Gjesteskribent

Der eksisterer en klar sammenhæng mellem høj uddannelse og ønsket om en lempelig udlændingepolitik. Det er målt og dokumenteret i en række undersøgelser. Der er med andre ord tale om, at de veluddannede gennemsnitligt har en højere præference for flere ikke-vestlige indvandrere til Danmark end danskere med kortere uddannelse
Den gyldne regel hedder som bekendt: Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Således efter Lukasevangeliet. Også i andre kulturer findes reglen, f.eks. hos Konfutse: Det, som du ikke ønsker, at andre skal gøre mod dig; gør det ikke mod dem.
Lad os derfor se på, i hvor høj grad de politiske, kulturelle og økonomiske eliter lever efter denne gyldne regel. For når eliterne ønsker flere indvandrere, er det så fordi de gerne selv vil have nærkontakt med indvandrerne på uddannelserne, på arbejdet, i deres boligkvarterer eller i deres egne børns skoler? Er det det de ønsker?
Svaret er nej, for alle de nævnte steder lever eliterne efter helt andre spilleregler end dem, de sætter for den del af den danske befolkning, der ikke er begunstiget af at kunne vælge frit imellem uddannelse, arbejde osv. Eliterne foretrækker at omgås mennesker, der helt bogstaveligt ligner dem selv, mennesker af samme hudfarve som den, eliterne typisk selv har – nemlig hvid.
Jeg har døbt dem de liljehvide, fordi de selv er hvide, og meget tyder på, at det også er hvide mennesker, de foretrækker at omgås.

Uddannelseshykleri

Det begynder på uddannelserne. De ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere klarer sig gennemsnitligt så ringe i grundskolen og gymnasiet, at de nødvendigvis er underrepræsenteret på de lange videregående uddannelser. Efterkommerkvinderne ser ganske vist ud til at klare sig strålende, men det gør de kun, når man ser på dem, der er indskrevet på et videregående studium. Tallene for de 15-16-årige og de 30-årige efterkommerpiger og -kvinder viser, at de klarer sig signifikant ringere end danske mænd og langt dårligere end danske kvinder.
Så de liljehvide med de liberale udlændingepolitiske synspunkter sørger allerede her for ikke at følge den gyldne regel om ikke at mænge sig med indvandrere. Ikke bevidst, naturligvis, men det er alligevel en kendsgerning.
Når de unge liljehvide er blevet færdige, får de som regel arbejde efter fortjeneste og en dertilhørende god løn. Det er der ikke noget galt i, hvis ikke det lige var, fordi de arbejdspladser, de liljehvide færdes på, har en forsvindende ringe andel ikke-vestlige ansatte. Årsagen er den simple, at relativt flere af de ikke-vestlige ikke får en længerevarende uddannelse.
Når de ikke-vestlige efterkommere ikke findes på akademikerarbejdspladserne, siger det sig selv, at akademikerne vil have få eller ingen problemer med at omgås dem. Så heller ikke på arbejdspladserne praktiserer de liljehvide den mangfoldighed, de prædiker. Det er vist det, man kalder hykleri.

Bolighykleri

Når det drejer sig om valg af bolig, bliver det helt tydeligt, at de liljehvide foretrækker at bo blandt mennesker, hvis pigmenteringsgrad ikke afviger ret meget fra deres egen liljehvide. Det kan godt ske, at de liljehvide i en periode bor på f.eks. Nørrebro. I så fald er det i en velfungerende andelsboligforening forsynet med det nyeste inden for låsesystemer og med en sluse, som man skal igennem, før man kan åbne porten ind til gården. Her griller de liljehvide om sommeren og spiser og morer sig sammen med andre liljehvide.
På et tidspunkt vil de dog finde en bydel som Nørrebro lovlig broget, og så flytter de til et pænt kvarter, gerne Gentofte, hvis økonomien er rigtig god. Ellers flytter de til Lyngby eller måske længere nordpå til Snekkersten. Her er de liljehvide i det daglige omgivet af andre liljehvide, og bilen eller kystbanen bruges til at komme frem til arbejdspladsen i København – hvor de andre liljehvide også arbejder. Det samme er naturligvis tilfældet i Aarhus, Odense osv.
De liljehvide vil aldrig indrømme, at de bor disse steder, fordi de har begrænset lyst til at omgås de ikke-vestlige, som de med så stor ihærdighed og iver har fået til landet. Der er så mange andre praktiske grunde til, at de har valgt, som de har gjort.
Men er de ikke hyklere? I hver fald overholder de ikke den gyldne regel. De lader andre om at bære konsekvenserne af deres syn på verden. De liljehvide udøver godhed pr. stedfortræder.

Skolehykleri

Mest manifest bliver de liljehvides hykleri, når de skal vælge skole til deres børn. Som regel giver det sig selv, idet de i forvejen bor de helt rigtige steder, hvor selv folkeskolen kan bruges, fordi de liljehvides børn primært går i klasse med børn af andre liljehvide.
Således reproduceres på forbilledlig vis de nye klasseskel, hvor de liljehvides børn næsten udelukkende socialiseres med børn fra samme type hjem: Højtuddannede forældre, der ønsker stor ikkevestlig indvandring til Danmark. Sammenligner vi de liljehvide med mere almindelige danskere, er der videnskabeligt belæg for at hævde, at de liljehvides tålmodighed hurtigere slipper op, hvis der kommer for mange børn af ikkevestlige forældre i klassen.
Det samme er der for øvrigt belæg for at konkludere i USA. Ryger andelen af ikkevestlige indvandrere op på flere end en to-tre stykker, står den på privatskole for de liljehvides børn.
Mest kendt er sager med politikere fra f.eks. Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre, men mønstret er nøjagtig det samme for alle typer af liljehvide. De liljehvide kan under ingen omstændigheder finde på at eksperimentere med deres egne børn.
Det er såmænd et fuldt forståeligt synspunkt, men det er dobbeltmoralsk, så det basker, når man kender til den gennemsnitlige holdning til udlændingepolitikken blandt de liljehvide. Underklassen – det ros, som ikke mindst tidens idéforladte stand up-komikere muntrer sig over – kan da bare betale ved kasse et. Den danske underklasse er alligevel så uciviliseret, så den har vel egentlig bare godt af det?

Ærlig elite efterlyses

Der vil altid være eliter til. Jeg har ikke noget imod eliter i sig selv. Det ville være omtrent lige så absurd som at have noget imod tyngdekraften.
Historisk har eliterne ofte nok været nogle skarn over for den jævne befolkning, men den foragt, som eliterne i dag nærer til de dårligst stillede danskere, savner formentlig sidestykke. I tidligere tider var de herskende mere ærlige. De lagde ikke skjul på, at de sad på flæsket, og at de havde særlige rettigheder. Og i det mindste havde godsejeren brug for sine fæstebønder. Det er ikke tilfældet i dag. De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.
Jeg forstår ikke helt, hvorfor de liljehvide ikke skammer sig det mindste over deres hykleri. Det er, som har de ladet sig frarøve deres moralske kompas. Hvorfor kan de ikke se, at det ikke var uden grund, at både Lukasevangeliet og Konfutse skrev, at man skulle handle konsistent og ikke sige ét og gøre noget helt andet?
Rent bortset fra at de liljehvide er moralsk anløbne, er de også på et vigtigt punkt basalt usympatiske mennesker: De lader andre betale prisen for noget, de under ingen omstændigheder selv ønsker at deltage i.
Morten Uhrskov Jensen er blogger og forfatter. 24. maj udgiver han bogen ’Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark’. Kronikken er en forkortet udgave af et af bogens kapitler.
_