Gjesteskribent

Det kommende valg til Europa-Parlamentet søndag 25. maj kan blive et vendepunkt: Øjeblikket hvor vi begynder at redde Europa fra EU. For at det kan ske, skal danskerne og resten af Europa indse, hvilken fremtid de går i møde under det nuværende system, og forstå hvilke risici Bruxelles udgør.

I 1972 stemte et solidt flertal af danske vælgere ja til medlemskab af det daværende EF, som det hed dengang. Vi husker begge levende valgkampen, og ikke mindst valgaftenen, og ville have stemt ja, hvis vi havde været gamle nok. Hvorfor? Fordi EF-modstanden hovedsagelig kom fra venstre, fra fjenderne af frihed og velstand. Endnu i mange år efter 1972 var det disse fjender af demokrati og vækst, der dominerede nej-siden i Danmark. For os var der dengang ingen diskussion: ville man mere frihed og velstand, måtte vi med i EF. Endnu i 1986, da danskerne stemte om Den europæiske Fællesakt, der skulle føre til Det indre Marked, forekom valget let. Alternativet til det frie, indre marked, man ville skabe, kunne vi se på den anden side af Jerntæppet i den socialistiske del af Europa.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i euforien efter Berlin-murens fald kom så Den europæiske Union. Det hele forekom så éntydigt: mere union var fortsat lig med mere frihed og velstand. Selvom ingen af os gik med blå sokker med gule stjerner på for at vise vores begejstring, må vi i dag sige: hvor var vi dog naive og godtroende. Et afgørende vidnesbyrd om, at der er sket en væsentlig forandring, er, at socialisterne nu er EU-begejstrede. Den samme Holger K., der sammen med konen sagde »nej til unionen« i 1992, beskylder nu på propagandistisk vis EU-kritikere for at være højrepopulister.

Siden 1993 har EU stedse mere tydeligt vist sig som det, visse af dets fædre altid ønskede, det skulle være: et socialistisk tvangsforetagende. EU-elitens drøm er en politisk union med fælles finanspolitik, hvor magten er forbeholdt en ikke-folkevalgt og selvsupplerende gruppe af selvbestaltede eksperter, der påtager sig at vide, hvordan borgerne skal opføre sig, og hvordan de skal tænke.

På væsentlige politikområder, herunder finans, energi og miljø, modarbejder eliten indædt europæernes frihed og velstand. De skjulte magtdagsordener, der nok allerede eksisterede fra begyndelsen, er i særlig grad blevet forstærket af det katastrofale monetære eksperiment, euroen. Ikke mindst takket være den er EU det eneste økonomiske område i verden, hvor såvel befolkning som økonomi skrumper. Det ville være naivt at tro, at euroen forsvinder, når man ved, hvor stor mængde af politisk kapital, der er investeret i den. Det enorme europæiske bureaukrati og især den politiske elite, der ernærer sig af EU, vil gøre alt, hvad de kan for at forhindre euroens fald, i hvert fald indtil det bliver uundgåeligt. Dette vil være enten på grund af pres fra vælgerne (selvom de meget sjældent høres i denne post-demokratiske politiske struktur) eller fra markederne, som forhåbentlig en dag genindtager deres rolle, der er blevet perverteret til ukendelighed under euro-krisen. Euro-krisen har om noget vist, at elitens regler og anbefalinger beriger de få og forarmer de mange, som socialismen altid har gjort det.

Den ene af os er finansmand, den anden historiker. Begge er vi lidenskabelige europæere på den sande måde, ikke den falske EU-måde. Fra to meget forskellige ståsteder er vi begge kommet frem til, at EU ikke længere tjener europæernes interesser, ja, faktisk er blevet en fjende af frihed og velstand. Den tidligere tjekkiske præsident, den liberale Vaclav Klaus, siger meget rigtigt, at det er skæbnens ironi, at det projekt, som skulle samle Europa i fred, er blevet kilde til splid og fattigdom.

Den overordnede trussel, det nuværende EU udgør, er af langt mere fundamental karakter end de kortsigtede sving mellem højre og venstre i Danmark. EU spørger ikke borgerne om deres mening. EUs ledere står ikke til ansvar for deres handlinger på samme måde som nationale politikere. EU ruller aldrig ting tilbage, men maser videre med deres agenda – uden et reelt demokratisk mandat, og uden interesse for at søge det. Det lyder for mange overdrevent og paranoidt, men realiteten er, at EU har potentiale til at blive et nyt Sovjetunionen. Den centraliserede magt over ligegyldige stater uden reel indflydelse på deres egen fremtid, de vedvarende tiltag for at manipulere den offentlige mening og undertrykke ytringsfriheden, den ufatteligt virkelighedsfjerne doublespeak om historisk nødvendighed og de store fremskridt, EU i Bruxelles øjne oplever – det er orwelliansk i natur og totalitært i praksis. Desværre interesserer rigtigt mange danskere sig reelt set ikke for EU, men bruger hellere tiden på uendeligt ligegyldige småting i den hjemlige debat. Imens tromler EU videre med en massiv, farlig og undertrykkende dagsorden, som vil fjerne enhver selvstændighed fra medlemslandene og deres borgere. Næsten uden at vi opdager det. Det er nøjagtigt, hvad politikerne og bureaukraterne i EU ønsker. NATO og EF blev set af os som garanter og katalysatorer for både frihed, fred og fremgang. Liberaliseringen af markedet hilste vi velkommen, fordi det gav os oplevelsen af, at vi var langt friere, og langt bedre stillet end de foregående generationer og vores naboer på den anden side af Jerntæppet. Naturligvis var vi også taknemmelige for, at vi ikke skulle opleve destruktionen af både værdier og menneskeliv, som de foregående generationer havde set på første hånd i verdenskrigene.

Vores rejse fortsætter, og vor bekymring tiltager dag for dag. Det er ikke blot den økonomiske deroute og ødelæggelsen af en hel generation af unge sydeuropæeres liv, det drejer sig om nu. Det er endnu værre, fordi EUs institutioner – i en uskøn blanding af panik, manglende realitetssans, selvforherligelse og magtiver – nu begynder at tage så meget kontrol over europæernes liv med så lidt respekt for borgernes holdninger og demokratiske grundregler, at konturerne af en totalitær stat begynder at træde frem.

Vor fælles bekymring har resulteret i en bog, som den ene af os har støttet materielt og moralsk og den anden skrevet. »EU – Europas fjende« udkommer i dag på Peter la Cours Forlag. Den vil vise, at det rigtige Europa er langt mere mangfoldigt og interessant end den triste kulisse, EU kalder »Europa«. Den vil med eksempler fra finans-, klima- og kulturpolitik vise, hvordan EU modarbejder det sande Europa. Vi vil opfordre alle til at hjælpe os med at reformere eller om nødvendigt fjerne den nuværende skadelige og udemokratiske version af EU for at redde det sande Europa. Det er vor tids vigtigste opgave.

 

http://m.b.dk/kommentarer/eu-kan-blive-et-nyt-sovjetunionen