Im kommer tilbage til Danmark. Godt for den lille pige og hendes mor. Hun var som bekendt ellers på vej ud.

Hvad politikere i almindelighed og regeringen i særdeleshed finder på fra det ene øjeblik til det næste, er ikke til at vide. Midt i nationens efterår gør det opportune det ud for politik.

Hvad der imidlertid står fast, som var det støbt i cement fra Aalborg Portland, er, at indvandringen fra nær og især fjern fortsætter for fuld damp.

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er antallet af asylansøgere nu det største, der er målt siden skæbnesåret 1983, som gjorde Danmark til et indvandrerland, uden at andre end en håndfuld aktivister på venstrefløjen og i Det Radikale Venstre havde bedt om det. På bare to år er antallet af asylansøgere fra f.eks. Somalia mere end syvdoblet.

Den voldsomme migration skyldes ikke kun, at verden er gået af lave, sådan som alle kan se. Men også, at rygterne om de rød-lilla lempelser i den danske udlændingepolitik for længst har spredt sig over den halve klode.

Danmark er igen blevet et trækplaster ligesom under statsminister Poul Nyrup Rasmussen; Danmark er atter et Lillesverige, et Mininorge.

De seneste tal offentliggøres kun få måneder efter, at Udlændingestyrelsen og Rigspolitiet gjorde den travle offentlighed bekendt med, at godt og vel hver tredje asylansøger i 2012 var kriminel. Året før var det ”kun” hver sjette. For en stor dels vedkommende drejer det sig om narkokriminalitet efter den såkaldt hårde narkoparagraf, der kan – og bør – medføre udvisning.

I 2011 blev 150 asylsøgere dømt efter den; året efter var tallet steget til 262; en rekord, som ser ud til at blive slået i år. Alligevel blev kun ca. hver 11. narkodømte asylsøger udvist i 2011, og ca. hver femte året efter. Alt i alt går det kun én vej.

Kriminaliteten griber om sig, mens udvisning fra Danmark stadig er undtagelsen, ikke reglen.

At disse tal overhovedet offentliggøres, skyldes, at Dansk Folkepartis udlændingeordfører havde bedt justitsminister Morten Bødskov om en forklaring på, hvorfor så få kriminelle asylsøgere udvises.

Den fik han selvsagt ikke, idet justitsministeren ikke har nogen forklaring og aldrig får det.

De mest tålmodige og loyale vælgere kan sætte sig ned og vente på, at denne moderne socialdemokrat en skønne dag skriver sine erindringer og fortæller, at han godt vidste, den var helt gal, men at det var værre for hans parti at indrømme det.

Imens vender landets jurister og dommere vrangen ud på Danmark ved at holde hånden over de værste forbrydere, vi har, som nu f.eks. de palæstinensiske brødre i Odense, der skar øret af en bejler til den enes søster, uden at vidner så det ske.

Karakter er som bekendt, hvad man gør, når ingen ser på, og vi har alle vores svage punkter og blinde vinkler. Men molestere en mand, fordi han mener det alvorligt med familiens øjesten, det er nu alligevel lige lovligt halal. Men nej, tro om igen. Voldsmændene kan blive. De skal i fængsel et øjeblik, hvor personalet for øvrigt trues på livet, og så tilbage til familiens ære.

Landets dommerstand står med et stort ansvar for, at lovenes ånd overholdes.

Når man kan udvise lille integrerede Im og frede de gemene voldsmænd, der lever i en parallelverden, med henvisning til tilknytningsprincippet, har man ikke forstået, hvad tilknytning betyder. Hvorvidt det skyldes, at 68-generatioen også har infiltreret dommerstanden, skal jeg ikke kunne sige, men mistanken er legitim, eftersom 68’erne har ødelagt så godt som alle andre institutioner i vores samfund.

Sandheden er morbid. Ingen kender dagen, før natten er omme, og den sidste 68’er har forladt denne verden.

 

 

Første gang i Jyllands-Posten 15. november 2013