De neste årene trengs det 60.000 nye ansatte i eldreomsorgen, en dobling fra idag. Prisen stiger tilsvarende. Idag koster eldreomsorgen 55 milliarder kroner. Kommunene trenger en opprustning som må begynne nå. Hvor skal pengene komme fra?

Kommunenes organisasjon KS har beregnet hvor mye det koster å gjennomføre eldreforliket som nylig ble inngått i Stortinget. Her ble regjeringspartiene enige med Kristelig Folkeparti og Venstre om å «løfte kvaliteten i eldreomsorgen».

– Problemet er at det ikke ligger én krone der. Det er lite forpliktende. Vi har konkretisert hva dette betyr. Når tallene kommer på bordet, blir det ganske overveldende, sier Bjørn Gudbjørgsrud til Dagsavisen. Han er direktør for konsultasjoner med staten i KS.

KS mener det trengs minst én ansatt for hver av de pleietrengende.

– Dette er mennesker med store pleiebehov. 60.000 er sannsynligvis også for lite. Det bør planlegges for enda ti prosent økning, mener Gudbjørgsrud.

Kommunale pleie- og omsorgstjenester koster i dag rundt 55 milliarder kroner i året. Denne opptrappingen vil kreve en gigantisk økning i kommunenes driftsbudsjetter, hvis ikke andre oppgaver skal bli skadelidende.

– Prisen for denne nødvendige opptrappingen er ifølge våre beregninger to milliarder kroner hvert år, i dagens kroneverdi. Og det må starte nå. Budsjettene må løftes kraftig, krever Gudbjørgsrud.

Gudbjørgsrud er blant dem som tidligere har sagt høyt og tydelig ifra hva fremtidens eldrebølge vil bety. Hvor skal pengene komme fra? Hvor skal «hendene» komme fra? Hva vil det gjøre med velferdsstaten når stadig færre yrkesaktive skal underholde flere eldre?

Disse problemstillingene er noe av kjernen i teorien om velferdsstatens dødsspiral, et begrep hentet fra den russiske demograf Mikhail Bernstam, som beskrev den den innebyde dynamikken for 25 år siden. Dette er hovedlinjer som gjelder hele Europa, likevel er det ikke tema for debatt, annet enn stykkevis og delt. Politikerne skyver problemene foran seg. De sier de vil hente inn utenlandsk arbeidskraft. Men en stor del av denne innvandringen går selv på trygd og er ikke nettobidragsytere til samfunnsregnskapet. NHO har fått øynene opp for dette, men mediene nekter å sette det på dagsorden.

David Gress
behandlet temaene i en kronikk i Jyllands-Posten

Har Europa en fremtid? Svaret er nej, hvis man skal tro den tysk-amerikanske historiker og politolog Walter Laqueur. Han har sammenfattet en lang karrieres viden og iagttagelser i en bog med den dystre titel «The Last Days of Europe» – «Europas sidste dage». Undertitlen er «Gravskrift for et gammelt kontinent». Budskabet er klart. Er det også sandt? Og hvad er det for et Europa, som ifølge Laqueur ligger på sit dødsleje?

»Wo aber Gefahr ist, wächst das Rettende auch« – »Hvor der er fare, vokser også det, der redder.« Således skrev Friedrich Hölderlin i 1801 i det storladne og dunkle digt «Patmos», og versene rinder én i hu, når man møder argumenter som Walter Laqueurs. Ikke mindst fordi Hölderlin som mange af hans generation drømte om et forenet, fredeligt Europa, en civiliseret model for verden bygget på en harmonisk syntese af klassisk hellenisme og kristendom.

Skal vi imidlertid finde det, der redder, må vi først forstå alvoren i Laqueurs diagnose. For mens «det reddende» er et håb, er diagnosen konkret og baseret på uafviselige kendsgerninger.

Syge samfund

De europæiske samfund er uden undtagelse dødssyge, mener Laqueur. Det alvorligste symptom er europæernes lave fødselstal, som, hvis de fortsætter, ganske rigtigt vil dømme det Europa, der hidtil har eksisteret, til selvudslettelse. Mange storbyer i England, Tyskland og Italien har i sidste generation mistet en femtedel af deres indbyggere. London, der for 50 år siden var verdens største by, mister 100.000 indbyggere om året. Store dele af det europæiske Rusland er allerede affolket. I gamle DDR-byer fungerer kloakkerne ikke, fordi der er for få indbyggere til at sikre gennemstrømning, og hele gader ligger øde. En selvvalgt demografisk katastrofe truer. I modsætning til tidligere katastrofer som for eksempel Trediveårskrigen 1618-1648, som kostede hver tredje tysker livet, har den nuværende to direkte følger, som aldrig er set før.

