Gjesteskribent

Tilkald en lydkonsulent – nu!

På vej ud fra Malmö Högskola ringer klokkerne på Sankt Johanneskirken og minder ganske uforsigtigt om kristendommens tilstedeværelse i Malmø. Det er flere og flere malmøboere da også begyndt at klage over. Kirken skal ikke skilte med sit budskab, lyder det i flere af de skriftlige og telefoniske klager, som bystyret har modtaget og nu agter at tage alvorligt – naturligvis til ejendomsmæglernes glæde. I juli 2010 oplystes det således, at kommunen ville indkalde en lydkonsulent, og at der arbejdes på en udredning.

Det tror man gerne. Spørgsmålet – en lydkonsulent og en udredningsenere – er bare, hvad det vil betyde for Malmøs kirker? Skal de til at dæmpe sig – og vise større respekt for de rettroende – ateister såvel som muslimer?

På Malmø-avisen Sydsvenskans hjemmeside blev emnet debatteret heftigt. En person, der kaldte sig Pink Taco Eater, spurgte: «Jamen, hvorfor fanden flytter folk ikke, hvis klokkerne generer dem?» En, der kaldte sig Kronprinsen, istemte: «Hvordan kan nogen klage over kirkeklokker? Dem har vi haft siden 1060, mindst!»

En Petter Pettersson skrev derimod, at «jeg skulle gerne jævne kirkerne med jorden, hvis jeg var konge», mens en Sigge Lund klagede over, at en lille gruppe medlemmer af Sverigedemokraterna spammer alle politiske debatter på Sydsvenskan: «De ligger hele tiden på grænsen til hetz mod bestemte befolkningsgrupper, hvilket er noget enhver ansvarlig udgiver må begrænse.»

En Anna W. Gustafson var dog mere konsekvent: «I så fald synes jeg, at vi også skal fjerne busserne. Og bilerne. Og lastbilerne. Og indflyvningen til Kastrup. Og alle motorcykler uden lyddæmpere. Og de gøende hunde. Og de larmende børn i børnehaverne (…) Og alle, som bare må gå i højhælede sko, som klaprer mod asfalten.»

Det gamle Sverige kommer ikke tilbage

Det sner igen i Sverige, og jeg tænker på, hvor koldt det må være i Kiruna nu, 1.800 km fra Malmø. Går ind i Stadium og køber sønnikes første par ski til 500 svenske spir og synes pludselig, jeg har fortjent et glas grappa. Jeg er led ved al den snak om fællesskab og finder et sted med en blød Chesterfield, hvor jeg kan være i fred og bestiller en Nonino Sauvignon Cru uvidende om, hvor dyr grappa er i Sverige, og må slippe 120 svenske kr., mens jeg betragter Norra Vallgatan forsvinde i en million snefnug.

Jeg læser den amerikanske antropolog Jonathan Friedmans introduktion til en næsten ti år gammel bog, der hedder Exit Folkhemssverige: En samhällsmodells sönderfall. Friedman minder om, at omkring 350.000 indvandrere kom til Sverige mellem 1990 og 1999, mens arbejdsløsheden voksede og samfundsøkonomien dykkede.

Ifølge Friedman var noget tilsvarende sket i andre europæiske lande, men Sverige var det mest radikale eksempel, fordi det lykkedes en politisk og kulturel elite at styre debatten og tage afstand fra nationalstaten og alle dens reminiscenser. For Friedman er den svenske stats tiltagende opløsning ikke alene et resultat af indvandring, men hænger snævert sammen med udbredelsen af den multikulturelle doktrin. Hans dom er hård:

«Fra at have været et af verdens rigeste lande er Sverige havnet i velstandsligaens nedre halvdel. En særdeles solidarisk indstilling har på kort tid forvandlet sig til (…) social polarisering. Og fra etnisk homogenitet er Sverige blevet forvandlet til et indvandrerland, som i procenttal ligner USA – fra social homogenitet er man havnet iekstrem segregation.»

Disse ord messer i mit hoved, mens jeg sidder i linje 35 på vej mod Rosengård. Jeg kan ikke få pengene til at passe. Lægger sammen og trækker fra, men lige meget hjælper det. Sverige havde jo taget imod indvandrere i relativt stort tal lige siden Anden Verdenskrig. Først kom balterne, polakkerne, finnerne, italienerne og siden grækerne og jugoslaverne. Med dem gik det godt. Langt de fleste fandt arbejde og blev assimileret, og som historikeren Göran Hägg skriver i sin Sverigeshistorie om årene med velfærd, var etniske modsætninger et så godt som ukendt fænomen før 1970.

