Gjesteskribent

På et offentligt møde for nogle uger siden blev kansler Angela Merkel spurgt af en bekymret tysk kvinde, om tyske politikere ikke også havde et ansvar for den tyske befolkning, som i vidt omfang var opskræmt af islams indtog i landet. Det var før de seneste måneders masseindvandring af illegale grænseoverskridere.

Merkels svar var nedladende – angst er en dårlig rådgiver, sagde hun først – både i det private og i det politiske liv. Og så tilføjede hun, at man som tysker skulle vare sig for racisme. Tidligere havde Merkel erklæret, at der ikke ville blive vist tolerance over for racisme. En ledende partifælle fra Kassel, Walter Lübcke, har erklæret, at dem, der er uenige i den førte politik, jo til enhver tid kan forlade Tyskland.

Merkel og partifællen affejer med andre ord de landsmænd, hvis uro over udviklingen deles af et flertal i den tyske befolkning. Hun spiller racismekortet, som om den nuværende tyske befolkning havde ansvar for den tyske nazismes forbrydelser. Hun forsøger at lukke den nødvendige debat i et frit samfund om de kolossale problemer, den omfattende indvandring har skabt. Læs f.eks. den socialdemokratiske politiker Heinz Buschkowskys rystende beskrivelse i bogen ”Die andere Gesellschaft”.

Hvis der er grund til angst, er angst faktisk en rationel reaktion, som kan danne afsæt for handling til at afværge en trussel. Det er Merkels letsindighed, som er en dårlig rådgiver. Den har forvoldt de sidste måneders europæiske kaos, som nu er ved at få Sverige og Tyskland til at gå op i fugerne.

Den svenske udlændingestyrelse – Migrationsverket – har erklæret, at Sverige i praksis har en ubevogtet og åben grænse til Tyrkiet; at svenske myndigheder ikke har nogen anelse om, hvem der p.t. befinder sig i Sverige; at man heller ikke har nogen anelse om, hvor mange der kommer til Sverige næste år eller om to år; men at man har akut brug for yderligere 29 mia. kr. til de nuværende asylsøgere.

Der er med andre ord tale om en stat, der har givet op over for den brutale virkelighed efter i årtier at have holdt moralske forelæsninger for andre lande om, hvor god man selv var.

Merkel synes besat af samme frelserkompleks. »Wir schaffen das« (Vi skal nok klare det!), erklærede hun, da hun uden varsel solo nedbrød EU’s ydre grænser og derved åbnede porten for en lavine af især unge muslimske mænd fra Mellemøsten og Afrika. En tysk økonom anslår, at det kommer til at koste tyskerne 45 mia. euro pr. år.

Danmark ligger med åbne grænser lige ved siden af Sverige og Tyskland. Man taler nu om 2 til 2,5 millioner indvandrere og flygtninge i Tyskland, inden året er omme. Tidligere efterretningschef August Hanning fremsatte for en måned siden et 10-punktsprogram, som bl.a. omfattede afvisning af folk, som ifølge gældende lov ikke havde gyldige indrejsepapirer – hvilket jo burde være en selvfølge.

Ikke alene tyske, men også franske og britiske sikkerhedsmyndigheder ser på situationen med største uro. I forvejen var der store problemer med at afværge de islamiske terrorangreb, der på samlebånd blev søgt udført. Nu er situationen nærmest uoverskuelig.

Merkels politiske trosbekendelse går ud på, at islam hører til i Tyskland – dvs. hører til tysk kultur og tradition – helt på linje med EU’s udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, hvis evangelium lyder, at »islam hører til i Europa, i Europas historie, i vores kultur, vores mad og – det vigtigste – i Europas nutid og fremtid«. Og ligesom Merkel affærdiger hun alle, der har en anden opfattelse. De er angiveligt uvidende om, hvad Europa og europæisk identitet er. For hende er den største trussel »frygten for mangfoldighed«.

Mogherini er typisk for den moderne EU-nomenklatura. Hun var som yngre kommunist, hun har studeret politologi – og hun er renset for erfaring fra virkeligheden uden for ideologi og politik.

Det er en hårrejsende forfalskning af virkeligheden, Merkel og Mogherini præsenterer. Islam er jo først kommet til Tyskland og Europa i de seneste 35-40 år i kraft af den indvandring, der har fundet sted. Islam har intet at gøre med de europæiske nationers historie eller kultur.

En stor og voksende del af den muslimske befolkning i Tyskland og Europa vil da heller ikke vide af de grundlæggende principper, som de europæiske samfund bygger på. De er ikke tilhængere af de såkaldte universelle værdier, som netop ikke er universelle. Derfor klumper de sig sammen i ghettoer som den berygtede bydel Molenbeek i Bruxelles. Hvis islam er en del af Europas kultur, hvorfor udføres 90 pct. af alle terroraktioner i de europæiske lande så af muslimske organisationer?

