Gjesteskribent

Strøget i København 18. april 2017. Foto: Fabian Bimmer / Reuters / Scanpix

Der tales meget om den store danske samtidsroman, og hvor den blev af. Det skal jeg fortælle jer: Den er såmænd lige blevet udgivet, naturligvis uden at landets kulturpinger har opdaget det.

Den præcise samtidsskildring udspringer af selveste virkeligheden og er tilmed publiceret af en statslig institution, som de fleste nok vil kende som en tør fætter.

Men tag ikke fejl. Danmarks Statistiks nye udgivelse Indvandrere i Danmark 2017 er en regulær gyser, der får mange prosaister og lyrikere til at ligne noget fra Bo Bedre, Alt for Damerne eller dagbladet Politiken. Ved et simpelt download kan du se frem til mord, voldtægter, personfarlig kriminalitet og uddannelsesmæssigt efterslæb for alle pengene, alt sammen formidlet med underspillet nøgternhed.

Det er kendt stof, at andelen af muslimer vokser og vokser i Vesteuropa, selv hvis regeringerne pludselig skulle finde på at sige stop for al indvandring sydfra. Det skyldes, at muslimerne er yngre og føder flere børn – tidligere – end de oprindelige befolkninger.

Men den store samtidshistoriske roman tematiserer mange andre interessante samfundstræk. F.eks. at kvindelige indvandrere fra Syrien, Somalia, Libanon og Irak – eller det, der engang blev kaldt civilisationens vugge – skiller sig markant ud ved at være dybt afhængige af offentlige ydelser. Hele 94 pct. af kvinder fra Syrien, 79 pct. fra Somalia, 75 pct. fra Libanon og 71 pct. fra Irak udmærker sig således. Betragter man gruppen af ikkevestlige indvandrere (55-59-årige), både mænd og kvinder, er tallet 61 pct., 40 pct. for de 40-44-årige og 45 pct. for de 45-49-årige. Altså, støt stigende.

Den økonomiske afhængighed af offentlige kasser er stukket helt og aldeles af. Derfor giver Dansk Folkepartis kobling mellem flere migranter og mindre velfærd fuldstændig mening, selv om partiet møder kritik igen og igen. Hvis man ønsker at redde velfærdsstaten, skal man standse indvandringen samt gå i gang med at sende flygtninge og migranter hjem.

Man kan, indrømmet, hvis man da har hang til den slags, vælge at betragte udviklingen som såre opløftende og konkludere, at alt er godt i den globaliserede velfærdsstat. Her dokumenteres det sort på hvidt: Arbejdskraftreserven er næsten helt intakt. En voksende masse af ikkevestlige indvandrere og efterkommere har hænderne fulde. Godt nok ikke med at arbejde, men alligevel.

Den store danske samtidsroman peger på mere end milliarder, der forsvinder for øjnene af os. Den handler desuden om al den vold og kriminalitet, der begås af ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere.

Vel vidste vi i forvejen, at palæstinensiske mænd er mere end dobbelt så kriminelle som andre mænd; det kunne politiet oplyse tilbage i 2013. Men irakere, tyrkere, pakistanere, syrere, afghanere og øvrige kulturberigere – navnlig efterkommerne – er voldsomt overrepræsenterede i den nyeste opgørelse, også når der korrigeres for socioøkonomiske faktorer. Mandlige efterkommere fra Somalia sætter, så vidt jeg kan se, ny Danmarksrekord i voldsstatistikken. Med opgørelsens egne ord:

»Når der opdeles på de forskellige typer af kriminalitet er indekset for voldsforbrydelser særlig markant. Det ligger på 771 (dvs. næsten otte gange så meget som gennemsnittet for alle mænd, mj) for efterkommere fra Somalia og på 666 (dvs. næsten syv gange så meget som gennemsnittet for alle mænd, mj) for efterkommere fra Libanon, når der alene er standardiseret for deres alderssammensætning. Når der også korrigeres for familiens indkomstniveau falder indekset en del, men ligger stadig langt over gennemsnittet for alle mænd.«

Læg samtidig mærke til den sigende detalje, at 42 pct. af ikkevestlige mandlige indvandrere og 37 pct. af ikkevestlige mandlige efterkommere fra årgang 1987 er dømt for at have overtrådt straffeloven (mens mænd med dansk oprindelse ligger på 17 pct.). Vel at mærke straffeloven, ikke færdselsloven eller særlove. Hertil skal lægges dem, der ikke blev opdaget, fanget eller dømt – mørketallet. Samlet set et svimlende tal.

Alt dette og mere til trods er mit konservative gæt, at alting vil fortsætte, som om intet er hændt. Den store danske samtidsroman vil kun blive læst af de få. Den får ingen konsekvenser. Folk er ikke ligeglade, men har for travlt med at leve deres liv, mens de har det, og de har måske allerede skudt en hvid pil efter politikerne.

Indvandringskatastrofen fortsætter, fordi de toneangivende i politik, administration, medier, kulturliv og humanitære organisationer ønsker det sådan. De opfatter ikke katastrofen som en katastrofe, men som et lille bump på vejen, vi nok skal få rettet ud med lidt hjælp fra EU, Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Røde Kors.

Deres tro på fremtiden og den sociale ingeniørkunst i form af »flygtningekvoter«, »integrationsprojekter« og voksende offentlige tilskud til »minoritetskulturer« og »kvarterløft« er stærkere end troen på Allah i den arabiske verden. Intet kan ryste en Nicolas Bro, en Sebastian Dorset, en Stine Bosse; fremad det går mod nye skuffelser.

Af samme grund må man beundre statistikerne på Sejrøgade i København. Møjsommeligt sidder de som Sisyfos og samler politisk ukorrekt data, velvidende at det er nytteløst. Om 150 år vil man muligvis forstå, at den mest realistiske litteratur i begyndelsen af det 21. århundrede ikke blev udgivet af Gyldendal eller andre hæderkronede forlag, men af Danmarks Statistik, som til den tid naturligvis vil være nedlagt sammen med resten af Danmark efter dekret fra den lokale emir.