Gjesteskribent

Tænk at på én gang kunne hæve sig over politik og at befinde sig på den yderste politiske revle, når det gælder udlændingepolitik. Det må være noget af en drøm, der går i opfyldelse. Almindelig dødelige må acceptere at blive kaldt sprogets værste gloser, skulle man ønske en pragmatisk funderet politik på området.

Men Amnesty International har – på linje med organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Mellemfolkeligt Samvirke – præsteret at ophøje sig selv til en særlig sakral status, hvorfra bandbuller kan udstedes mod alle kættere. Og den historie er ikke ny, skulle jeg hilse og sige.

Lad mig tage læseren med på en ekspedition tilbage til perioden juni 1993 til december 1999, og den fanatisme, som også i dag gennemsyrer Amnesty International, vil stå klart for enhver.

I dag ønsker Amnesty International i øvrigt fortsat maksimal indvandring til Danmark, sådan som det fremgår af organisationens seneste strategipapir. Her hedder det bl.a., at de europæiske lande skal udvise “større solidaritet i fordelingen af asylansøgere og flygtninge” (s.10) Og på side 14 i papiret tales der om, at Amnesty “skal nyde en høj grad af troværdighed”. Som om “større solidaritet i fordelingen af asylansøgere og flygtninge” til et kontinent, der i forvejen er yderst presset af en løbsk befolkningsudvikling i den tredje verden, ikke entydigt har placeret Amnesty International som et udenomsparlamentarisk parti, der forsøger at fremme en radikal udlændingepolitisk dagsorden.

Lad fortiden tale

I juni 1993 protesterede Amnesty skarpt over for den daværende socialdemokratisk ledede regerings beslutning om at kræve visum for det enorme antal bosniere, der ønskede at søge asyl i bl.a. Danmark, også selv om de var undsluppet kampene i det borgerkrigshærgede Jugoslavien.

I juli 1994 kritiserede Amnesty, at Danmark havde tilbagesendt en asylsøger til Italien, skønt Italien selvsagt regnedes for et sikkert land. Det hævdedes, at asylsøgeren siden var endt i Tunesien, der muligvis ville sende ham tilbage til Irak. Danmark skulle altså tage imod asylsøgere, der havde haft ophold i et sikkert land, før det blev forsøgt at opnå asyl i Danmark.

I juni 1996 var Amnesty vrede over, at de danske myndigheder havde udarbejdet en liste over lande, hvorfra det ville være åbenbart grundløst at hævde forfølgelse, f.eks. de tidligere østbloklande.

I november 1997 udtalte den daværende og nuværende generalsekretær for Amnesty International Lars Normann Jørgensen, at “smertegrænsen i flygtningedebatten er nået”. Og videre at nu “må vi ranke ryggen og holde den humanistiske fane højt”.

I maj 1998 blev en gammel krikke trukket af stalden, idet Amnesty sammen med bl.a. Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp kritiserede den socialdemokratisk ledede regering for at være “på kant med de internationale konventioner om menneskerettigheder”.

Da der i april 1999 var flertal for en særlov i Folketinget, der kun gav kosovoalbanere opholdstilladelse for seks måneder ad gangen – fordi albanerne meget tænkeligt kunne sendes tilbage til Kosovo kort tid efter – fandt Amnesty, at der var tale om “en urimelig forskelsbehandling”.

I juni 1999 kaldte generalsekretær for Amnesty Lars Normann Jørgensen Danmark for “et restriktivt land over for asylsøgere”, skønt Danmark anerkendte mindst 5.000 asylsøgere årligt med dertil hørende familiesammenføringer. Og ifølge generalsekretæren måtte vi forvente, at den danske udlændingepolitik “vil blive fordømt af eftertiden”.

Og endelig i november 1999 gik Amnesty sammen med en række andre organisationer om udarbejdelsen af et 17-punkts program, der bl.a. skulle give reglen “om humanitær opholdstilladelse…et bredere anvendelsesområde”.
Samtlige eksempler kan findes i min bog “Et delt folk”.

Ekstremt

Det vil erindres, at Danmark i hele den her skitserede periode regeredes af først og fremmest Socialdemokratiet og Det radikale Venstre. Og at perioden i 1990´erne var kendetegnet ved en udlændingepolitik, der lagde grunden til en række uløselige problemer for Danmark og danskerne.

Men Amnesty International blev aldrig tilfreds. Amnesty ville hele tiden have flere mennesker fra den tredje verden ind over grænsen. Amnesty ville den maksimale indvandring.
Amnesty International må for min skyld gerne være en radikal politisk organisation. Vi tillader som bekendt også Hizb-ut-Tahrir.

Men jeg kan ved Gud ikke fatte, at Amnesty International gang på gang kan fremstå som en næsten neutral instans, når der er tale om et sammenrend af mennesker, der er langt ude over tredje revle, når det gælder udlændingepolitik.

Opprinnelig på Jyllands-Postens blogg 28. mars 2011

Vi takker Uhrskov for tillatelse til gjenbruk av hans artikler