Det gik fremad. I takt hermed fulgte urbaniseringen, de voksende børnetal, forstadsbyggeri og tårnhøje velfærdsambitioner. Svenskerne byggede boliger som besatte, folkehjemmet var under konstant konstruktion, og på vejene kørte Volvo’erne og Saab’erne rundt som arbejdsbier. Politikerne og bygherrerne fandt, at funktion og funktionalismevar smukt. Kritikere kaldte det for «betonsocialisme», da én million boliger blev opført fra midten af 60’erne til midten af 70’erne. Fittja, Hallunda, Brandbergen, Tensta og Rinkeby omkring Stockholm skød i vejret sammen med Hammarkullen i Gøteborg og Rosengård i Malmø som symboler på den seneste, nyeste sociale ingeniørkunst.

Frem til midten af 70’erne havde Sverige knap nok en indvandrerpolitik. Der var i hvert fald ingen overordnet politik, skønt assimilering var den intuitive forventning til, hvordan nytilkomne skulle opføre sig i Sverige. Samtidig var de indenlandske minoriteter små, fortrinsvis samer og finner. Antallet af flygtninge og indvandrerne tog dog til. I 1950 var der ifølge Jonathan Friedmans bog knap 200.000 mennesker født udenlands, i 1960 300.000 og i 1970 godt 500.000.

Først fra midten af 1970’erne blev de nye begreber introduceret. Det multikulturelle samfund. Kulturpluralisme. Internationalisering af Sverige. I 1975 fremsatte regeringen et forslag til en ny indvandrerpolitik, hvor den fortsatte indvandring til landet ikke blot accepteredes, men blev hilst velkommen. Indvandrere skulle kunne bosætte sig i Sverige samtidig med, at de skulle opmuntres til at bibeholde deres kulturelle særkende. Endvidere skulle nye borgere omfattes af nøjagtigt de samme regler og rettigheder som gammelsvenskerne. Ingen gruppe skulle behandles anderledes. Hvis overførselsøkonomien var generøs for de etniske svenskere, skulle den også være det for de nytilkomne. Der skulle ikke være forskel på Fatima og Kristina. Der skulle herske solidaritet, ligesom majoritetsbefolkningen skulle øge deres forståelse for mennesker med et andet ophav end svensk. Selv massemedierne blev nævnt i regeringsforslaget, idet samfundet havde en interesse i, at informationen om indvandring og indvandrere var «så objektiv, korrekt og positivt attitudeskabende som muligt.»

Det var i 1975. Jonathan Friedmans bog udkom 25 år senere. Jeg mailer Friedman, der nu underviser i San Diego og Paris og spørger, hvorvidt han nu ti år senere mener at have ret eller uret i sin gamle dom over den svenske indvandrerpolitik. Han svarer en time senere fra Paris:

«Jeg mener, det er temmelig oplagt, at bogen beskrev en udvikling,der er fortsat, hvis ikke ligefrem accelereret. Forskellen er, at offentligheden – selv visse eliter – er mere bevidst om, at udviklingen er svanger med konflikter, der vokser sig stadig større. Situationen er specifik i Europa i forhold til såvel USA, Canada og Australien, idet den stærkeste kulturelt-politiske aktør i Europa er repræsenteret af islam, som bliver stedse mere aggressiv og direkte. Malmø er etglimrende eksempel herpå.»

Med andre ord: Udviklingen fortsætter ufortrødent. Det samme gør andelen af nysvenskere. Skal man tro den uafhængige blogger Affes Statistik-blogg, der har indhentet tal fra de 25 største kommuner i Sverige, var der i flere kommuner – som f.eks. Botkyrka, Södertalje, Stockholm, Gøteborg og Malmø – allerede i 1997 store befolkningsmindretal på omkring 20 pct. med udenlandsk baggrund, dvs. enten født uden for Sverige eller af forældre, der begge var født uden for Sverige. I 2009, blot 12 år senere, udgjorde nysvenskerne i samme kommuner henholdsvis 52 pct., 44 pct., 28 pct., 29 pct. og 40 pct. af befolkningen. Under forudsætning af, at udviklingen vil fortsætte med samme hast de næste 40 år, fortæller prognosen os, at andelen af borgere med udenlandsk baggrund i 2050 vil være følgende. Södertalje: 89 pct. Botkyka: 83 pct. Malmø: 80 pct. Huddinge: 59 pct. Gøteborg: 52 pct. Stockholm: 51 pct. Helsingborg: 51 pct. Den «mest svenske» af de 25 kommuner vil til den tid være Umeå med 28 pct. med udenlandsk baggrund.