Den ene er, at samfundene bliver ældre, og det i voksende takt. I næste generation vil arbejdsstyrken i de større europæiske lande svinde med op mod en tredjedel, mens antallet af personer på overførsel vil vokse tilsvarende. Det vil kræve stærkt stigende skatter, som vil gøre det endnu dyrere at stifte familie. Allerede for 25 år siden identificerede den russiske demograf Mikhail Bernstam, hvad han kaldte for velfærdssamfundets indbyggede dødsspiral. Offentligt garanteret velfærd kræver høje skatter, som afskrækker familiedannelse og opmuntrer tidlig pensionering. Spiralen forstærkes for hver generation, indtil hele systemet bryder sammen.

Den anden følge eller snarere ledsageomstændighed er den store muslimske indvandring. Den begyndte uplanlagt, men begrundes nutildags ofte med behovet for arbejdskraft til at fylde det demografiske hul. Men hvis det er meningen, skriver Laqueur, så må man sige, at intet europæisk land har formået at få ligningen til at gå op. Integrationen er intetsteds lykkedes særlig godt.

Parallelsamfund

Laqueur konstaterer, at den voksende muslimske befolkning i Europa over tid er blevet mindre snarere end mere integreret. Overalt har muslimerne af grunde, der fra deres synspunkt er forståelige, dannet parallelsamfund finansieret af de europæiske skatteydere og formidlet af velmenende, bureaukrater. Mange indvandrere og efterkommere behøver ikke arbejde, for de kan leve for andres penge. Det har ikke blot gjort parallelsamfundene mulige, men også hos mange muslimer ført til en holdning karakteriseret af krævementalitet, fornærmethed og foragt for de indfødte.

England modtog fra 1960’erne mange indvandrere fra det indiske subkontinent. Hinduer og sikh’er ankom ikke med markant flere ressourcer end muslimer, men de har klaret sig bedre. Typisk ved at åbne små forretninger, drive dem med familiens hjælp og dermed bekoste næste generations sociale opstigen. Muslimerne derimod, som for eksempel bangladesherne i øst-London eller pakistanerne i Bradford, lukkede af for det omgivende samfund og hersker nu uindskrænket og uanfægtet af engelsk lov og ret. I Bradford var der i 1982 én moské, nu er der 60. De pakistanske byrådsmedlemmer modtager besked om, hvordan de skal stemme, pr. sms fra landsbyhøvdinger i Pakistan. Hvide kvinder kan ikke gå ude om natten.

Tyskland modtog især tyrkere, men det var ikke sekulariserede, uddannede og vestligt orienterede tyrkere, derimod folk fra de fattigste og mest rettroende landsbyer i Anatolien. I Tyskland er disse tyrkere blevet radikaliseret af strenge imamer og lever for manges vedkommende en permanent tilværelse på overførsel. Velment multikulturalisme forbyder tyske myndigheder at kræve kendskab til tysk eller til at kontrollere, om og i hvad der undervises i skolerne i muslimske distrikter. Storbyer som Frankfurt, Duisburg og Berlin vil inden for et par årtier have muslimsk flertal.

Euro-eliten

De kommunale skoler i Øst-London får særlige tilskud for hver bangladesh-elev, der består eksamen. Det har givet hvide forældre det ikke ubegrundede indtryk, at skolerne dumper hvide elever for at hæve andelen af bangladesher, der består, og derved opnå de særlige tilskud.

Eksemplet illustrerer en holdning, som er så dybt indpodet i europæiske magthavere, at den er blevet en ren refleks. Den bunder i en noget forvirret opfattelse af, at indvandrere og efterkommere, der ikke klarer sig godt, er uforskyldt undertrykt og derfor fortjener særlig hjælp. Den bunder også i et meget bredere kompleks af tvangstanker og ideologi, som foreskriver, at alt, der er traditionelt europæisk, såsom national stolthed, kristendom, arbejdsetik og troen på, at lærdom og viden er goder i sig selv, må forkastes, for de har ført til imperialisme, kolonialisme og udbytning.

Nogle har døbt dette kompleks selvhad. De, der lider af komplekset, er typisk hvide, veluddannede og velhavende europæere. De hader det traditionelle Europa, derfor hader de sig selv, for de er produkter af det Europa, som har givet dem det gode liv, de har.

Det er imidlertid misvisende. Disse mennesker, som befolker Europas medier, uddannelsesvæsener og ikke mindst ministerier, styrelser, parlamenter og regeringer fra Bruxelles og Strasbourg ned til de mindste byråd, hader overhovedet ikke sig selv. De er tværtimod overbeviste om, at de er oplyste, tolerante, retfærdige og ganske enkelt bedre mennesker end flertallet af indfødte europæere, som ikke deler deres holdninger. Det er derfor ikke rigtigt at tale om selvhad, men snarere, som den engelske filosof Roger Scruton har foreslået, om «oikofobi», hvilket betyder «had til éns hjem». Det er præcist rigtigt. Euro-eliten hader «sit hjem», altså det Europa, der skabte den, og som den med al magt søger at ødelægge.

