Gjesteskribent

Det er ingen grunn til at Europa skal bøye av for særkrav fra religiøse grupper. -Vi må forsvare våre verdier, sier filosfen Alain Finkielkraut.

Vi skal forsvare Europa som en livsstil, og vi skal stå fast. Indvandrere må acceptere ligestilling eller finde et andet sted at bo, siger Finkielkraut i et intervju med Politiken .

Hvor langt skal vi gå for at beskytte vores demokratiske værdier og livsstil, når nye muslimske borgere indimellem rejser krav om f.eks. at adskille drenge og piger i dele af skoleundervisningen?

»Vi skal forsvare vores værdier. Islamiske fundamentalister siger: Vi har en anden civilisation. Det er fint. Europa behøver ikke være universel. Lad os ikke sprede Europa over hele verden, men lad os forblive Europa. Vi er i Europa, det er sådan, vi lever, det er sådan, vi ønsker, at forholdet mellem mænd og kvinder skal se ud. Hvis du ikke vil have det sådan, er Europa ikke stedet for dig. Du bliver nødt til at acceptere det, fordi det er europæisk. Jeg vil slet ikke diskutere det længere. Jeg har fået nok af diskussioner, hvor vi siger, at vi ved bedre om mænd og kvinder, fordi de er lige og det er en universel værdi.

Det er sådan her, det er: Europa må blive ved med at være Europa, og folk, der kommer til Europa, må acceptere det. Hvis de ikke vil leve anderledes i Pakistan, kan vi ikke gøre noget ved det mere. Vi burde have gjort det, men i dag er det for svært. Vi kan ikke reformere Pakistan. Vi havde engang en drøm om, at verden kunne blive europæiseret. Men kolonialismen ødelagde den drøm. Vi er nødt til at forstå, at vi må være mere beskedne, mere ydmyge. Vi er nødt til – og vi kan – forsvare Europa som en livsstil, og vi skal stå fast«.

Du blev voldsomt kritiseret i Frankrig efter forstadsurolighederne i 2005, ikke mindst efter at du havde givet et interview til den israelske avis Haaretz, som delvis blev citeret i Le Monde. Kritikken blev personlig og tog på et tidspunkt form af alvorlige trusler. Hvad mener du nu, om hvad der skete under urolighederne i november?

»Jeg mener det samme, som jeg gjorde dengang. Jeg mener ikke, at urolighederne var et politisk begrundet oprør, de var vandalisme. Jeg mener, det er forkert at portrættere uromagerne som ofre for det kapitalistiske system, ofre for et racistisk samfund eller som nutidens helte. For de brændte skoler, busser og biler. Og det er ikke holdt op. I dag er der ikke uroligheder, men der er stadig bilafbrændinger i mange forstæder. Der er masser af vold i skolerne. Vi må forholde os til volden. Men ikke politisere den. Når man er vred over sin stilling i samfundet, eller når man ikke kan få et job, er der absolut ingen grund til at brænde en skole. Så jeg protesterede imod de undskyldninger, som man gav uromagerne i store dele af pressen og blandt de intellektuelle, der sagde, at de unge reagerede på uretfærdighed og arbejdsløshed, på de grimme bydele, som de er tvunget til at bo i. Hvis man portrætterer dem som store oprørere, så der er ikke nogen mulighed for at integrere dem i samfundet«.

Du er blevet beskyldt for racisme ?

»Ja. Men hvis de, der foranstaltede optøjerne, havde været hvide skinheads – og det kunne de have været – så var de blevet fordømt af alle. Den eneste grund til, at de ikke blev fordømt, var, at de ikke var hvide skinheads. Flertallet var nordafrikanere eller med nordafrikansk baggrund, så det blev betragtet som et raceoprør, og løsningerne var at vise flere sorte journalister i tv og ændre curriculum for historieundervisningen. Nu undervises der mere i kolonisationen og slavehandlen. Det har jeg ikke spor imod, men jeg mener, det er en skør måde at forholde sig til problemet på. Det vil ikke ændre noget i forhold til volden og hadet. Vil man ændre noget, så skal had ikke retfærdiggøres, for det kan ikke retfærdiggøres«.

Er demokratiet i fare ?

»Nej ikke nødvendigvis. Men republikanske, demokratiske partier bør holde fast i en række principper. De bør forhindre vold, forbyde vold og ikke finde undskyldninger for den. Men det er svært, for magthaverne styrer ikke samfundet i dag. Samfundet er fjernsyn, internet, universel tilgang, samfundet er ’alt er nemt’. Man forholder sig til realiteterne via internettet. Herfra kommer fornemmelsen af, at man kan få, hvad man vil ha’ med det samme, og hvis ikke, ’så bliver jeg vred’. Sætter det ikke i virkeligheden det repræsentative demokrati, som vi kender det i Europa, i fare? Systemet bygger jo på, at befolkningen vælger en regering, der så styrer i tre-fire år, og som man derefter belønner eller straffer for indsatsen ved stemmeurnen. Det er jo ikke just et system for de utålmodige?«

Samfundet er internet?

