Gjesteskribent

Av NICOLAI SENNELS

Hvorfor bliver mange herboende muslimer kriminelle?

Den anden myte er, at indvandrerkriminalitet skyldes sociale problemer, og at indvandreres kulturelle baggrund ikke spiller nogen rolle i denne sammenhæng. Heller ikke her stemmer fordommene overens med virkeligheden: Konklusionen på hundredvis af psykologiske samtaler med muslimske indvandrere – og sammenligningen med en relevant gruppe af danskere er, at den muslimske kultur har en meget høj accept af aggression. De er ganske enkelt kulturelt disponerede for at bruge trusler og vold i langt større udstrækning. Det behøver man i øvrigt ikke at være autoriseret psykolog for at konkludere – enhver der læser aviser eller ser internationale nyheder kan se de kulturelle forskelle på konflikthåndtering og debatformer.

Mens et ukontrolleret vredesudbrud er den hurtigste måde at tabe ansigt på i den danske kultur, forholder det sig omvendt i den muslimske kultur. Villigheden til at hævne sig anses i den muslimske kultur er et tegn på styrke, og vrede er klart mere socialt accepteret i muslimske kredse. Aggressiv adfærd er her et socialt redskab, som man bruger til at opnå respekt (ikke kun frygt) og status med.

Eksempel: På danske arbejdspladser og i den danske offentlighed generelt, er det pinligt, hvis man hidser sig op. Mister man besindelsen overfor kollegerne, så bliver man ikke udråbt til leder af gruppen, men må tværtimod snige sig lidt duknakket rundt og tale ekstra pænt, indtil man har en fornemmelse af, at den sociale accept er blevet genoprettet. Ifølge vores almindeligt accepterede sociale normer, så har den, som først bliver vred eller mister kontrollen i en diskussion, automatisk tabt. I den muslimske kultur vægtes evnen til at truende og skræmme sin modstander langt mere positivt.

Islams hellige mænd, imamernes, jævnlige opfordringer til «hellig vrede» og hellig krig og udbredelsen af familiehenrettelser (såkaldte æresdrab – i Tyrkiet har 13 % voksne og 10 % unge set et æresdrab blive udført. 26 % støtter ideen om æresdrab) og voldelige demonstrationer over Muhammed-tegningerne er alt sammen eksempler på, at man i den muslimske kultur ser aggressive former for adfærd som en socialt accepteret måde at udtrykke sig på.

Dialog for dialogens skyld – uden trusler, krav eller konsekvenser, eller forsøget derpå – opleves som svagt og som om modstanderen er bange for at forsvare sig med den risiko, dette indebærer.

Den høje accept af aggression og vold er en stor del af grunden til, at muslimer er så ekstremt overrepræsenteret i statistikker over straffelovskriminalitet. Derudover spiller det formentligt også en rolle, at ikke-muslimske autoriteter nyder ganske lidt respekt i muslimsk dominerede områder. Og selvfølgelig den kulturforskel som betyder, at mange muslimer har svært ved at forstå den danske/vestlige måde at markere hvad der er rigtigt og forkert (læs Integrationsmyte 1: Der er ikke forskel på indvandrere)

For dem der ikke har hørt om denne overrepræsentation, kan jeg citere lederen af Danmarks Statitik, Jan Plovsing:

«Når vi i første omgang korrigerer for aldersforskelle, har mænd med ikke- vestlig oprindelse et indeks for voldskriminalitet på 261 mod 89 for mænd af dansk oprindelse. Voldskriminaliteten for mænd med ikke-vestlig baggrund er altså 161 pct. højere end i befolkningen under ét. Samtidig ligger mænd med dansk oprindelse 11 pct. under gennemsnittet.»

Dem der tror, at det er alle mulige ikke-vestlige indvandrere, som begår kriminaliteten, kan kigge med her:

Top 10 over kriminelles oprindelsesland:

1: Marokko
2: Libanon
3: Jugoslavien
4: Somalia
5: Iran
6: Pakistan
7: Tyrkiet
8: Irak
9: Vietnam
10: Danmark

Kilde: Jyllands-Posten, d. 19. december 2008: Store forskelle i integration

De otte 1.-pladser optages af personer fra muslimske lande (listen er korrigeret for socioøkonomiske faktorer!). Læg i øvrigt mærke til, at der ikke er noget umiddelbart system i, hvilke kriminelle muslimer, der kommer fra krigshærgede lande, og hvilke der ikke gør.

Både i international politik, nationalt, i lokalpolitik og helt nede i pædagogikken og den lokale sociale indsats, skal man altså vide, at manglende vilje eller mod til at sætte hårdt mod hårdt og pege åbenlyst på reelle problemer i forhold til muslimer, vil blive opfattet som svagt og i længden føre til en forværring af problemerne. Det finder politiet, venstrefløjspolitikere og såmænd også Obama nok snart ud af…

Nicolai Sennels er uddannet cand. psyk. aut. Som psykolog har han i en årrække arbejdet med kriminelle muslimer på Sønderbro, en sikret institution for kriminelle unge i Københavns Kommune.

I 2008 delte han sine erfaringer fra sit terapeutiske arbejde på integrationskonferencen «Mangfoldighed og tryghed i byen». Han valgte at forlade sin stilling, da kommunen gav ham mundkurv på med begrundelsen, at hans konklusioner var i strid med kommunens værdigrundlag.

Udgivelser:
Nicolai Sennels har efterfølgende udgivet bogen «Blandt kriminelle muslimer. En psykologs erfaringer fra Københavns Kommune».

Første gang publisert på Jyllands-Postens blog.

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse

Mest lest