Dette systematiske nedbrydningsarbejde viser sig i det små i øst-Londons skoler og i det store eksempelvis i EU-elitens vellykkede kamp for at få kristendommen som kulturgrundlag udelukket af den europæiske forfatningstraktat. Den traktat, som i let ændret udgave af euro-eliten nu presses ned over europæerne, helst uden at spørge vælgerne om lov.

Lavt selvværd

Hvor denne oikofobi, der ved siden af den grønne overtro, altså miljøhysteriet, er vor tids karakteristiske elite-religion, kommer fra, er måske vor tids mest interessante kulturhistoriske og politiske spørgsmål. Der er ikke plads her til at gennemgå den omfattende litteratur om sagen, men der er, og det mener Laqueur også, ingen tvivl om, at en stor del af forklaringen har at gøre med skam over de katastrofer i form af verdenskrige og totalitære ideologier, som europæerne udløste i sidste århundrede. Skammen førte til skyldfølelser, som blev lindret ved at give ansvaret for katastroferne netop til det gamle Europa som kultur. Den førte til ondskab, den måtte være ond.

Det kan dog ikke være hele forklaringen, fordi den oikofobe elite i stort omfang udspringer af venstrefløjen, altså af folk, der sympatiserede med den ene af de to store totalitære bevægelser, nemlig kommunismen. Derfor forkastes kommunismen ikke i nær samme omfang som nationalsocialismen, skønt de to var hinanden mere lig, end de var forskellige. Det er kun nogle katastrofer, der kalder på elitens harme. De andre og større tier man om.

Uanset hvad motiverne for oikofobien er, så fører den i praksis til en ejendommelig blanding af selvglæde og lavt selvværd. Euro-eliten har forkastet det gamle Europa, men har ikke fundet noget at sætte i stedet ud over en vag blanding af humanitære og multikulturelle impulser. Euro-eliten forbyder sig selv at stå fast på europæiske principper såsom ytringsfrihed eller lighed for loven, for ikke at tale om ærlighed omkring historiske fakta eller respekt for lærdom. Derfor ved den ikke, hvad den skal sige til muslimske krav om særbehandling, andet end ja naturligvis. Og dette evige ja til det ene krav efter det andet fremkalder kun en ganske forståelig foragt hos muslimske aktivister. For 50 år siden ville en muslim i Frankrig ikke drømme om at kræve, at kun kvindelige læger måtte tilse kvinder. I dag honoreres kravet af læger i hele Europa, for ellers vanker der i bedste fald kævl og i værste vold.

Det reddende

I 1571 besejrede en hastigt sammenkaldt flåde den tyrkiske ved Lepanto i Middelhavet. Sejren fejredes over hele Europa med klokkeklang og takkesange og blev opfattet som nærmest et mirakel, som Gud i sin nåde lod de syndige europæere opnå over deres dødsfjender, de muslimske osmanner, som drømte om at omdanne Peterskirken til moské.

I 1683 indtraf et lignende mirakel, da en kævlende blandingsstyrke af polakker, tyskere, italienere og andre besejrede de samme osmanner, der i flerfoldigt overtal belejrede Wien. Den kristne armé ville være faldet fra hinanden eller ikke have vovet slag mod overmagten, hvis ikke en radmager præst fra Friuli, Marco d’Aviano, utrætteligt havde forkyndt soldaternes ansvar for at redde kejserstaden og dermed det kristne Europa.

I verset umiddelbart inden de ovenfor citerede skrev Hölderlin: »Nah ist und schwer zu fassen der Gott.« Dunkle ord. »Nær og svær at fatte er guden.« Nærmere et klart tegn på det reddende kommer vi dog næppe. Europa er ikke længere kristenheden, den eksisterer i vor tid snarere i Sydamerika og Afrika, for ikke at tale om Østasien, end i Europa. Men uden kristendommen er Europa kun et geografisk begreb, og så er det ligegyldigt for en kosmisk betragtning, om indbyggerne er muslimer. Det reddende er ikke omvendelse til en tabt tro, men besindelse på Europas arv, som er hellenisme og kristendom, og en restaurering af denne arvs eviggyldige principper. Jeg har nævnt de vigtigste. Tillid til fornuften, arbejdsetik, fremsynethed, respekt for lærdom og ikke mindst æresfølelse og berettiget stolthed over, hvad Europa var og måske kan blive igen. Hvis europæerne vil. david.gress@jp.dk

Walter Laqueur:

The Last Days of Europe

Epitaph for an Old Continent

Thomas Dunne Books/St. Martin’s Press 2007

Må ha 60.000 flere ansatte i eldreomsorgen
For å møte den voldsomme eldrebølgen de neste tjue årene, trengs det minst 60.000 flere ansatte i eldreomsorgen, og to milliarder kroner mer hvert år.