Gjesteskribent

Hva vil EF-domstolens avgjørelser om fri bevegelighet av mennesker utenfor EU i realiteten bety for Danmark og andre EU-land? I Danmark er det tverrpolitisk enighet om at EF-domstolens virksomhet overstyrer landets nasjonale og politiske selvbestemmelsesrett i forhold til innvandringspolitikk, og den danske regjeringen med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne akter å ta opp problematikken sentralt i EU. I en rekke saker har EF-domstolen avgitt kjennelser som underminerer både Danmarks og andre lands regler for familiegjenforening og tilknytningskrav for innvandrere fra ikke-vestlige land.

Danske jurister er allerede i gang med å utrede hvilke muligheter Danmark har til å fortsatt beholde landets demokratisk vedtatte utlendingslover – som har støtte i et stort flertall av befolkningen – på tross av EF-domstolens avgjørelser på dette området.

Men hvilke konsekvenser vil dommene i praksis få for Danmark og EU-landene hvis de blir stående og innført som gjeldende regelverk?

En konsekvensanalyse efter dommens dag

AV MORTEN UHRSKOV JENSEN

I skrivende stund ser det ud til, at EF-domstolens afgørelser fuldstændig har undermineret grundlaget for den førte danske udlændingepolitik, som den har set ud siden stramningerne i 2002.

Dette gælder især, hvad angår 24-årsregelen og tilknytningskravet, som er hovedhjørnestenene i forsøget på at undgå et stadig stigende antal familiesammenføringer, særligt fra muslimske lande. Falder disse stramninger væk som følge af dommene fra EF-domstolen, vil det betyde, at antallet af familiesammenførte fra tredjeverdenslande – især altså fra muslimsk dominerede lande – vil stige fra de nuværende knap 4.000 om året til i hvert fald 10.000 pr. år.

I de kommende år vil tallet givetvis vokse yderligere, al den stund antallet af personer med baggrund i tredjeverdenslande i Danmark vil stige. Dette forøgede antal personer vil – det tyder al hidtidig erfaring på – i massivt omfang vælge at gifte sig med en fra hjemlandet. Den enorme forskel i velstand mellem Danmark og den tredje verden gør det illusorisk at forestille sig andet. Således er altså betingelserne, hvis Folketingets flertal vælger at følge EF-domstolens afgørelser. Det er svært at spå, især om fremtiden, sagde Storm P., og det er jo sandt. Fristende er det dog at foregribe den generelle udvikling i Danmark i de kommende år ved en massivt øget indvandring fra især muslimske lande.

En sådan forudsigelse er ikke grebet ud af luften, men baserer sig på de erfaringer, som Danmark og danskerne har måttet gøre sig siden 1983, da Folketinget vedtog det, der blev kaldt verdens mest liberale udlændingelov. Med mindre der indtræffer en uforudset forbedring af Danmarks muligheder for at indoptage et stedse voksende antal mennesker med muslimsk kulturbaggrund, er nedenstående et ret realistisk scenarie.
For det første vil det offentliges udgifter som følge af indvandringen stige betragteligt. I de senere år er det blevet anslået, at regningen for især muslimers brug af overførselsindkomster såsom kontanthjælp beløber sig til 30 milliarder kr. netto om året.

Eftersom den forøgede indvandring helt overvejende vil bestå af personer med ringe eller ingen erhvervskompetencer, vil hovedparten af de nytilkomne være ude af stand til at påtage sig et arbejde, der vil være en gevinst for det danske samfund. Europæiske lande med en udviklet velfærdsstat har entydigt erfaret, at det ikke er gratis at tillade dårligt uddannede personer fra kulturelt fremmede lande – igen: især muslimske lande – at tage ophold i disse lande.

Det mest sørgmodige eksempel er Sverige, hvor det skønnes (det er umuligt at få opgivet bare nogenlunde præcise tal), at indvandringen fra tredjeverdenslande koster de svenske skatteydere omkring 200 milliarder svenske kroner om året. Den danske velfærdsstat vil altså ved især en øget muslimsk indvandring komme under et voldsomt pres, og den vil gradvis levere ydelser af ringere og ringere karakter.
For det andet vil opsplitningen af Danmark i parallelkulturer forstærkes. Begrebet integration vil blive en endnu dårligere vittighed, end det er i forvejen. I stedet vil følge en forstærket segregation eller adskillelse. Allerede det nuværende antal muslimer i Danmark (ca. 220.000) klarer glimrende at segregere sig i betydeligt omfang. Og her skal så lige rettes en eventuel misforståelse.