Den danske regering siger ikke, at islam hører til dansk kultur og tradition. Og den går heldigvis heller ikke så langt som den svenske regering, hvis udenrigsminister, Margot Wallström, mener, at muslimsk terror skyldes Israel. Det er i øvrigt den forklaring, som muslimer i alle lande giver.

I stedet sagde Lars Løkke Rasmussen, at terrorhandlinger begået i islams navn intet har at gøre med islam. Det er enten virkelighedsfornægtelse eller politisk opportunisme. Hvis ikke islamisk terror har noget at gøre med islam, tager man ikke terroristerne og deres mange sympatisører i Europa alvorligt. Og i så fald vil man ikke være i stand til at bekæmpe den terror, der begås i islams navn.

Den sentimentale happening på Kongens Nytorv efter det seneste terrorangreb i Paris, hvor folk stod med fakler og våde øjne, var en både forloren og gratis omgang. Man sang kapitulanternes fredssang fra 1980’erne, og politikerne sagde, at vi skulle stå sammen. Men de har end ikke politisk vilje til at stå sammen om de mest basale forholdsregler som f.eks. at bremse den ukontrollerede tilstrømning af folk, som ikke vil legitimere sig.

En fransk far til en datter, der blev likvideret af de islamiske terrorister i Paris, blev spurgt, hvad hans dominerende følelse var. »Had«, svarede han uden et sekunds betænkningstid. Men med en vigtig tilføjelse: Hans had gjaldt ikke blot terroristerne, men især de politikere til højre og venstre, som havde tilladt, at noget sådant kunne finde sted – at Frankrig ikke længere var en retsstat. Det var utilstedeligt.

Franskmandens had til politikerne deles utvivlsomt af mange i den brede befolkning.

På det politiske plan har Viktor Orbán, Ungarns regeringschef, i en tale til Ungarns parlament efter den seneste islamiske terrorhandling i Paris også rettet sin vrede mod de europæiske politikere med Merkel i spidsen, som fortsat er optaget af, hvordan man skal transportere og underbringe de mange immigranter i stedet for at tage fælles praktiske skridt til at standse flodbølgen.

»I Bruxelles siger de fortsat, at immigration er godt, selv om alt viser, at det er skidt.«

Orbán mindede om, at Ungarn af EU blev kritiseret for at være inhumant, da landet forsøgte at leve op til EU’s krav om, at asylsøgere skal registreres og derfor indførte grænsekontrol for at forhindre illegale grænseoverløbere fra Mellemøsten og Afrika i at komme ind i EU-området.

»Hvad er mest humant«, spurgte han »at standse ulovlige grænsekrænkere eller risikere uskyldige europæeres liv?«.

I et generalangreb på multikulturalismens illusioner kritiserede Orbán EU for at være svagt, rådvildt og lammet. Man holdt møde efter møde, men fandt ingen løsninger. »Vi er alle spundet ind i et net af ideologier i stedet for at handle på grundlag af sund fornuft og vores egen kultur.«

Ifølge Ungarns regeringsleder er det selve Europas eksistens, der står på spil: Europa er under angreb, men de europæiske ledere har intet gjort, selv om de længe har haft kendskab til faren ved ukontrolleret tilstrømning af folk fra Mellemøsten og Afrika. Ingen ved, hvor mange terrorister der allerede er kommet, eller hvor mange der ankommer hver dag, selv om masseindvandringen forøger terrortruslen og kriminaliteten, ja truer de europæiske nationers kultur. På Ungarns vegne sagde Orbán nej til EU’s kvoteplan, som han kaldte ulovlig, fordi EU ikke har beføjelse til at træffe beslutning i den slags sager.

Orbán stemples som ”populist”, et af de mange meningsløse ord, der forplumrer den offentlige debat. Men det er da rigtigt, at den ungarske politiker mener, at de europæiske landes befolkninger skal have mulighed for at påvirke de politiske beslutninger, der er afgørende for deres kultur i nutid og fremtid.

Det burde jo være en selvfølge.

BERLIN, GERMANY - NOVEMBER 27:  German Chancellor and Chairwoman of the German Christian Democrats (CDU) Angela Merkel talks to the media with Chairman of the German Social Democrats (SPD) Sigmar Gabriel and Chairman of the Bavarian Christian Democrats (CSU) Horst Seehofer (not pictured) about the three parties' coalition contract after signing it earlier in the day on November 27, 2013 in Berlin, Germany. The three parties worked their way through arduous negotiations on policy issues that concluded with a 17-hour overnight session last night in order to hammer out the final details that will make a new German coalition government possible. The agreement still requires approval by party delegates, which especially in the case of the SPD is uncertain.  (Photo by Sean Gallup/Getty Images,) ** OUTS - ELSENT, FPG, TCN - OUTS * NM, PH, VA if sourced by CT, LA or MoD **

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 3. desember 2015.