Gjesteskribent

Stockholm 8. mai 2017. Foto: Ints Kalnins/Reuters/Scanpix

I overmorgen er det fire måneder siden, at Sverige afholdt valg til Rigsdagen. Valget fandt sted på den særlige svenske måde uden reel valghemmelighed, og allerede fire dage senere var der indløbet omkring 300 klager om valgfusk. Det var selvfølgelig ikke noget, den svenske politiske elite og medieverdenen kunne andet end snøfte hånligt af, hvis ikke den skandaløse afholdelse slet og ret blev ignoreret.

I skrivende stund er der fortsat ikke dannet en regering, idet Sverigedemokraterne behandles som spedalske, mens ingen af de to blokke kan mønstre et flertal. De forhandler efter sigende, og mon ikke der stiger hvid røg op på et tidspunkt?

Det virkeligt interessante sker et andet sted, men naturligvis som følge af for længst trufne politiske beslutninger. Den hæmningsløse masseindvandring fortsætter derudad. Man kan som snaphanen.dk skrev for nylig konstatere, at det er ganske underordnet, om Sverige ledes af en regering med et flertal bag sig i Rigsdagen, eller om landet styres administrativt. Det går kun én vej, og det er sydpå, er den vej, hønsene skraber, er det svenske folks sikre forsvinden fra scenen, hvis ikke skeen tages i en meget stor og barket næve.

Det kan man forvisse sig om ved at besøge den svenske udlændingestyrelses hjemmeside, migrationsverket.se. Der bliver skam udarbejdet en række udmærkede og oplysende statistikker om, hvor stærkt det går. I 2018 gav de svenske myndigheder asyl og familiesammenføring til lige knap 70.000 personer, helt præcist 69.958. Det er færre end i rekordåret 2016, hvor ca. 110.000 mennesker fik asyl eller familiesammenføring. Alene siden 2013 er der givet mindst 63.000 opholdstilladelser til disse to grupper…pr. år.

I Danmark blev der i de første 11 måneder af 2018 givet asyl og familiesammenføring til 6.415 personer. Det bliver nok til godt 7.000, når december måned kommer til.

Sverige har en befolkning, der er omtrent 80 pct. større end Danmarks, men Sverige gav altså asyl og familiesammenføring til ti gange så mange eller 900 pct. flere end Danmark. Det er på en eller anden meget mærkelig måde lidt af en bedrift.

Således opstillet kræver det ikke den store regneprøve at blive klar over, at Sverige vil bryde økonomisk og kulturelt sammen langt før Danmark. Den svenske velfærdsstat, kaldet folkhemmet, vil forsvinde og i heldigste fald erstattes af et slags Brasilien med enorme forskelle i indkomst og formue, tårnhøj kriminalitet og generel utryghed blandt store grupper af borgere.

DR regnede sig i september 2018 frem til, at 16 pct. af befolkningen i Sverige har ikkevestlig baggrund. Det tal er givet højere alene af den grund, at kun 1. og 2. generation er talt med.

På den alternative hjemmeside Affes Statistik-blogg kan man notere sig, at fire kommuner allerede i 2017 havde et flertal af mænd i alderen 15-44 år med udenlandsk baggrund. I en prognose, der går frem til år 2027, kan man se, at dette vil være tilfældet i ca. 40 kommuner om under ti år.

Det er vildt nok, at de etniske svenskere finder sig i det, men det er mindst lige så slemt, at danske politikere ikke handler, når de kan se, at Danmark vil gå samme vej som Sverige, hvis vi fortsætter den nuværende politik. Ikke i dag og ikke i morgen, men med søvngængeragtig sikkerhed på et tidspunkt.

Men for at vende tilbage til udgangspunktet: Det er helt ligegyldigt, om Sverige har en regering eller ej. Landet afskaffer sig selv både med og uden.

 

JyllandsPosten 7. januar