Prognoser er altid usikre, og prognoser over så mange år er naturligvis ekstra usikre, men tallene flugter helt og aldeles med den observation, Affes Statistik-blogg citerede Mona Sahlin for at have gjort i Sveriges Radio P1 Morgon den 17. maj 2001, nemlig at «svenskerne må integreres i det nye Sverige». Med den lakoniske fortsættelse:

«Det gamle Sverige kommer ikke tilbage».

Gammelsvenskerne måtte se at finde ud af at leve i det nye Sverige. Så meget var sikkert, allerede i 2001. Ingen ville kunne give gammelsvenskerne det gamle Sverige tilbage. Næsten ti år senere synes diagnosen kun endnu mere præcis. Men hvad Mona Sahlin bifaldt, blev mødt med skepsis fra Kriminologisches Forschungsinstitut Niedersachsen, der i den mellemliggende periode offentliggjorde en tysk undersøgelse af sammenhængen mellem kriminalitet og religion.

Undersøgelsen viste, at unge muslimer er mere kriminelle, jo mere rettroende de er. Normalt, ikke mindst i Sverige, hævdes det, at der ikke er nogen forbindelse mellem islam og kriminalitet, men resultaterne fra Tyskland, hvis asyl- og udlændingepolitik i lange perioder mindede om den svenske, pegede på det modsatte. Undersøgelsen, der var forestået af kriminologen Christian Pfeiffer for det tyske indenrigsministerium, understregede samtidig, at der for tilhængere af andre trosretninger netop ikke var en sammenhæng mellem deres religion og kriminalitet. Islam var med andre ord noget særligt, når det gjaldt kriminel adfærd. Det samme er sandsynligvis tilfældet, når man ser på antallet af antisemitiske overfald i Skåne, hvor der statistisk set bor og lever mange tilhængere af islam, og hvor der ifølge det svenske kriminalpræventive råd, Brottsförebyggande rådet (Brå), i 2009 blev anmeldt 250 tilfælde, hvilket var en forøgelse på knap 60 pct. i forhold til året før. Den største forøgelse fandt sted i byerne. Anna Frenzel fra Brå udtalte på den baggrund:

«Der har jo været en del sager i Skåne. F.eks. er den jødiske forsamling blevet udsat for brandbomber. Der har også været en del trusler mod skoleelever med jødisk baggrund.»

Alligevel skønnede embedsmanden, at kun omkring en tredjedel af alle sager meldes til myndighederne, og Lena Posner-Körösi, ordførende i det jødiske centralråd i Sverige, var ikke overrasket over de nyeste tal:

«Så snart der sker noget i Mellemøsten, øges truslen mod jøderne i Sverige. Der laves en direkte kobling til den jødiske befolkningsgruppe. Vi skal stå til ansvar.»

Det nye var dog, at den svenske befolkning – ligesom andre europæiske befolkninger – lød til at blive mere bevidst om problemerne. Som et midaldrende ægtepar fra Gotland på deres første besøg i Malmø i 2010 sagde til Sydsvenskan, der spurgte dem, hvilket billede de havde af Malmø:

«Meget kriminalitet. Ja, man har vel sine fordomme. Men det er det, man hører om – kriminalitet, skud.»

Og det var ikke helt løgn. Mellem oktober 2009 og juli 2010 blev ifølge Expressen 15 personer forsøgt myrdet eller beskudt – bare i Malmø, og skyderierne fortsatte. I oktober 2010 talte nationale medier ligefrem om eksistensen af en ny Lasermand, som gik rundt og skød efter personer med muslimsk eller arabisk udseende, i stil med den galning, der huserede i Stockholm i 1990’erne.

Utdrag fra

Mikael Jalving:

ABSOLUT SVERIGE

294 sider, 300 kr.

Jyllands-Postens Forlag