Det er ikke det danske samfunds ansvar, endsige danskernes, at denne segregering har fundet sted. Den er blevet til som følge af to forhold: en lempelig udlændingepolitik samt de tilkomnes ønske om ikke at pleje omgang med det danske samfund og de danske normer. Et slående eksempel på det sidste kan man finde i Albertslund, der sammen med Brøndby og Ishøj har båret en tung byrde med hensyn til modtagelse af mennesker fra den tredje verden. Ved den seneste sprogtest viste det sig, at 40 pct. af børn fra etniske minoriteter havde behov for ekstra danskundervisning, inden de kunne begynde i 1. klasse. Yderligere 40 pct. havde brug for grundlæggende danskundervisning på et tidspunkt, hvor de skulle starte i folkeskolen. Der er med andre ord tale om, at ca. 20 pct. af børnene fra etniske minoriteter har lært tilstrækkeligt med dansk i hjemmet inden skolestart. I øvrigt kan enhver, der er beriget ved at bo i et område med mange indvandrere (jeg er selv en af dem), forvisse sig om, at det hører til sjældenhederne, at forældre på indkøb eller andet taler dansk med deres børn.

Mit eksempel med sproget kan virke banalt, men er sigende i forhold til at forstå en virkelighed, hvor personer fra tredjeverdenslande/muslimske lande med ophold i Danmark, danske statsborgere eller ej, for størstepartens vedkommende intet ønske har om at blive en del af det danske samfund. Disse mennesker ønsker at få del i et rigt samfunds goder, men de ønsker under ingen omstændigheder at blive en del af det.
For det tredje vil den grove kriminalitet stige voldsomt. Det vil selvfølgelig ikke ske over en nat, men om 10 til 15 år må det forventes, at især voldtægter og grov vold vil præge kriminalitetsbilledet i langt højere grad end i dag. Heller ikke her er der tale om urimelige skrækvisioner, men om en nøgtern vurdering af det billede, vi kender til allerede nu.

Sverige har et voldtægtstal, der (efter korrektion for forskellen i befolkningsstørrelse) er fem gange højere end det danske. Det er unødvendigt at fortælle, at Sverige gennem en årrække har ført en langt mere liberal udlændingepolitik end Danmark, og at Sverige derfor huser et langt større antal personer fra tredjeverdenslande, ikke mindst muslimer.

Den øgede utryghed som følge af hadrelaterede forbrydelser rettet mod danskere har for længst ramt den danske underklasse, der ikke nyder det privilegium fysisk at kunne flytte sig til et mindre belastet område. Jeg skal her indskyde, at det er fuldt berettiget at kalde størsteparten af disse forbrydelser hadforbrydelser (eller på nudansk: hate crimes), idet et karakteristisk træk hos især mange muslimske unge mænd er det, at de af et ægte hjerte betragter især danske piger som mindreværdige, som ludere som oftest, og som følgelig kan behandles efter forgodtbefindende. Kulturpsykolog Kirsten Damgaard godtgjorde i 2000 i en kvalitativ undersøgelse, at en række unge muslimers (mænd som kvinder) syn på seksualitet var aldeles gruopvækkende og efter vestlige normer perverteret.

Om 10 til 15 år vil den stigende kriminalitet i ret stort omfang også berøre den danske middelklasse, primært selvfølgelig de lavere dele af den. Den øvre middelklasse vil formentlig fortsat have mulighed for at bo i områder, der er relativt kriminalitetsfrie. Det er dog evident, at en stadig større del af den danske befolkning på den mest skræmmende måde vil mærke, at de danske stramninger i 2002 blev annulleret af EF-domstolen seks år senere.

For det fjerde vil den skitserede udvikling naturligvis ikke ske uden protester. Dansk Folkeparti vil givetvis gå frem, måske også betragteligt, og partiet kan meget vel opnå mere end 20 pct. af stemmerne ved folketingsvalg.

Disse godt 20 pct. vil væsentligst stamme fra danskere, der oplever deres tilværelse og deres mulighed for at være til som blivende kontinuerligt forringet. De vil opleve en ganske hastig forringelse af deres livskvalitet som følge af den stigende indvandring. Ud over deres stemmeafgivning vil de også protestere mere højlydt, og det vil til tider tage sig uskønt ud.

Men den danske stat vil forsøge at finde en vej ud af dette dilemma. Presset af Dokumentationscentret for Racediskrimination, Institut for Menneskerettigheder og andre vil Folketingets flertal og domstolene efterhånden skærpe de såkaldte racismebestemmelser, og det vil blive stadig vanskeligere at opponere mod den førte politik, uden at dette vil medføre en dom for såkaldt racisme.

Til illustration af dette tjener, at Europarådet for nylig kritiserede Danmark for ikke i tilstrækkelig grad at anvende det juridiske system til at kriminalisere ytringer vendt mod især den muslimske indvandring. Danmark har en i europæisk sammenhæng vidtstrakt ytringsfrihed (tag til Frankrig, Storbritannien eller Sverige, og man vil se, at dér leger man ikke med magthaverne), men denne ytringsfrihed vil fortløbende erodere, idet de til enhver tid siddende magthavere vil foretrække en tilsyneladende ro frem for en åben samtale.

Sådan tegner et realistisk scenarie sig af Danmark inden for det næste tiår eller lidt mere. Man kan lide det eller lade være (omkring 20 pct. af danskerne vil formentlig decideret kunne lide det), men sådan ser det ud.

Morten Uhrskov Jensen er cand.mag., en aktiv samfunnsdebattant og forfatter av den aktuelle boken Et delt folk. Artikkelen sto første gang på trykk i Jyllands-Posten 15. august 2008, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.