valgmøder på en lang række af Sveriges mere end 400 gymnasier, og hvor en samfundsfagslærer ved navn Markus Gullvén fra Gøteborg forklarede på STV 2, at det kun var rimeligt at lade elever, der fremfører «racistiske» og «udemokratiske» synspunkter, dumpe – med netop den begrundelse. Præcist hvad der er «udemokratisk», blev ikke forklaret, selvom det netop ville være oplagt at pege på udelukkelsen af to parlamentariske partier fra debat på landets gymnasier som et eksempel på udemokrati.

Men lærerens indstilling kom ikke ud af det blå. Han repræsenterede sådan set bare et traditionelt synspunkt i den svenske enhedsskole, der i mange år lod sig inspirere af styret i DDR. «Engang kommer svenske historikere til at undre sig over, hvorfor svenske skoler ligner skolerne i DDR så meget», udtalte Stellan Arvidson, der blev en drivkraft i den praktiske indførelse af de socialdemokratiske reformer,som afskaffede niveaudeling, konkurrence og nedprioriterede dannelsesfag som litteratur og historie til fordel for praktiske skolefag efter Anden Verdenskrig.

Markus Gullvén, læreren fra Gøteborg, lod til at være elev af Arvidson, der – som fremhævet af Birgitta Almgren fra Södertörns Högskola – endte som formand for Venskabsforeningen Sverige-DDR. En forening, der i midten af 1970’erne talte knap 2.000 medlemmer i Sverige og havde lokalafdelinger fra Malmø til Luleå, samt modtog flere østtyske priser. På en historikerkonference på Syddansk Universitet i januar 2008 kunne Birgitta Almgren ligeledes berette, at en del svenske rektorer, skoledirektører og forskere løbende drog til DDR, herunder den såkaldte Ostsee-Wochen i havnebyen Rostock, hvor DDR tegnede fantasibilledet af sig selv som en mønstergyldig socialistisk stat med eksemplariske borgere og fuldkommen styr på, hvad ikke mindst børn og skoleelever havde inde i hovedet.

Hovedets indhold er stadig et fikspunkt i dagens Sverige. Aje Carlbom supplerer:

«Det afgørende er, at alting kan reduceres til, hvad vi har inde i hovedet, dvs. hvad etniske svenskere har inde i hovedet. Dermed bliver integrationspolitik først og fremmest et spørgsmål om, hvordan svenskerne tænker, mens der ikke er mange analyser af økonomiske forhold, kriminalitetsstatistik og kulturelle normer.»

Kritikere ekskommunikeres, gerne med henvisning til demokrati. Paradoksalt nok. Svenskeren skal være superborger, og en superborger accepterer i dag høj og vedvarende indvandring. Førhen var det en høj og vedvarende beskatning, den svenske superborger skulle acceptere og betale med glæde. Det gik en tid. Men en skønne dag var glæden pist borte. Da den borgerlige regering kom til i 2006, satte den som en af sine første handlinger personskatten ned. Nu er det slaget om den høje indvandring, det gælder. Aje Carlbom nævner ideologiprojekter som det såkaldte Arbejdslivsinstitut.

Med oprettelsen og finansieringen af dette statslige institut – til en pris på 100 mio. svenske kr. årligt – ville Socialdemokraterne og den politiske elite forvandle det meste af befolkningen ideologisk og ændre den måde, befolkningen opfattede de fremmede på.

«Instituttet skulle konstruere en ‘rigtig’ opfattelse af og forståelse for det ‘mangfoldige’ samfund, men blev nedlagt af den borgerlige regering i 2006», siger Aje Carlbom.

Projektet mislykkedes i en bred forstand, skønner socialantropologen. Bag facaden var og er der stor utilfredshed med den relativt store indvandring, som den politiske klasse har tilladt eller accepteret.Samtidig er der med Aje Carlboms ord sket en muslimsk institutionalisering, hvorved muslimer i Sverige har adskilt sig fra det øvrige Sverige, dvs. muslimer fra ikke-muslimer. Jo mere politikerne har talt om integration, jo mere er det modsatte sket. Socialantropologen henviser til en bog af den rabiate sheik og mufti Yussuf al Qaradawi, formand for Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, en af de vigtigste organisationer for Det Muslimske Broderskab i Vesten, og forfatter til bl.a. manualen The Lawful and the Prohibited in Islam.

Bogen er i Carlboms øjne en manual til, hvordan muslimer bedst muligt skaber muslimske ghettoer i de europæiske storbyer og dermed udbreder islams budskab. Ghettoerne skal sørge for, at moderne islam holdes fri for vestlig modernitet. Indadtil skal muslimer værneom deres religiøse identitet. Udadtil skal de stille politiske krav om særbehandling og respekt.

«Det er jo egentlig ganske simpelt. Parallelsamfundene skal forhindre integration – og i pagt med tidens multikulturelle ideologi stræber islams svenske talsmænd efter mange små fællesskaber i stedet for ét stort svensk fællesskab. Lige indtil de er i flertal. Det er i hvert fald projektet, som det ser ud nu.»

Utdrag av Mikael Jalvings nye bok Absolut Sverige

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Les også