»Ja, forstået på den måde, at politik får mindre og mindre indflydelse. Politikerne er impotente over for teknologien. Det er ikke politikerne, der bygger vores verden i dag. Det er teknologien. Ingen kan eller vil modstå udviklingen. Men hvad der fascinerer mig, er den opfattelse, at man kan løse alle skolens problemer, fra analfabetisme til vold ved hjælp af at købe flere dyre computere«.

Så det handler ikke om det multikulturelle samfunds problemer, men om teknologi ?

»Det handler også om det brutale møde mellem teknologien og den rodløse multikulturelle befolkning, der for første gang ikke har nogen følelse for det land, den lever i«.

Du taler altså om det, man ville kalde mislykket integration ?

»Det er det ikke kun det. For der er også tale om uvilje. Nogle af disse mennesker vil ikke integreres. Det er ikke som ved tidligere immigrationsbølger. De er fulde af mistro til det land, de lever i, på grund af dets kolonialisme, dets imperialisme og fortiden i det hele taget. Så der er mistro, had, rodløshed og teknologien. Det er en eksplosiv blanding«.

Er der tale om en slags fransk selvhad ?

»Det ville jeg ikke kalde det. De franskmænd, der hader Frankrig, siger de hader den kriminelle franske fortid, og de mener ikke, at vi burde forblive en nation i denne moderne demokratiske verden. De ønsker at opløse nationalstaten. De hader ikke sig selv, men er meget stolte over at hade fortiden. For de føler sig som langt mere højtstående væsener end deres forfædre. De er ikke forudindtagede eller fordomsfyldte, de er villige til hver især at opgive deres personlige rødder til fordel for universelle værdier. Jeg har aldrig brudt mig om selvhadsideen. Jeg ser langt mere arrogance og selvforherligelse i deres voldsomme kritik end selvhad«.

Er det disse strømninger, du taler om, når du bruger udtrykket ’radikal demokratisering’?

»Ja. Radikalt demokrati er ideen om, at alt skal være demokratisk og at alle forskelle, al form for hierarki og al form adskillelse er udemokratisk. Og for eksempel mener de ikke, at man bør gøre forskel på statsborgere og fremmede. For en radikal demokrat er der ikke noget, der hedder ’en fremmed’. Derfor kæmper de for regulering af lovene, så der kan blive fri adgang for alle immigranter. Alle immigranter er velkomne. Siger man, at det ikke kan lade sig gøre at lukke alle ind, bliver man stemplet som racist. De radikale demokrater er en lille gruppe, men de har stor indflydelse, for de kan intimidere folk. De fungerer som et radikalt superego, i hele Europa og især i mit land«.

Det var dem, der kaldte dig en racistisk jøde?

»Ja, jeg gav et interview til (den israelske avis) Haaretz om urolighederne og sagde, hvad jeg mente. Men de kunne selvfølgelig ikke lide det, så de manipulerede det, så jeg så ud som en ekstremist«.

Var det avisen Haaretz, der manipulerede det ?

»Ja, ja, med overskrifter og rubrikvalg. Du ved, hvordan man kan manipulere et interview. Jeg kom til at fremstå som den franske udgave af bosætteren. De havde den analogi i baghovedet: bosætteren over for araberne. Jeg var så den franske bosætter, der reagerede på den franske forstads intifada. De fik mig til at fremstå, som om jeg skød på intifadaen. Jeg forklarede mig, men de ville ikke høre efter. De ville hellere beholde fjenden, for så kunne de kalde mig den racistiske jøde og på den måde blev jeg symbolet for det, de hader i dag: Ikke jøderne som en race, men jøderne som racister. Jeg blev personificeringen af den tanke«.

Hvordan ville du karakterisere Israels image i Frankrig i dag ?

»Israel er i dag meget upopulær over hele verden, for man tror, at uden det Israelsk-palæstinensiske problem ville man ikke have den islamiske trussel. Folk drømmer om en verden uden Israel og med en pacifistisk islam. Det er en af de stemninger, man møder overalt i disse dage. Men selvfølgelig må vi adskille legitim kritik og had. Jeg mener, at der oven i den åbne diskussion om konflikten ligger en ubevidst genoplivelse af konflikten mellem det gamle og det nye testamente. Diskussionen mellem det nye og det gamle testamente er diskussionen mellem det partikulære og det universelle. Jøder er stadig i det partikulære, de lytter ikke til det universelle budskab om kærlighed og forsoning«.

opprinnelig: Politiken