Gjesteskribent

Begivenhetene galopperer, med terrortrusler og arrestasjoner, og tendenser til segregerte samfunn. Likevel går livet videre. Folk flest søker tilflukt i hverdagen. Det er en overlevelsesstrategi mennesker alltid har brukt. Fortrengning kan være konstruktivt. Men bare opp til et punkt. Hvis hele samfunnet lever på en løgn, svikter grunnen under føttene og avgrunnen åpner seg.

Disse tanker, som man ikke kan unngå å gjøre seg i dagens situasjon, gjenfinner jeg smukt formulert av Claes Kastholm i en artikkel i Berlingske Tidende. Hva er det som Danmark har som ikke vi har? Det øses ut store beløp på litteraturfestivaler, Kapitel 8 er nettopp avviklet i Stavanger, med folk fra hele verden – men likevel greier ikke de privilegerte å sette søkelys på de virkelig store trusler mot Europas fremtid. Og kulturdebattene i Norge kretser om latterlig selvopptatte temaer, som hvem som var størst av Undset og Hamsun, om medlemskap i Forfatterforeningen, royalties, og forskjell på høy og lav litteratur.Senest var det morsomt at Dag Solstad hadde kjøpt nye klær.

Den historiske bevissthet har vandret ut av vinduet. Jeg leste at Hannah Arendt brukte uttrykket «tap av realitetssans» om stemningen i Tyskland etter krigen. Noe av det samme gjelder Norge, men vi er ikke rammet av krig, men Overfloden. Det er skapt et klima som gjør at man ler av de store ord Kasthold benytter. Man blir flau over at noen snakker slik. Det lukter av sjåvinisme og nasjonalisme i manges ører. Eller kan det skyldes at man mangler historisk bevissthet?

Læst og påskrevet
Af Claes Kastholm

I disse år afgøres Europas fremtid. Vi kan stikke hovedet i busken over for udfordringerne, hvis vi ønsker vores børnebørn en ussel skæbne. Eller vi kan forsvare vores fælles værdier med rolig stolthed.

Vi er børn af solen, som en film hed engang. Når solen skinner, glemmer vi, at det har regnet. Når tandsmerten hører op, glemmer vi, at for kort tid siden fyldte den hele vores bevidsthed, og vi skal virkelig anstrenge os for at huske, hvor ondt det gjorde. Denne barnlige glemsomhed, denne opslugthed af nuet, er en del af vores styrke, måske ligesom fortrængningsevnen en forudsætning for vores overlevelse. Men hvis den præger et helt samfund, en kulturel epoke, er den begyndelsen til undergang. Et samfund, en kultur, må have en højere bevidsthed, en dyb erindring. En kultur må vide, hvad der til enhver tid står på spil og må være rede til at forsvare sig. Er Europa det i dag? Eller har vi levet så længe med en frihed og i en velstand uden lige, at vi har glemt, hvor hurtigt det kan blive helt anderledes? Selv har jeg i mange, mange år set vores liv genspejlet i et bestemt fotografi af nogle velklædte hollandske jøder på vej til et opsamlingssted, som vi ved vil føre dem til Auschwitz. Særlig ét menneske på billedet har jeg hæftet mig ved: en høj, rank og smuk mand, klædt i en pelsbræmmet frakke, en direktør, en advokat tænker jeg mig. I går sad han på sit kontor, der var varme, ro, respekt omkring ham, om lidt bliver han jaget op i en kreaturvogn, han er allerede på vej til ikke at eksistere.

I 1989 skete der noget, som vi voksne, uanset alder, ikke havde drømt om, vi nogensinde ville opleve: Berlinmuren faldt. Ingen, absolut ingen, havde forudset det. Jo, på en noget anderledes måde. Ti år tidligere havde jeg, som én af mine første journalistiske gerninger, skrevet en artikelserie om DDR til min daværende avis, Politiken. En af artiklerne handlede om DDRs økonomi og forudsagde, at det økonomiske system ville bryde sammen senest i 1982-83. Kilderne var nogle økonomer i den lille kreds af østtyske systemkritikere, hvoraf mange jo var fængslet, dræbt eller smidt ud af landet. Netop denne artikel blev aldrig trykt. Den virkede simpelthen for fantasifuld. I dag ved vi, at DDR i 1982 ville være gået bankerot, hvis ikke den såkaldte arbejder- og bonderepublik netop på dette tidspunkt havde fået tilført nogle enorme milliardtilskud fra Vesttyskland. Men uanset dette var DDR s skæbne jo afhængig af noget helt andet, nemlig Sovjetunionens besættelsespolitik.

Året før Murens fald skrev den tjekkiske forfatter Ludvik Vaculik i et henrivende lille essay om Europa: »Den europæiske ånd, mangeformet som konturerne og bjergrelieffet i Europa, er blevet formet af realitiviteten og selvmodsigelserne. Den er levende, skarpsindig og morsom og vrimler med abstrakte ideer og praktisk sindelag. Den har fremstillet parlamentet, lokomotivet, den fjerde dimension, penicilinet og atombomben – sidstnævnte i Amerika«. Rigtigt alt sammen. Også jeg kan svulme over af glæde, taknemmelighed og stolthed ikke mindst ved tanken om mit Europa, dets historie, dets kunst og tankekraft, men først og sidst dets fortryllende og uregerlige mangfoldighed, charmerende sammenfattet af general de Gaulle i ordene om Frankrig: »Hvordan skal man kunne regere et land, der har 246 slags oste?«

Men der er også en del, Ludvik Vaculik glemmer. Han glemmer det, der førte os til Auschwitz. Han glemmer den virkelighedsfjerne jubel, hvormed vi indledte den store katastrofe: Første Verdenskrig, der som følge af defaitismen i 1930erne blev til første del af den anden europæiske trediveårskrig, hvori hele verden blev inddraget, og hvorunder det prægtige gamle Europa blev sønderbombet og hele den østeuropæiske, rige jødiske kultur gik tabt for altid. I dag står vi over for nye trusler: økonomiske, kulturelle, politiske. De europæiske velfærdsstater er sandet til i tunge strukturer og kulturelt hukommelsestab, og over for truslen fra et militant islam, der vil terrorisere os århundreder tilbage, reagerer vi følgagtigt og selvbebrejdende i stedet for stolt og beslutsomt, skønt alene den demografiske udvikling burde sige os, hvad der står på spil. FNs befolkningsfremskrivninger viser, at de 25 EU-lande i 2050 vil have godt 400 mio. indbyggere (mod 451 mio. i år 2000), mens de 25 muslimske stater i Mellemøsten vil have 1,3 mia. indbyggere (mod 163 mio. i 1950 og 587 mio. i år 2000). Denne mellemøstlige befolkningseksplosion vil lægge et enormt pres på det rige Europa og kombineres den med det faktum, at der allerede i alle store europæiske byer i dag er store muslimske, uintegrerede immigrantmiljøer, er der hverken vanskeligt at se, hvilken frodig arbejdsmark den militante islamisme har, eller at se, hvilken fremtid der venter vores børnebørn, hvis ikke vi tager os lidt sammen, holder op med at bekrige hinanden og samles om at forsvare vores fælles værdier.

Les også

-
-
-
-
-
-

Les også